Håb ikke, frygt ikke! Håb og frygt har deres / rod i to former for smerte: Smerten over ikke / at møde det, vi ønsker at møde, og smerten/over at møde det, vi ikke ønsker at møde.»
Der lægges overraskende inderligt ud i digteren Lars Skinnebach og kunstneren/komponisten Goodiepals nye fællesudgivelse, kaldet Teotwawki. Et akronym for bevægelsen The End Of The World As We Know It – en såkaldt «survival»-bevægelse, der vokser kraftigt frem på internettet, efterhånden som verdens kriser spidser til. Og måske også blot som en aktuel version af menneskets årtusind gamle hang til dommedagsprofetier.
Mod slutningen af det indledende digt åbnes der allerede op for de posthumane sluser: «Ved ebbe gror organismen ben / ved flod finner.»
Digtene befinder sig på kanten af en genkendelig verden, og der refereres en del til Lyset, Øen, og en artificiel have beboet af jordens sidste mennesker Dana og Timo. «Intet menneske er en ø», lyder en gammel bevinget strofe af John Donne fra 1624. Men i Teotwawki er «ø» nærmest et subjekt i sig selv – og bliver en afsværgelse af den gamle traver, der hos Skinnebach bliver til «hvem skal ø vælge til fremtidsjord?»
Lars Skinnebach er kendt for ytringen «Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med». Goodiepal er til gengæld kendt for at berede sine tilhængere på mødet med en «kunstig / artificiel intelligens», og på en vilter anti-didaktisk facon akkompagnerer de to visionære stemmer hinanden i digtsamlingen Teotwawki. Først og fremmest ført sammen af et bagvedliggende større projekt, der rækker lige så meget ind i aktuelle klimakriser, som i Goodiepals kunstsamling på Statens Museum for Kunst, som konstant er under forandring, og som består lige så meget af andres kunstværker, som af Goodiepals egne (fra hans mekaniske fugl – som måske endda pryder forsiden af Teotwawki? – til hans hjemmebyggede cykel). Også her, i samlingen, er det mere den samlede orkestrering af materialet, der er vigtig, end det enkelte værk i sig selv.
De to, Skinnebach og Goodiepal, samarbejder også i bandet Goodiepal & Pals (eller GP & PLS som bandet aktuelt kalder sig), og nogle af digtene er konkrete tekster på sidste års revolutionære udgivelse Pro Monarkistisk Extratone (2017). Overlapningen mærkes som vibrationer, der sendes fra den ene side til den anden, fra Skinnebachs nærmest kodede digte på venstresiden, til Goodiepals såkaldte «illuminationer» på højresiden.
Digtsamlingen ligner mest af alt et kompendium, som det er udfærdiget i normal A4-størrelse med hvid spiralryg og fotokopierede sider. Goodiepal har sat digtsamlingen i scene, gjort den til et æstetisk objekt, og forlenet Skinnebachs profetiske poesi med en punket stil. Godt nok i farver (dominerende er blegorange, lilla og grå), men stadig med indtrykket af en lærebog.
Goodiepals umiskendelige kalligrafiske stil, der normalt flyder ind og ud af siderne i hans egne udgivelser og som sjældent er helt stringent, er overraskende nok ikke at finde i Teotwawki. Håndskriften i digtsamlingen er meget tæt på Goodiepals nærmest gotiske stil i udtryk, men er anderledes konstant og ensartet. Der er hverken stavefejl, ornamentik eller andre af de typisk goodiepalske skriftinterventioner. Det er nærmest som om Goodiepals håndskrift er kørt igennem en ensrettende digitaliseringsproces. Dette er med andre ord ikke Goodiepal, men noget andet. En blanding af menneske og maskine, fortiden og fremtiden.
Forvirring har altid været en del af Goodiepals metode. Er alting for let at aflæse og afkode, mister vi vores evne til at sammenkoble forvirrende informationer, og bliver i stedet til en slags nikkedukker, der mimer maskinen. Skal vi for alvor berede os på mødet med «det fremmede», i hvilken form det end kommer, må vi konstant udvide vores poetiske evner, ikke skrumpe dem.
Håndskriften er i øvrigt på mode for tiden blandt de danske digtere. Harald Voetmann har senest brugt den til at udtrykke sorgen over sin fars død i samlingen Amduat, der også forbinder noget oldgammelt (den egyptiske solgud) med en aktuel erfaring. Men mest minder Teotwawki i stil og tone mig dog om Ursula Andkjær Olsens Have og Helvede fra 2010, hvor søsteren Julie Andkjær Olsens på lignende vis skrev langdigtet frem med enten håndskrift, collager eller endda som broderi. Dengang irriteredes jeg over uklarheden i skriften og fandt det visuelle greb lidt barnligt i stilen, og så dominerende at det overtog betydningen af digtene. Forskellen er her, at Goodiepal ikke nøjes med at illustrere, han er inviteret hele vejen med ind i bogens betydningsdannelse også.
Visse steder bliver det til en direkte analyse af teksten. Som i historien med Dana og Timo. I Goodiepals optik bliver Den Artificielle Have, som digtet hedder, en omvending, eller «afskabelse», af Paradisets Have, hvor de to figurer ikke er to forskellige køn, men hele tiden udveksler stadie og energier med hinanden, som Goodiepal kalder «metamorfosekæder». Et ret præcist begreb for den posthumane tilstand, som netop ikke er statisk, men hvor alt flyder ind og ud af hinanden mellem biologi, kemi og affald. Goodiepal kommenterer viltert, og udråber heltekvad, mens Skinnebach digter om posthumane tilstande, så der tilsidst opstår en slags polyvokal poetisk punk af den gotiske skrift:
Dana: Jeg kan ikke mere: Det piber fra mine knogler. Og se befolkningen, de æder fostre. De er vel selv fostre.
Timo: Du er allerede en europæisk myte.
Dana: Min ryg er ustabil, musklerne omkring rygsøjlen er slappe. Omgivelserne trækker næring ud af dem
En form for biologisk sammenbrud er undervejs, som man også ser i andre aktuelle digtsamlinger mest brutalt hos Glenn Christian, hvor det humane allerede er metamorfoseret ind i det posthumane som slimspor af nye livsformer. Eller det, som filosoffen Timothy Morton, kalder «ecognosis», som en del af en ny strategi for at møde det non-humane på linie med det humane.
Hos Skinnebach hænger det hele stadig og svæver i et stadie mellem fortid og fremtid: «Det er ikke muligt at beskytte ø. / Demokrati gør alle til gale regenter. Kør bare. / Europa er udstødning og fremdrift. Amerika / er udstødning og fremdrift. Asien er/udstødning og fremdrift. Dyret falder, dyret / rejser sig.»
Dyret rejser sig… Men er vi rede til at møde det?
