Efterhånden – måske for længst – må det være sådan at stort set hvad som helst, der uden videre hævder at være sandt, nødvendigvis skal mødes med skepsis eller i hvert fald et spørgsmålstegn. Benjamin Hirtes udstilling hos Christian Andersen hedder True Sculpture, og selvom true ikke kun betyder sand, har ordet en rimelig massiv påståelighed i sig. Jeg synes det er en vildt god titel. Inde i galleriet står der fire indbydende monolitter, fire overdrevent formfuldendte kuber af håndbearbejdet sandsten på milimeter-præcise hvide sokler. Simpelthen; skulpturer.
Støvet røde som Bologna eller middelklassens boliger, pletvis organiske som blomstrende ornament, modulære som byggesten, skalerede og akkurate som arkitekturmodeller. Alle med disse matbløde overflader som det nærmest gibber i kroppen efter at ae eller tage en bid af. Enhver kant og runding, ethvert hjørne og hul, er en tilfredsstillelse at kigge på. Altså, hvad vil den gode gamle skulptur-tjekliste mere?
Men så hælder siderne en anelse, et tyngdepunkt ser vaklende ud, spor af blå maling på de pletfrie overflader, noget sort plastic fucker det helstøbt tidløse lidt op med sit kontemporære skær af byggemarked og gorpcore . Her og der passer soklerne alligevel ikke med neurotisk akkuratesse til stenene, de bærer på. Benjamin Hirtes skulpturer undviger akkurat den komplette perfektion, og der er noget skægt i denne undvigelse. Der står de og er så håbløst skulpturelle, vover at blive kategoriseret som intet ringere end true sculpture (og har derudover arkaisk kunstfærdige titler som Venus, Fountain og Plague). Og netop fordi de også med al tydelighed rummer stenens tyngde og besidder en skulptursmuk alvor, kan man i ro og mag fnise lidt med dem af overvejelsen: Hvad i alverden er true sculpture?
Sikkert virker det i hvert fald, at sandt ikke nødvendigvis er lig med godt. Når noget er superduper lækkert at se på, er det for eksempel som om blikket godt kan standse lidt, ret hurtigt blive fyldt op af appetitligheden. Måske er udelt skønhed altid en slags teflon for tanken – selvom det virkelig også er: Skønt! Det lader til, at en skønhed her er dyrket med bevidstheden om konsekvenserne af vidunderlige overflader og det uigennemtrængeligt pæne. At der i tilnærmelserne til perfektionen også er øje for det lidt fjollede (men vældig menneskelige) ved netop denne tilnærmelse. To væghængte tryk hænger desuden i en skyggefuld alkove, to blå biroller til de røde hovedroller, og formentlig helt intentionelt sekundære som for at understrege skulpturernes signifikans. Udstillingen hedder ikke True Art eller True Print.
Hvorvidt nogle skulpturer er sandere end andre, er selvfølgelig helt unødvendigt (og umuligt) at gøre sig til dommer over, og det er helt sikkert heller ikke det, der er meningen. Dejligt er det derimod at kigge på to hænders rimelig imponerende arbejde med et uhåndterligt materiale, nyde at sten også kan ligne silke eller en delikatesse, og så i øvrigt bruge lidt tid på at stene over rækkevidden og begrænsningerne ved ordet true i forbindelse med kunst.
