Årets Whitneybiennale har fokus på de autonome, personlige fortællinger. Det politiske er indlejret i bearbejdningen af materialet og formen.
Eksemplarisk Stig Brøgger-monografi fortæller også en større historie om kunstens udvikling fra ungdomsoprøret til det postmoderne opgør.
På Louisianas udstilling med Ed Ruscha ser man, at mesterværket er det samlede værk – bevægelsen mellem popkunst og konceptkunst, mellem malerier og bøger, og tilbage igen.
Med monsterudstillingen The Story of Public Art har MAPS i Køge truffet alle de rette valg.
Visuell variasjon skjuler et fravær av egentlig forskjell i maleriet til Christina Quarles.
Mariann Enges kommentar om Munchmuseets arrangement «Vi må snakke om Tyskland» gir ei urimeleg attgjeving av synspunkta mine.
Den Frie Udstillings årlige mønstring byder på hovedværker. Hvorfor og hvordan, de er udvalgt, er der ingen forklaring på.
Kunstkritikk støttes av
