Identitetspolitik og magtmisbrug diskuteres på livet løs i denne tid; dekolonisering, metoo, professorvælde og chikanepolitik. Enhver institution med respekt for sig selv må efterhånden gå ind i dette arbejde. Som dekan for et kunstakademi spørger jeg også ind imellem mig selv om, hvad disse buzzwords kommer til at betyde, når roen har sænket sig. Er vi faktisk motiverede eller føler vi os snarere pressede til gå i clinch med problemstillingerne? Vil vi se tilbage på symbolske nedslag i vores programvirksomhed, mens virkeligheden får lov at fortsætte som før, eller vil fundamentet for vores arbejde reelt ændre sig?
Fornyeligt deltog jeg i et seminar, Elephants in the Room, der blev afholdt af kunstcentret Casco i Utrecht. Her blev institutionel forandring italesat på en måde, som for alvor og i praksis forekom at rykke ved fundamentet. Faktisk var det så radikalt og overbevisende, at det efterfølgende føles, som om der er et før og et efter dette seminar i Holland.
«Let’s recognise our elephants very dearly,» indledte Binna Choi, direktør for Casco. I stedet for at fortabe os i en diskussion omkring det vanskelige i at kompensere for de koloniale, patriarkalske og kapitalistiske strukturer som omgiver os, foreslog Choi, at vi skulle forsøge at fokusere på, hvad vi kan gøre for at supplere.
De omtrent 50 deltagere på seminaret var primært kunstnere med socialt-engagerede praksisser, studenter, kunstnerkollektiver og kunstnerdrevne platforme, uafhængige kuratorer og kunstnere der underviser. De, som sidder på direktørposterne på de større institutioner, glimrede ved deres fravær. Alligevel var vi så mange mennesker samlet i Cascos lokaler med en interesse for at arbejde for fællesskabet, at de måtte låne stole fra naboen. I sig selv en succes, bemærker en fra publikum.
Talemåden «elefanten i rummet» er udgangspunktet for de to dage, vi tilbringer sammen, og det store dyr situeres hverken som individ eller figur, men snarere som magtstrukturer, institutionelle vaner og privilegier. Ambitionen for seminaret er at bevæge sig videre end en teoretisk diskussion, og øvelsen vi kollektivt går med på er i praksis at «aflære os institutionen».
I juni 2018 ændrede Casco navn, identitet og modus operandi fra «Casco – Office for Art, Design and Theory» til «Casco Art Institute: Working for the Commons.» Det er sjældent, man oplever en så radikal politisk programerklæring fra en kunstinstitution. Med den institutionelle omlægning har Casco, i samarbejde med kunstneren Annette Krauss, revideret alle aspekter af institutionens arbejde.
Institutionen fokuserer nu på langsigtede forskningsprojekter og har generelt sænket tempoet på udstillingsprogrammet væsentligt. Den beslutning har haft som konsekvens, at 40% af Cascos finansieringsgrundlag er forsvundet. Samtidig har prioriteringen medført en fælles rengøringsseance, hver mandag efter teammødet, som konsekvens af altid at føle sig fortravlet og operere med et hierarkisk værdisæt omkring arbejdet, der ikke tillod at prioritere oprydning. «Det var ikke før to kolleger underskrev en email til resten af teamet med ’Jeres kære husmødre’, at vi anerkendte den dynamik, som var på spil,» som Yolande van der Heide, Cascos vicedirektør, udtrykte det.
Tanken bag omorganiseringen handler om, at de værdier, som institutionen reelt arbejder for afspejles i strukturen, og at det derfor er værd at kigge den grundigt igennem. Når ansvaret for indkøb af toiletpapir ikke er tydeligt defineret, kan det opleves som et kollektivt ansvar, selvom det sjældent er sådan det faktisk udføres.
Det usynliggjorte arbejde var også fokus for kunstner og underviser Ayesha Ghanchi og aktivist og underviser Hodan Warsames seance «Unlearning maintenance», der førte til en workshop, hvor alle deltagere må kortlægge, hvem på deres egen arbejdsplads arbejder i hvilke funktioner.
