I 2015 feirer Museet for samtidskunst 25 år. Jubileet markeres fra 13. mars med utstillingen Fattig kunst – rik arv. Arte povera og parallelle praksiser 1968-2015. Kunstkritikk markerer begivenheten med åtte kritiske blikk på museet.
Peter S. Meyer er mag. art. og ekstern lektor ved Københavns Universitet.
1. Hvordan vil du beskrive den faglige profilen til Museet for samtidskunst i de tretten årene museet eksisterte som selvstendig institusjon, fra 1990 til 2003?
De første årene var præget af en markant profil, der blev set i de andre nordiske lande og respekteret. Både de internationale udstillinger og de norske. Alene det at kalde det for et museum for samtidskunst og ikke moderne kunst var fremsynet og på forkant med udviklingen internationalt.
2. Hvordan synes du museet har utviklet seg innenfor rammen av Nasjonalmuseet de siste tolv årene?
Det er tydeligt at sammenlægningen af afdelingerne og den tværgående struktur gjorde Museet for samtidskunst usynlig og mindre markant set udefra. Med tilbagevendingen til en faglig begrundet struktur træder museet bedre i karakter og bliver synlig. Der er en velbalanceret vekslen mellem monografiske retrospektive udstillinger, historiske oversigtsudstillinger over f.eks video og tegnekunst og enkeltudstillinger af væsentlige unge norske samtidskunstnere.
3. Hva har vært museets viktigste bidrag til det norske, nordiske og internasjonale kunstfeltet?
Et nationalmuseums opgave må være at skabe et nationalt fællesskab omkring landets kunstnere både for kunstinstitutionen og befolkningen, den opgave løser museet fint. Man kunne hævde at kunstmuseerne i dag snarere køber ind for at dokumentere, hvilken kunst der skabes nu. Det er generelt over hele verden, man kunne kalde det kulturhistorisk indsamlingspolitik eller måske er det et paradigmeskift for kunstmuseernes opgave. Kritikken i dag er mere skjult. Den nordiske dialog er stort set ikke eksisterende og de norske kunstnere der arbejder internationalt har selv gjort arbejdet.
4. Hvordan mener du museet fungerer på Bankplassen i dag?
Den eneste grund til at man kan holde ud at bruge de lokaler er, at der i mange år har været en forventning om at der skal komme nye lokaler. Rummene er stærkt begrænsende for præsentationen af værkerne og ikke et nationalmuseum værdigt på lang sigt. Lokalerne er for små og egner sig ikke til nye medier.
5. Hva er museets største utfordringer i årene frem til Nasjonalmuseet åpner i nye lokaler på Vestbanen i 2020?
At sætte norsk kunst i en international sammenhæng. De norske kunstnere er velorienterede internationalt og fortjener at blive sat i en international sammenhæng, men udfordret af de postkoloniale diskurser. Dialogerne mellem de skandinaviske lande og resten af verden kan blive interessant men der skal bruges ressourcer på processerne.
