Når man er 3 år kan ens bedstemor på 70 år lige så godt være 200 år. Det er uanset ufatteligt mange år til, at det giver nogen mening. Når man fylder 10 år er alder stadig et ret abstrakt begreb, men måske man vagt kan forestille sig sine bedsteforældre rulle mørkelægningsgardinerne ned under besættelsen. Som 35-årig går tiden pludselig utrolig hurtigt og i 40erne går det så stærkt at en periode på 150 år begynder at være et tidsrum, man faktisk kan forholde sig til. Når man er 70 år undrer man sig over, at kræfterne ikke helt er de samme, når nu man husker sin barndom, som var det i går. Det er også den alder, hvor folk gerne pløjer igennem den ene biografi efter den anden, måske for en mere eller mindre ubevidst sammenligning: Hvad kan man «nå» på et liv? Hvilke valg viste sig at blive de afgørende? Er der mon valg, som endda vil have betydning 100 år frem?
Det er sådanne tanker, der glider gennem hovedet, da jeg fornyeligt besøgte Dominique Gonzalez-Foersters retrospektive udstilling, Dominique Gonzalez-Foerster 1887-2058, på Centre Pompidou i Paris. Måske ikke så underligt det retrospektive format taget i betragtning, men sjovt nok første gang, at en retrospektiv udstilling virker på mig på den måde. Det kan så være at jeg qva min alder (43) er klar til at opleve det retrospektive vue på en anden måde, men der er også noget særligt over den måde, hvorpå den 50-årige Dominique Gonzalez-Foerster takler denne særlige udfordring på.
Man har efterhånden set det en del gange – særligt med den 1990er-generation af kunstnere, som Gonzalez-Foerster tilhører – at disse retrospektive udstillinger giver anledning til en del konceptuelle krumspring. Især fordi de falder tidligere og tidligere i kunstnernes liv og karriere. For med denne generation blev udstillingsindustrien virkelig født. Aldrig før har der været så mange udstillinger, så mange institutioner for samtidskunst og så mange kunstnere med evigt jetlag. Så da kunstnerne i Gonzalez-Foersters generation og kaliber nåede 40erne havde de allerede lavet så mange udstillinger, at der var nok til at kigge tilbage i en tidlig alder, heraf det særlige midt-karriere retrospektive format, som mange i den generation har været ude i i flere omgange. Man kan kun begynde at tælle, hvor mange af den type udstillinger kunstnere som Olafur Eliasson og Elmgreen & Dragset allerede har lavet. Panikken mærkes ofte i disse udstillingers dybeste ubevidste, fordi man så tydeligt mærker at invitationen til at lave en retrospektiv fremkalder en vis dødsangst, hvorfor det er kendetegnende for disse udstillinger, at kunstnerne stræber efter at rekontekstualisere oeuvret med overraskende udstillingsgreb, som viser at de stadig er «i proces» og i live.
Selvom Gonzalez-Foerster unægteligt kaster et meget stort antal perspektiver og fortællinger ned over udvalget af de 30 værker, som vises på udstillingen, så får man ikke fornemmelsen af panik. Måske er det fordi hun i en hel særlig grad forekommer at acceptere formatet. Hun har hele overkroppen så langt inde i formatet, at det føles som om hun bebor udstillingen.
Tre gange gik jeg ind i udstillingen og til sidst satte jeg mig i lænestol foran indgangen for at genspille situationen i langsom gengivelse. Der er sådan en underlig stemning omkring den måde udstillingen starter på. Man kommer op ad rulletrappen til Galerie Sud – dér, hvor institutionen normalt præsenterer soloudstillinger med samtidskunst – og viser sin billet til vagten. Tilsyneladende er klassikeren Brasilia Hall (1998) udstillingens første værk – en installation med græsgrønt væg-til-væg tæppe, rødt neontekst på væggen «Brasil», og en film om den modernistiske by Brasila, som stilede efter åbne, demokratiske rum med flere horisonter. Udstillingens multifacetterede indfaldsvinkler taget i betragtning havde det også været en rimelig start på en retrospektiv med denne kunstner. Sagen er bare, at udstillingen starter før da – i det glasrum som fremgår af den del af facaden, som vender ud mod den store plads. Her står lænestolen og et par planter. Det er også er her vagten sidder, og der ligger et par udstillingskataloger, man kan bladre i. Umiddelbart er der for meget glasomgivelse til at man rigtigt kan udstille noget her, hvorfor det opleves som en slags lobby eller læserum. Men her er vi allerede dybt inde i historien.
Fra lænestolen gennemgår jeg en tidslinie på væggen. Her defineres udstillingens to tidsmæssige yderpunkter: 1887 og 2058. Den første, «1887: Construction du Splendide Hotel», angiver året for opførelsen af Palacio de Cristal i Madrid, et tidligere drivhus, hvori Gonzalez-Foerster i 2014 udstillede værket Splendide Hotel, som på klassisk Gonzalez-Foerster’sk vis hvirvler sig dybt ind i både Ray Bradburys Fahrenheit 411 og Rimbauds Illuminationer. Det sidste årstal, «2058: T.H.2058, Londres», henviser til fremtidsinstallationen T.H.2058, som Gonzalez-Foerster præsenterede i Tate Londons Turbine Hall i 2008, hvor 229 køjesenge er installeret blandt moderne skulpturklassikere af blandt andre Calder og Bourgeois, som sammen med pocketbøger med science fiction-litteratur fremstår som en vision af et beskyttelsesrum for en fremtidig klimakatastrofe. I stedet for at angive udstillingens ældste og nyeste værk beskriver udstillingstitlen altså det kunstnerisk-mentale tidsrum – i såvel fortid som fremtid – som Gonzalez-Foerster har arbejdet med gennem årene.
