Bjørn Nørgaard er langt fra en kunstner, som har savnet bevågenhed eller skal genopdages. Han har altid været der – på museerne, i det offentlige rum, i medierne og i statslige råd og udvalg. Nu er han der igen med en retrospektiv udstilling på Statens Museum for Kunst.
Når Bjørn Nørgaard (f.1947) omtales i de danske medier, refereres der altid til de samme to værker fra hans omfattende oeuvre; dels den debatskabende aktion fra 1970, Hesteofringen – en rituel og blodig slagtning af en hest på en snedækket mark, som blandt andet var en kommentar til det offentlige Danmarks syn på Vietnam-krigen, hvor en slagtet hest skaber mere forargelse end tusindvis af dræbte vietnamesere. Dels en af de største udsmykningsopgaver i Danmark i nyere tid, Gobelinerne til Riddersalen på Christiansborg fra 2000, som består i alt 17 gobeliner i vægstørrelse, der skildrer danmarks- og verdenshistorien fra vikingetiden til vores tid.
Begge værker – der vises i udstillingen i dokumenteret form – hører til blandt de bedste i oeuvret, men spørgsmålet lyder altid og med rette: Hvordan kommer man fra at være toneangivende 1960er-kunstner og hvad dertil hører af politiske aktioner, uddannelse på den alternative og betydningsfulde kunstskole Eks-skolen, happenings med Beuys, og, ikke mindst, dyrkelsen af det centrumsløse, non-hierarkiske objekt i uædle hverdagsmaterialer – til at skabe betydningsmættede, figurative skulpturer og skulpturkonglomerater til offentlige pladser og institutioner over alt i landet herunder at være levarandør til Kongehuset med gobeliner og sarkofag (Nørgaard har just afsløret en sarkofag udformet til og bestilt af Dronningen Margrethe II og prinsgemalen)?
Nørgaard er en begavet kunstner og man glæder sig jævnligt over, at der stadig er en enkelt fra den generation af kunstnere, som bruger sin pondus og status til at stille sig frem i medierne for at forfægte vigtige synspunkter angående kulturinstitutionerne, den frie kunst eller hvad det nu måtte være. Derfor kan hans kunstneriske udvikling heller ikke kun forklares som den trivielle bevægelse fra ung provo-kunstner til tæmmet, borgerlig kunstner, der kom ind i varmen i det danske kulturparnas. Den retrospektive udstilling giver også et andet svar.
Jeg kendte til Nørgaards fine, tidlige objekter fra slutningen af 1960erne, som også vises på udstillingen – gips, der er stivnet på sin vej ud af en papkasse og andre tidstypiske undersøgelser af forholdet mellem objekt og proces – men i mindre grad til de objekter fra samme perioder, som af kunstneren blev betegnet som «sammenhobninger». Det kunne være syltetøjsglas, hvori mere eller mindre tilfældige hverdagsgenstande, fx en ske, tusch og en kam, var stukket ned i – uorganiserede og tilfældige møder mellem materialer, betydninger og funktioner, som åbner for nye betydninger af de enkelte elementer og af den samlede hob.
Faktisk kan Nørgaards videre kunstneriske forløb ses i forlængelse af dette greb. Men hvor sammenhobningen virker opløsende og åbnende i 1960er-objekterne er det, ironisk nok, dette greb, som bevirker at Nørgaards senere skulpturer forekommer lukkede og bastante og slet ikke rummer samme element af undersøgelse og konstruktiv tvivlen. Man kan se det i en skulptur som Kuplen, 1978, hvor sammenhobningen resulterer i en skulptur bestående af et stort antal materialer (kobber, jern, marmor og glas) og et lige så stort antal formelle fortællinger eller i de Allegoriske figurer, 1985 – antropomorfe figurer med en mangfoldighed af ornamenter og tegn, der refererer til et stort antal forskellige stilarter, religioner, menneskesyn etc. Det er især denne forskelsløse, eklektiske ophobning af tegn og citater, der bevirker, at Nørgaard fra og med 1980erne kan betegnes som den danske, postmoderne kunstner par excellence. Samme kakafoniske udtryk og blanding af små og store fortællinger findes i gobelinerne, men her giver det, qua opgavens karakter, langt mere mening idet kristendom, kvindebevægelse eller hvad det nu måtte være er del af den danmarkshistorie, som han er bestilt til at fortælle.
Til forskel fra eksempelvis Henning Christiansen, Poul Gernes, Per Kirkeby eller andre af folkene fra Eks-skolen er Nørgaards kunst ikke så kendt uden for landets grænser og i den forstand er Bjørn Nørgaard. Re-modelling the World mest en national begivenhed. Som det indholdsrige og velbearbejdede udstillingskatalog til fulde demonstrerer har Bjørn Nørgaard gennem de sidste 40 år, som kunstner og offentlig person, været en uundgåelig figur i den nationale kunsthistorie. Det er primært herigennem, at udstillingen har sin berettigelse.
