Snart tiltræder en ny regering i Danmark, sandsynligvis under ledelse af Socialdemokratiet, og med den kommer også en ny velfærds- og kulturpolitik. Efter mange udmattende år med besparelser håber kulturlivet på, at «det lysner i øst.»
I valgkampen var socialdemokraternes kulturpolitiske udspil dog noget nedslående. Her blev der ret endimensionelt talt om kunst som elitær underholdning for de rige, iscenesat af en indforstået kulturelite og med en omkostning, som alle var med til at betale over skattebilletten. Uretfærdigt, selvfølgelig, men er det virkelig sådan? Er kunst kun for eliten? På baggrund af min erfaring fra mange år i kulturlivet, hvor jeg har arbejdet med publikum såvel som kunstnere, er svaret: overhovedet ikke!
Engang var kunst og kultur en del af fundamentale værdier i Socialdemokratiets vision om velfærdstaten. Ofte nok nævnes Danmarks første minister «for kulturelle anliggender», socialdemokraten Julius Bomholt, som også var manden bag oprettelsen af Statens Kunstfond i 1960’erne. Bomholt troede på, at kunsten understøttede demokratiet, skabte fællesskab og sammenhængskraft – og, ikke mindst, at kunsten bidrog til samfundet som en værdi i sig selv.
De sidste 10-15 år i dansk kunst- og kulturliv har meget ændret sig. 00’ernes liberalistiske noget-for-noget-politik har sat sine dybe spor og resulteret i systematiske besparelser i den offentlige sektor, herunder også på kulturområdet. I de sidste 3 år har man opereret med det såkaldte «omprioriteringsbidrag», som skar alle offentlige institutioner med 2% om året. Det har gjort ondt på kulturinstitutionerne, men særligt ondt, fordi det kom efter flere år med besparelser under skiftende regeringer.
På min tidligere arbejdsplads, som leder af Kunstakademiets Billedkunstskoler og Kunsthal Charlottenborg i København, kunne vi i 2018 konstatere, at de samlede besparelser over 10 år nærmede sig 20%. Uanset hvor etableret og privilegeret en institution er, er det en stor besparelse at håndtere, som selvsagt har afgørende konsekvenser.
De systematiske besparelser i kunst- og kulturlivet går hånd i hånd med en anden tendens, nemlig fondsfinansiering. Fondsstøtte, der tidligere var noget, der styrkede kvaliteten, er nu blevet en livsnødvendighed. Det er i store træk fondene, der i dag betaler indholdet (forestillinger, udstillinger, koncerter) og som derfor også har indflydelse på det. Det er også en bekymrende udvikling, som man ikke taler så meget om.
Fra politisk hold og med den øgede fondsindflydelse er der også kommet stort fokus på kulturinstitutionernes entre- og billetindtægter gennem publikumsudvikling. De sidste års politiske mantra har været at udvikle «gode businessmodeller». Måske ikke underligt fra en liberal-borgerlig regering. Men publikumsudvikling handler ikke kun om at få penge i kassen. Et begreb som breddedeltagelse – en oversættelse af det britiske «widening participation» – har været et underliggende tema i dansk kulturpolitik de sidste mange år – også selvom det ikke har været artikuleret som en decideret kulturpolitik.
På museumsområdet har der via museumspuljerne (tilskud til museer via Kulturstyrelsens puljer) været særlige indsatser for at højne blandt andre børn og unges møde med kunsten og kulturen, men også borgernes adgang til kunsten generelt. Museerne har på dette grundlag øvet en aktiv og succesfuld indsats for at leve op til museernes demokratiske rolle. Det har også netop medført voksende publikumstal, men ikke nødvendigvis voksende entreindtægter.
I mine år som direktør på Museet for Samtidskunst i Roskilde (2009-2014) kunne vi eksempelvis lave store indsatser for børn og unge, sprog- og kulturundervisning for flygtninge og indvandrere, samarbejde med plejehjem og lave inddragende projekter med borgergrupper i Roskilde og omegn i tæt samarbejde selvfølgelig med kunstnere og kunstformidlere. På den måde kunne det lille museum (med kun seks fastansatte), der tilmed har fokus på den nye kunst, nå ud til et bredt publikum og dermed aktivt bidrage til den demokratiske opgave.
Paradokset var dog, at mens der fandtes mange penge til breddedeltagelse fra stat, kommune og fonde, blev det sværere og sværere at skaffe penge til kerneproduktet, nemlig udstillingerne og dermed kunsten. Og uden kunst, ingen formidling og ingen deltagelse.
Udsultningen af kulturinstitutionerne er som en ond spiral. Hvis der ikke er råd til kunsten, er der intet at formidle, intet at deltage i, ingen at nå ud til, og dermed intet kvalitativt bidrag til fællesskabet. Man underminerer hele området fra kunstnere til institutioner. Tilbage er kun de alt for dyre teater-, koncert-, eller museumsbilletter, importerede forestillinger eller koncerter – hvilket helt sikkert fører til en eksklusion i forhold til bredde og manglende mulighed for at skabe delagtighed for borgerne foruden overhovedet at give borgerne fri adgang til kunst. Det sidste er en menneskerettighed, faktisk, for ifølge artikel 27 i FNs menneskerettighedserklæring fra 1948 lyder det: «Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.»
I 2012 udgav Danida og Udenrigsministeriet en strategi for det kulturelle udviklingsarbejde i det Globale Syd med titlen «Retten til kunst og kultur». Her skrev tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach, at «et dynamisk kulturliv udgør en central del af et uafhængigt civilsamfund. Kunst og kultur skaber kritiske refleksioner og engagement hos befolkninger og er et vigtigt led i udviklingen af moderne, demokratiske samfund». Måske er det vigtigt at fastholde disse vise ord, også når det gælder et af verdens rigeste samfund, som det danske.
En anbefaling til en ny regerings kulturpolitik vil derfor være: Sæt kunsten og kulturen i centrum for en bæredygtig, demokratisk udvikling, brug den til at udvikle nye fællesskaber i en mangfoldig verden og tro på, at den bidrager positivt til vores, borgernes, refleksion over den verden, vi lever i.
– Sanne Kofod Olsen er dekan på Konstnärliga fakulteten, Göteborgs Universitet. Tidligere rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi, København.
