Midt i en pandemi med forsamlingsforbud og almindelig paranoia var det nok forventeligt, at kun en mindre forsamling på omkring 20 mennesker havde fundet vej til Statens Værksteder på Christianshavn lørdag eftermiddag. Over de seneste måneder har kunstverdenen i vid udstrækning vænnet sig til, at seminarer, konferencer og talks er noget, man følger med i hjemmefra via youtube, zoom og andre digitale tjenester, hvorfor også denne eftermiddags program kunne følges på netop youtube. Det er bare et eksempel på, hvordan vi har måtte organisere os anderledes i den nuværende krisesituation.
Programmet Mycelial Networks – organising through crisis, som var arrangeret af UKK og det nordiske netværk AOOO (Art Organisations Out of Office) i samarbejde med den københavnske biennale Alt_Cph, var en form for fælles refleksion over, hvordan kunstneriske organisationer og selvorganiserede kollektiver håndterer nuværende og fremtidige krisesituationer. Ord som samarbejde, solidaritet, bæredygtighed og omsorg gik igen i dagens fire oplæg, der denne seminarets anden dag satte særligt fokus på repræsentation.
Første oplægsholder var Miriam Wistreich fra Laboratoriet for Æstetik og Økologi, der over en lidt knitrende Skype-forbindelse fra Amsterdam i imponerede fart fremlagde den kuratoriske strategi for den netop overståede Alt_Cph – en strategi, der grundlæggende handler om omsorg. «Når man aktivt vælger at arbejde med omsorg som kuratorisk strategi, bliver man hurtigt opmærksom på alle de steder, hvor omsorgen er fraværende,» sagde Wistreich, der karakteriserede kunstverdenen som et grundlæggende meget lidt omsorgsfuldt sted, hvor stramme deadlines, højt tempo og dårlig funding skaber et utrygt klima med dårlige arbejdsvilkår, som på forhånd udelukker nogle grupper. Hun havde også et par forslag til, hvordan man som kurator og organisation sikrer en mere bæredygtig kunstscene: Åbne, organiske processer, hvor deltagerne mødes undervej og som giver plads til, at erfaringer kan opstå og integreres i projektet.
Som konkret eksempel nævnte hun blandt andet ideen om at indføre såkaldte care rides. I musikbranchen er en rider den liste over krav og ønsker, som sikrer, at der fx ikke er brune M&Ms i Van Halens slikskål og at der altid står et indrammet foto af Lady Diana i Britney Spears omklædningsrum. En care rider kunne eksempelvis indeholde en aftale om, at kunstneren ikke har mentalt overskud til meget lange møder, at en kunstner med små børn ikke kan arbejde om aftenen, eller at kunstneren har brug for kørestolsadgang på udstillingsstedet.
Staying With The Struggle er et kollektiv af asylansøgere, aktivister og kunstnere i Danmark, der blandt andet står bag en publikation af samme navn og er medlemmer af radiostationen The Bridge Radio, der tidligere holdt til i Trampolinhuset i København. I dagens længste og mest interessante oplæg afspillede repræsentanter fra kollektivet, Nanna Dahler og Barly Tshibanda, en række radioklip, der understregede forskellige problemstillinger omkring det at samarbejde på tværs af forskelligheder. For Staying With The Struggle har pandemien tydeliggjort, at der også i en krisetid er forskel på rettigheder og ressourcer. Hvor nogle oplever krisen som et pludseligt fravær af tryghed, har mange asylansøgere ikke kendt til den tryghed før krisen. Og mens nogle læner sig tilbage, lytter til myndighedernes anbefalinger og accepterer, at deres verden er sat på standby, oplever andre at eksempelvis etableringen af den nye Hjemrejsestyrelse (en enhed under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der er ansvarlig for at afviste asylansøgere udrejse fra Danmark) absolut ikke blev sat i stå.
Blandt mange gode, anti-racistiske pointer, var særligt to af relevans for kunstverdenen. Barly Tshibanda, hiphop-danser og grafisk designer fra DDR Congo, fortalte om den underlige oplevelse det kan være at få besøg af danske kunstnere og institutioner, der skal lave relativt kortvarige projekter på asylcentre. De opfatter ofte projekterne som et stykke velgørenhed, frem for at se projektet som noget, der skal ændre et system, der grundlæggende ikke virker.
