Årets dimittendudstilling i København slikker sine sår, både tematisk og efter en indbyrdes kamp om de gode pladser på Charlottenborg.
Frederik Næblerøds ønske om at dominere hele Arken fylder lige så meget som de alt for mange værker. Det fører ikke noget godt med sig.
Amy O’Neills performance var frigørende og noget af det bedste længe set i København. Selve udstillingen er en svært afkodelig affære.
106 år efter kvinder fik adgang til Folketinget bliver 30 af de mest indflydelsesrige foreviget i Mie Mørkebergs maleri.
Flora Yukhnovichs referencemættede Into the Woods fylder Ordrupgaard med forvandlingskraft.
Funktionsvarierede kroppe når langt og højt på udstilling
i Nikolaj Kunsthal.
Yael Bartana blander fiktion og virkelighed på en bevidst manipulerende måde. Så hvorfor gør kunsthallen så lidt for at kvalificere publikums oplevelser?
Stense Andrea Lind-Valdan ser tilbage på et kunstår med psykedelisk skyggeteater og en kunstners afskedsudstilling.
Bad Timing på Den Frie fortæller fraværende kvindehistorie og undersøger, hvor lidt kan man slippe af sted med, før et værk krakelerer.
Jessie Kleemann er pludselig overalt, intens, sart og kødelig. To parallelle udstillinger viser, at kropslighed både er hendes største styrke og svageste led.
Kirsten Christensen ridser sin sociale indignation over omsorgs- og skattevæsen i keramik. På Holstebro Kunstmuseum er det hårdt som sten og porøst som et slidt hjerte.
På trods af Kirsten Justesens årtier lange opgør med snævre køns(pap)kasser, har Kunsten i Aalborg sat hende i bås.
Visuell variasjon skjuler et fravær av egentlig forskjell i maleriet til Christina Quarles.
Mariann Enges kommentar om Munchmuseets arrangement «Vi må snakke om Tyskland» gir ei urimeleg attgjeving av synspunkta mine.
Den Frie Udstillings årlige mønstring byder på hovedværker. Hvorfor og hvordan, de er udvalgt, er der ingen forklaring på.
Melk innvier nye lokaler på Frogner med etablerte fotokunstnere i lekker og safe gruppeutstilling.
Kunstkritikk støttes av
