Nekropolis eller samtalecirkel?

På Den Frie søger Tabita Rezaire at heale kolonial historieskrivning igennem funky teknologi.

Tabita Rezaire, Mamelles Ancestrales, 2019. Foto: David Stjernholm.

Langs Gambiaflodens breder findes et særpræget landskab. På de tørre, afsvedne sletter imellem Senegal og Gambia rejser sig tusindevis af meterhøje stenmonolitter, sirligt placerede i cirkelformationer. De Senegambiske stencirkler, der i dag er på UNESCO’s liste over verdenskulturarv, er genstand for mange spekulationer. Arkæologiske udgravninger viser, at der under monolitterne befinder sig gravpladser, men hvem ligger begravet her og hvorfor? Hvilken kultur har haft organisatoriske muskler nok til at opføre dette mystiske kompleks? Spørgsmål som disse står centralt i fransk-dansk-guyanesiske Tabita Rezaires videoinstallation Mamelles Ancestrale

I Den Frie Udstillingsbygnings underetage har Rezaire (f. 1989) rejst en lignende stencirkel af skandinavisk granit, og midt i denne ligger en projektionsskærm fladt på gulvet og fortæller historier, myter og videnskabelige facts om de mystiske monumenter. Vi møder arkæologer, der forklarer, at stencirklerne måske har været brugt som solur eller til at astronomiske udregninger. Islamiske skriftlærde fortæller, hvordan monolitterne blev rejst omkring gravhøje for kongelige i Ghanas storimperium, og senere for fremtrædende muslimer, efter Islams opblomstring i området. Indbyggere fra de lokale landsbyer beretter om, hvordan stencirklerne har betydning som et socialt samlingspunkt og et sted for kontemplation og kontakt med forfædrene, mens sandsigersker, kunstnere og almindelige fantaster byder ind med historier om alt fra stenenes spirituelle og astrologiske værdier til økonomiske spekulationer om rumkapløb og stjernernes indflydelse. Centralt for dem alle er, at de er uforklarligt draget af stencirklerne.

I et heftigt, postinternet-agtigt filmsprog, hvor computeranimerede stjerner og meteorer flyver om ørerne på interviewpersonerne, blandet med satellitbilleder, computerinterfaces og fiktive filmsekvenser, knytter Rezaire historien om monolitterne sammen med kolonihistorien og dens indflydelse på historieskrivning og -overlevering. Den vestlige historieskrivning har ikke alene ignoreret de orale overleveringer, der knytter sig til stencirklerne, men tenderer også til at forstå afrikansk kultur som frosset i tid – som evigt primitiv. Rezaire udfolder en sand kakofoni af forskelligartede bud på både stenenes forhistorie, men også på deres stadigt ekspanderende betydning i det samtidige Senegambia. Undervejs opstår mystiske, eksistentielle og flere steder ret underholdende forbindelser mellem de mange historier, der blandt andet trækker linjer fra koloniseringen af rummet til menneskets trang til at forstå vores plads i universet gennem satellitter og stencirkler.

Tabita Rezaire søger at frisætte alle disse historier igennem en form for internetbaseret, dekolonial healing, hvor det spirituelle, det fysiske og det teknologiske kan sameksistere. Der er så at sige fuld plade i samtidskunst-bingo – og så er det samtidig leveret i et både poetisk og ret underholdende sprog. Bingo!

Tabita Rezaire, Mamelles Ancestrales, 2019. Foto: David Stjernholm.

Leserinnlegg