Man oplever, forklarede han, at selv når organisationerne er til for flygtninge, så er både ledelse og aktivister ofte hvide. Flygtningene selv bliver først involveret, når et projekt skal udmøntes, men er aldrig en del af planlægnings- eller beslutningsfasen. Hvis man gerne vil skabe en mindre undertrykkende struktur, hvorfor skaber man så ikke institutioner, der afspejler det? Hvorfor involverer man eksempelvis sjældent de kunstnere, der bor i lejrene, frem for at sende danske kunstnere ind og lave et projekt, der på forhånd er bestemt til at slutte om tre måneder?
Den anden pointe handler om det krav om produktivitet, synlighed og hastighed, som også Wistreich fremhævede. En kunstverden, hvor deadlines er korte og kravet om produktivitet højt, er et ret dårligt match for asylansøgere, der kan være mærket psykisk og fysisk af livet i asylcentrene og som kan have meget forskellige forudsætninger for at deltage i et projekt. Derfor mener Staying With The Struggle, at man bør fokusere på projekter, der spørger kritisk til organisationernes egne værdisæt og organiseringsformer, frem for at pålægge det enkelte individ et krav om produktivitet og læring. Det vil sige organisationer, der bygger på langsomhed, lydhørhed og omsorg, og som arbejder med projekter uden faste deadline eller definerede endemål.
Efter således at have taget nogle af de mere grundlæggende diskussioner, bestod de to sidste oplæg af mere konkrete eksempler på, hvordan man kan arbejde frem imod bredere repræsentation i kunstverdenen. Dansk-ivorianske Awa Konaté har base i London, hvorfra hun driver research-platformen Culture Art Society (CAS), der primært består af en instagramkonto.
Projektet handler om, at gøre de arkiver af afrikansk kunst og kultur, der findes på større vestlige institutioner, synlige og tilgængelige for et BIPOC-publikum. Konate forklarede, at hun grundlæggende oplever institutionerne som fjendtlige og afvisende overfor læsninger, der ikke er i tråd med hvid kunsthistorie, og at der mangler kunsthistorisk research af sorte kunstneres værker, hvilket betyder at fejl og misforståelser reproduceres. I CAS’ optik svigter de vestlige institutioner, når de placerer langt størstedelen af deres afrikanske artefakter i arkiver, undlader at forske i området og ikke rækker ud til de BIPOC-fællesskaber, der arbejder med området. Selv om Black Lives Matter har fået flere institutioner til at åbne deres arkiver for alle, er der nemlig fortsat ikke adgang for alle læsninger, siger hun.
Et andet konkret forsøg på at sikre bedre repræsentation for BIPOC-kunstnere og kunstarbejdere er den danske interesseorganisation The Union, der lanceres til december. I modsætning til CAS, der stiller sig skeptisk overfor om institutionerne overhovedet kan dekoloniseres, vil The Union gerne arbejde indenfor og med institutionerne for at modarbejde racisme på kunstscenen og sikre mere synlighed for deres medlemmer. «Der er rigtig mange BIPOC-kunstnere, -kuratorer, -skribenter og andre kunstarbejdere derude,» sagde Claudine Zia og Anita Beikpour, som sidder i bestyrelsen for den nye organisation. «De bliver bare hverken set eller funded.»
I en lidt ufokuseret paneldiskussion mellem Staying With The Struggle, CAS og The Union blev det tydeligt, præcis hvor vanskelig – og dermed også vigtig – denne debat er. Flere fortalte, at arbejdet med at sikre bedre rettigheder og bredere repræsentation paradoksalt nok led under dårlige arbejdsvilkår, manglende funding og den generelle udbrændthed, der kan sætte ind, når man igennem længere tid har arbejdet for meget og ulønnet.
«At hvile sig er et privilegie, som ikke et tilgængeligt for de BIPOCs, der befinder sig i bunden af socioøkonomiske strukturer,» sagde Konate og understregede dermed ufrivilligt en andet problemstilling. Det var nemlig langt fra alle, måske særligt ikke blandt publikum, der var lige velbevandrede i anti-racistiske teori og terminologi, hvilket på en gang hæmmede og fremhævede behovet for debatten. Så længe, vi ikke har et fælles sprog for at tale om problemerne, er der som bekendt lang vej til at løse dem, og lørdagens debat var derfor et nødvendigt, lidt usikkert og famlende, første skridt. «Det må være første gang i dansk kunstliv, at vi ser et panel af udelukkende BIPOC-aktører,» sagde en tilhører således meget rammende, da vi forlod lokalet.
