Kald mig Ismael!

Hos Lehman Brothers er jagten på Moby Dick en af mange metaforer for kapitalismens selvdestruktion.

Lehman Brothers, Starbucks Leech Vibocold Cube, 2020. Køleskab, Starbucks-kopper med lokale igler og titaniumsten fra Cerro Blanco. Photo: SixtyEight Art Institute.

Herman Melvilles roman Moby Dick fra 1851 er beretningen om en kaptajns besættelse af jagten på en enorm hvid hval, fortalt af sømanden Ismael, der som den eneste overlevende reflekterer over den hvide mands civiliserede destruktivitet i et koldt og meningsløst univers. Noget lignende er hovedtemaet i kunstnergruppen Lehman Brothers’ (Peter Birkholm, Christian Danielewitz, Jonas Kasper Jensen & Kim Young Kilde) lille udstilling Cerro Point Blanco, hvis tre værker er bundet sammen af interreferentielle hentydninger og sproglige metaforer. 

I titelværket, en dobbelteksponeret sort-hvid video, befinder vi os i den chilenske Atacama-ørken. Vi er på jagt efter en titaniummine ved navn Cerro Blanco, der på mystisk vis gik konkurs i 2017, til trods for, at minen efter sigende indeholdt verdens største reserve af det kostbare mineral, der blandt andet bruges i rumfart. I samme ørken finder vi La Silla Observatory, hvis titaniumteleskop peger ud imod galaksen NGC 247 i stjernekonstellationen Cetus, der betyder «hval» på latinsk. Vi dykker også ned under havoverfladen ud for øen Mocha, som har lagt navn til Mocha Dick; en enorm albino kaskelothval, der blev ombragt i 1830’erne og som var inspiration til Melvilles roman. 

Med en oplæsning fra Moby Dick som lydspor og den hvide hval som overordnet metafor taler videoen om den kommercielle minedrifts udbytning af naturressourcer, men også (og måske mere interessant) om moderne kapitalismes selvmodsigende drift mod selvdestruktion. Observatoriet i ørkenen vidner om en drift mod the final frontier – om at forstå og besidde hele universet – men er også opført med det mere kyniske formål at søge efter værdifulde mineraler i rummet, som måske en dag kan udvindes.

Udstillingens øvrige to værker er som at løse en rebus. I et køleskab står en række plastikkrus fra kaffekæden Starbucks, som er navngivet efter en karakter i Moby Dick. I hvert krus svømmer en igle rundt og minder os om vores dobbelttydige forhold til naturen; at vi er snyltedyr, der volder skade på de ressourcer, vi er afhængige af.

I SixtyEights forrum er to afhuggede kaktusarme fra Atacama-ørkenen og et par elektroniske fluesmækkere fastspændt til to titaniumstænger, der refererer til de harpuner, man på Melvilles tid brugte til hvalfangst. Fluesmækkerne afgiver et lilla lys, der lokker insekterne frem imod deres død og kaktusarmene er – som et humoristisk, halvhjertet forsøg på at værne om de ressourcer, vi udbytter – smurt ind i titaniumbaseret solcreme. Sidstnævnte joke er et lyspunkt i et til tider referencetungt oplæg til at reflektere over, hvordan vi destruerer det, vi begærer. Kald mig Ismael!

Lehman Brothers, Titanic Sun Blocker X, 2020. Titaniumstænger med solcreme, kaktus og myggelys. Photo: SixtyEight Art Institute.

Leserinnlegg