Når jeg læser kulturminister Mette Bocks svar på Kunstkritikks spørgsmål eller læser og hører andre interview, hun har medvirket i, hæfter jeg mig ved, at kunstnerne ikke nævnes med et ord. Os der står på vores små kunstfabrikker og laver kunst, os der først og fremmest er den del af erhvervsliv der rummer kunst, nævnes ikke.
Det ville klæde ikke bare Mette Bock, men alle at betragte kunstnerne som en del af erhvervslivet. Kunstnerne er de største privataktører på kunstfeltet med hestelængder både målt i antal og i penge. De penge som fonde, private og offentlige, skyder i produktionen af kunst er peanuts i forhold til, hvad vi kunstnere smider på bordet på daglig basis.
Langt de fleste fondspenge, især private, går til institutioner. Institutioner som vi kunstnere selvfølgelig har en vis interesse i bliver opretholdt. Men det er ikke vores primære interesse. Og slet ikke i dette perspektiv. En langt, langt mindre del, 34,4 millioner, som Statens Kunstfonds Legat- og indkøbsudvalg disponerer over, kan potentielt gå til at frikøbe 150-250 billedkunstnere om året, i kortere perioder, fra det lønarbejde, som langt de fleste af os har ved siden af.
Uden at brokke eller ynke os, vi vidste hvad vi gik ind til. På daglig basis investerer vi i vores virksomhed, vi laver udstillinger, hvoraf langt de fleste er gratis at se for publikum. Og vi gør det igen dagen efter. Men der, hvor vi adskiller os fra store dele af det øvrige erhvervsliv er, at vi fortsætter selvom vores virksomhed ikke giver overskud, uden at vi bliver støttet eller ej, uden at vi sælger noget. For kunstnere ved at arbejdet med kunst er en langtidsinvestering. Den kan være meget lang tid om at give afkast. Vi er, hvad man ville kalde, opstartsvirksomheder i meget lang tid. Men vi, kunstnerne, er billige i drift. Vi kunstnere burde være en liberalist våde drøm: selvorganiserende og selvfinancierende som ingen anden del af erhvervslivet.
Så jeg har nogle helt konkret spørgsmål: Hvad vil kulturministeren gøre for, at vi kunstnere får bedre vilkår for vores produktion og vores, nødvendigvis, meget langsigtede investeringer? Skal hele fokus ligge på institutioner og deres vilkår?
Indledningsvis vil jeg sige, at det er urimeligt, at vi i et så forholdsvis rigt land som Danmark ikke har råd til at give mere, end vi gør, i kunststøtte til kunstnerne, Også selv om jeg ved, at samfundets økonomi har været stagnerende gennem en del år og sandsynligvis fortsat vil være det på samme niveau en del år endnu. Og også selv om jeg er vidende om, at min personlige prioritering ikke vil kunne finde opbakning hos et flertal i befolkningen og hos politikerne.
MEN det er også mit indtryk, at de fleste inden for kunstens verden har et urealistisk forhold til det selvfølgelige i samfundets kunststøtteordninger og opbakningen til kunst og kunststøtte i befolkningen. Det er ikke gået op for dem, at de er blevet en del af den almindelige forbrugs- og oplevelseskultur.
I en sådan kultur er der grundlæggende kun én form for værdi, der tæller, og det er bytteværdi i marxistisk forstand. Derfor må spørgsmålet også lyde til kunstneren: Er du i stand til både at skabe værdi i kunstens forstand, som f.eks. Asger Jorn skitserer den, og i betydningen bytteværdi, for museer, kunsthaller, gallerier, kunstkøbere m.m.
Mine erfaringer som tidligere underviser i kulturel segmentering, kulturteori, medieteori, samfundsøkonomi m.m., samt erfaringer fra politik, giver et andet perspektiv på kunstens og kulturens placering i samfundet i dag, end det der er det gængse i kunstens verden.
Ind imellem kan jeg ikke lade være med at frygte det værste og tænke på fortællingen om Titanics forlis, hvor man om bord på skibet festede til det sidste.