Flere af de institutionelt ansatte kuratorer i forsamlingen kom til kort, når de skulle beskrive arbejdsvilkårene for rengøringspersonalet. Enkelte tilstår, at de faktisk ikke kender deres kolleger, da de arbejder på skæve tidspunkter, når alle andre er gået hjem. For at synliggøre det forhold – herunder at give værdi til rengøringsarbejdet – havde Casco inviteret Faisol Iskandar fra Indonesian Migrant Workers Union til at beskriver de manglende rettigheder, som udokumenterede migranter i Holland lever med. De ender nemlig ofte med at arbejde illegalt som rengøringsmedarbejdere under utrygge forhold enten i private hjem eller for institutioner.
På trods af strålende forplejning undervejs havde ingen deltagere betalt for at være med. Som ekstra bonus fik vi en anti-turistvenlig bådtur rundt i Utrecths smukke kanalsystem med vægt på steder og bygninger, som smerteligt vidner om den hollandske koloni- og slavehistorie. Deltagerne forventes i stedet at donere til en kollektiv pot, der skal finansiere formålet «unlearning future», som vi på seminariets sidste dag kollektivt måtte definere, hvad skulle være. Det er et princip, som bryder med den logik, de fleste institutioner opererer under – uden en kvittering kan du ikke få refunderet et udlæg. Pengene måtte vi derfor tage op af vores egne lommer, hvad der sikkert alligevel er tilfældet fra de fleste af deltagerne, som ikke tilhører en institution med en økonomi til at finansiere den slags aktiviteter. Alternativt opfordres vi også til at donere ikke-økonomiske ydelser til den kollektive pot.
Øvelsen belyser, hvor vigtig måden kunstinstitutioner finansieres på faktisk er, og hvor styrende de forskellige finansieringsmodeller er for, hvordan vi tænker vores arbejde. Hvis vi kun afrapporterer de økonomiske transaktioner, som går ind og ud af vores regnskaber, men ikke løfter de immaterielle transaktioner frem – der i praksis udgør en stor del af de støttestrukturer, som holder en kunstinstitution kørende – så giver vi kun et begrænset billede af, hvordan økonomien omkring en kunstinstitution egentlig ser ud.
Flere af seminariets deltagere pegede også på, at den institutionelle aflæring må foregå på alle niveauer, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at tackle udfordringerne i et langtidsperspektiv –og at det slet og ret er et spørgsmål om at skærpe det administrative og ledelsesmæssige ethos. Her blev fraværet af administratorer og direktører i forsamlingen naturligvis ekstra paradoksalt. Indholdsarbejdernes indflydelse er jo ofte begrænset til selve programlægningen, og ellers underlagt de institutionelle strukturer.
Afslutningsvis hældte Binna Choi – efter instruks af kunstner Kate Rich – den kollektive pot på gulvet foran hele forsamlingen. Pengesedler og papirlapper med påskrevne immaterielle donationer lå spredt på gulvet. Som skulle vi spå om fremtiden ved at læse spredte teblade, var opgaven nu at fortolke, hvordan de donerede ressourcer kunne benyttes. Det var ikke helt enkelt for vores midlertidigt sammensatte kollektiv at opnå konsensus og beslutte, hvad der skulle prioriteres under overskriften «unlearning future», og programmet gik på overtid, mens telæsningen foregik.
Jeg måtte rejse mig midt i de vidtrækkende fortolkninger for at nå mit fly hjem til min hverdag på en helt anden institution, men en god kollega rapporterede efterfølgende om den afsluttende diskussion og den endelige beslutning om give hele den kollektive pot til Casco, som herefter selv må definere, hvad de skal finansiere under formålet «working for the commons».
Old habits die hard, som man siger. Men ovenpå to tætpakkede dage i nærkontakt med elefanterne i rummet føles det faktisk umuligt at fortsætte som før. Efter at have taget del i så mange konkrete forslag, øvelser og indgange til, hvordan aflæringen af en kunstorganisation kan foregå, fremstår det ikke længere så utopisk, at praksis kan ændre sig.
I forbindelse med seminaret lancerede Casco udgivelsen Unlearning Excercises: Arts Organizations as Sites for Unlearning (Valiz 2018), som jeg tog med hjem under armen. Og selvom den ser ud til at kunne blive et vigtigt redskab, så er pointen jo, at der ikke findes nogen manual eller klare svar. I stedet findes der spørgsmål, vi kan stille os selv, vores kolleger og vores institutioner. Vi kan jo begynde med øvelsen, der gennemborer den ofte så fastlåste grundpræmis for vores arbejdssituation, «Why are we always so busy?», og se hvor det tager os hen.
– Stine Hebert er dekan på Kunstakademiet, KhiO, Oslo.
