«Mamma Mia, here we go again…», nynner jeg allerede i toget mod Frederikssund. Abbas catchy popsang fra 1975 er af den slags, man ikke får ud af hovedet igen, når den først sidder der, og det har den gjort siden jeg læste titlen på Willumsens Museums sommerudstilling. Jeg forestiller mig en tilsvarende hårdtpumpet udstilling fyldt med værker om dans og moderskab – to af samtidskunstens yndlingsemner – i en stram og luftig komposition.
Mama Mia (med et enkelt M for den grafiske virknings skyld) er kurateret af billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan og er del af en sommertradition på museet, hvor man inviterer kunstnere til at kuratere udstillinger med udgangspunkt i Willumsens oeuvre. Lind-Valdan har taget udgangspunkt i Willumsens bevægelsesstudier og skitser af dansende kvinder og skabt en udstilling, der kredser løst om kropslig frisættelse, om dansen og det teatralskes modstandspotentiale – og om moderskabet.
Udstillingens værker er ikke regulære skitser, men deler skitsens modstand imod at lade sig afgrænse til et enkelt, færdigt værk. Al Masson har eksempelvis fyldt en væg med fine, lystfulde akvareller af unge mænd, håndskrevne noter om krop og dans, samt udklip fra magasiner. På gulvet under værkerne ligger rester fra en performance, han opførte til ferniseringen, og som kan ses på en skærm, der står lænet op ad væggen.
Orsolya Bagala har fyldt en anden væg med løst skitserede, nærmest stadig flydende, akvareller af kvindeskikkelser på papirsposer og pizzabakker, og man har en følelse af, at serien kunne blive ved – hvilket den også gør i de næste rum. Og Lind-Valdan har på samme vis valgt at medbringe hele tre serier af performative akvareller; en serie såkaldte tungetegninger, hvor kunstnerens tunge slikker malingen ned på papiret, og to serier med ansigts- og kropsaftryk.
Bobbi-Johanne Østervangs mange værker indfanger essensen af udstillingens fokus på det intime, performative og løst skitserede. En serie fotografiske selvportrætter viser kunstneren som højgravid, liggende på en uredt seng med en oppustet mandlig sexdukke, mens fire performances for kamera fokuserer på kunstneren, der danser til popmusik i sit hjem; først alene og gravid og senere med sine børn. Det er ekstremt intime, nærmest private, optagelser, der føles som et kig direkte ind i den unge mors ensomhed og splittelse imellem symbiosen med barnet og længslen efter bare at være sig selv.
Et lignende emancipatorisk projekt er Laurel Nakadates tredelte video Oops! fra 2000, der viser kunstneren, der danser til Britney Spears i tre forskellige fremmede hjem. Nakadate har ladet sig overbevise om at gå med hjem til tre fremmede mænd, der har antastet hende på gaden, og som nu er blevet statister i hendes performance. Man gyser ved tanken om, hvor farligt et projekt Nakadate er ude i, morer sig over mændenes klodsede forsøg på at takle situationen, men ender med en fornemmelse af, at kunstneren og hendes statister deler en fælles sårbarhed og måske endda en oprigtig nysgerrighed på den anden.
Der er noget generøst over Lind-Valdans udstilling, der udfolder de udstillende kunstneres praksis igennem enorme mængder materiale, men det bliver også for meget, for løst og for skitsepræget for min smag. Lind-Valdan har en æstetisk forkærlighed for det flydende, det håndholdte og det grænseoverskridende, men netop denne forkærlighed kunne med fordel være kurateret strammere, så det hele ikke flyder ud.
Det føles som sommerregn på en hed dag, da jeg træder ind i Barbara Wagner & Benjamin de Buras videoinstallation Faz Que Vai fra 2016, hvor fire dansere med flydende kønsidentitet opfører den aggressive brasilianske dans frevo, graciøst og forførende, men med enorm præcision. Her er det håndholdte kamera kommet på stativ, dansen er benhårdt koreograferet og klipningen står skarpt, uden man af den grund mister fornemmelsen det sårbare og voldsomme i udtrykket. Det kunne resten af udstillingen godt have brugt lidt mere af: Mere Abba, mindre jazz.