Af tidslinien kan man regne sig frem til, at selve udstillingen starter i 1977, som er året, hvor det nyåbnede Centre Pompidou viste en Duchamp-udstilling, som udover en række ikoniske værker indeholdt en del stuepalmer spredt gennem hele udstillingen. Det har angiveligt har sat sine spor i den dengang 12-årige Gonzalez-Foersters hukommelse, for det er her man befinder sig i lænestolen – ved siden af en palme og et stort fotografi på transparent selvklæbende film på et af de store glasvinduer, som viser Le Grand Verre, som det var installeret i Pompidou i 1977. Der er også en høj plint med en tom kubisk glasmontre på toppen – et værk af kunstneren og samarbejdspartneren Philippe Parreno, som havde sin retrospektive udstilling i 2013 på Palais de Tokyo, samtidig med at det tredie hjul i dette generation-samarbejde, Pierre Huyghe, udstillede i netop Galerie Sud på Pompidou. Nu er Parreno og Duchamp «version Pompidou 1977» altså også kommet til.
På en yderst transparent og samtidig Duchampiansk rundtosset måde anslår det tilsyneladende tomme, glasomsluttede rum med den tomme glasmontre og «det store glas» altså en slags udstillingens begyndelse, der handler om de helt store historier – angående institutionen, kunsten og generationen. Dette blot et eksempel på den slags diskrete associationer og henvisningsstrukturer, som denne udstilling er så rig på, at man næsten bliver ør i hovedet.
Hvis looking-through–Le-Grand-Verre er én type retrospektivt greb i denne udstilling, så er der andre perspektiver, som forholder sig mere 1:1 til i ideen om levet liv og kunstværk. I det selvbiografiske værk fra 2014, Equinimod & Costumes, præsenterer Gonzalez-Foerster et rum, hvor hendes private fotografier, tegninger og ikke mindst hendes tøj fra 1960erne og frem til nu hænger på væggen. Umiddelbart ret langt fra ungdommens platformsværker af tomme teenagesoveværelse fra 70erne eller tomme kontormiljøer. Det er som om den retrospektive invitation har givet hende anledning til at springe ind i sin egen fortælling – spille hovedrollen på alle platformene, hvilket de måske ikke umiddelbart kaldte på dengang de blevet lavet i de glade «relationel æstetik-dage». Ind imellem er det nærmest som om hun morer sig med at iføre sig sit tidligere oeuvre som en slags drag.
I hvad der opleves som udstillingens hjerte eller maskinrummet i en ellers ret non-hierarkisk udstilling med labyrintiske forløb af delvist tomme rum, miljøer og passager er filmvisningsrummet, som viser en sekvens af 8 film. En af de sjoveste er De Novo fra 2009, hvori man ser Gonzalez-Foerster siddende ved et bord på en restaurant, mens hun fortæller historien om de fire gange, hvor hun har været inviteret til Venedigbiennalen. Det handler især om forventninger og skuffelser. Første gang i 1990 blev hun skuffet over udstillingsrummet, et tidligere fængsel ved San Marco. Det føltes ikke som om hun rigtig var med på udstillingen. Det samme gælder i 1993, hvor hun udstiller i selve lagunen – værket befinder sig under vand. I 2000 udstiller hun endelig på selve hovedudstillingen, men bryder sammen under installeringen, fordi hun gang på gang oplever, at folk vader ind for at se installationen før åbningen, hvor filmen ikke kørte og hvor tæppet endnu ikke var lagt på gulvet: «Det var som om folk trampede rundt inde i mit hoved, i mit mentale rum».
I 2003 inviteres hun for fjerde gang til Arsenale-udstillingen Utopia Station. Det var en svær periode, forklarer hun. Hun var tom for ideer. Den eneste idé, der kom til hende, var at skrive bogstaverne U-T-O-P-I-A i en cirkel… Hun endte med at vise et helt mørklagt rum med sorte huller. Det fremgår ikke, hvordan det var konstrueret, men de besøgende gik i hvert tilfælde rundt derinde og diskuterede om de kunne se de sorte huller. «Derefter vidste jeg at måtte holde en pause med kunst», konstaterer Gonzalez-Foerster tørt til kameraet. Selve filmen blev vist på Venedigbiennalen i 2009, hvortil Gonzalez-Foerster var inviteret for femte gang.
Måske man som 50-årig har set nok, læst nok og oplevet nok til at man kan begynde at forestille sig, hvor lidt eller hvor meget, der vil ske i de kommende årtier. Måske man kan rumme en periode på omkring 43 år frem til 2058, som er der, hvor denne retrospektive udstilling slutter. Til den tid vil hun være 93 år. Måske er det ca. den alder Gonzalez-Foerster-familiens kvinder har, når de dør. Men udstillingstitlen, 1887-2058, handler som bekendt også om den tidsperiode, som Gonzalez-Foerster specifikt har behandlet kunstnerisk og mentalt, hvilket i en forstand også kan siges at være rigeligt for et kunstnerskab. Måske man så i virkeligheden har lavet nok? På den anden side har Gonzalez-Foerster på ingen måder lukket nogle døre. Hvem siger, at hun ikke laver et værk inspireret af Napoleons soveværelse eller kommer op med et fremtidstableau fra Senegal anno 2105.
Jeg har kun mødt Dominique Gonzalez-Foerster en gang. Hun husker det næppe. Men det gør jeg, for det var en særlig dag. Det var morgenen efter, at jeg havde kysset min kæreste for første gang. Vi mødte hende til morgenmaden på hans hotel, hvor også hun boede. Jeg tror det var i Basel i 1899.
