På toppen af Rigshospitalet, oven på mere end tusinde sengepladser, spadserer en kvinde rundt. Kroppen er en mørk silhuet med lang frakke og bløde bukseben, der blafrer i vinden. Den korte slowmotion film kører loop. Byens tage og høje kraner passerer i baggrunden, igen og igen. Kun få mennesker kommer her på Helipaden, det oktagonformede plateau, hvor helikoptere lander med de mest akutte patienter. Det er kunstneren selv, Julie Falk, der skridter rundt heroppe. Nærmest som et hack af hospitalet og al dets væsen, ikke mindst dets udestående med hendes egen krop. Parykken er markøren, de sølvhvide lokker, som fjedrer ved hvert stoiske støvleskridt.
Julie Falks cool videoværk Détournement (2023) kom til skue i fredags på årets første store og velbesøgte ferniseringsaften i København. Det indgår i hendes ellers ret skulptursprøde udstilling på det nye udstillingssted All All All. Der var også solide soloer hos Lagune Ouest med Emilie Bausager og hos Galleri Susanne Ottesen med Nanna Abell. I sportens verden ville man nok have kaldt det for en lovende start på sæsonen.
Apropos håbefulde begyndelser, så ligner det nærmest en rebranding af Arken, når museet om få uger søsætter forårets to udstillinger under den nye direktør Marie Nipper – dels tyrkiske Refik Anadols, mildt sagt, spektakulære, digitale kæmpeinstallationer; dels kunstner Esben Weile Kjærs kuratering af Arkens samling, primært med værker af 90er-kunstnere (Sarah Lucas, Mads Gamdrup, Vibeke Tandberg og Wolfgang Tillmans m.fl.).
Med en helaftensfernisering åben for alle, koncert, dj-lineup og billige drinks lyder det som det tætteste, man kommer en Palais de Tokyo-åbning på dansk grund. Lad os håbe det. Arken trænger, vi trænger.
Også Kunsthal Charlottenborg byder dette forår på et bæredygtigt 90’er-navn. Det er snart en god håndfuld år siden, at CPH.DOX flyttede ind på kunsthallen, og efterhånden en tradition at den samtidige udstilling forholder sig til festivalens temaer eller dokumentargenren som sådan. Med Jeremy Dellers Welcome to the Shitshow kan man sætte kryds ved det hele. Depeche Mode-fans, striden om Brexit eller slaget ved Somme under 1. Verdenskrig er bare nogle af de fænomener, som den britiske kunstner har engageret sig i.
Sjældent har Louisiana været så meget rundt i verdenskrogene som denne sæson. Næste uge åbner den indiske fotograf Gauri Gill, bosat i New Dehli. Et par måneder senere gælder det den georgiske maler Niko Pirosmani (1862-1918), som er et nyt bekendtskab for mig. Han præsenteres som en selvlært skiltemaler, der levede det meste af sit liv som fattig vagabond. Motiverne er enkle semi-mytiske skildringer af folke- og dyreliv. Udstillingen er Pirosmanis første i Nordeuropa.
Mens Gill-udstillingen er et samarbejde med Schirn Kunsthalle i Frankfurt, er Pirosmani atter en udstilling i rækken af samarbejder med Fondation Beyeler i Basel. Louisiana fortsætter dog også en velkendt samtale omkring et særligt hjørne af samtidsmaleriet på den vestlige vendekreds – fra Cecily Brown over Daniel Richter til Peter Doig – når den amerikanske storyteller Dana Schutz indtager salene. Udstillingen går bagefter til Musée d’Art Moderne de Paris.
Statens Museum for Kunst soler sig, med rette, stadig i den aktuelle Matisse-udstilling, der er bygget op omkring et enkelt eventyrligt maleri, Det røde atelier fra 1911. Det er samtidig åbenbart, at samtidskunsten har fået trangere kår på museet efter nedlæggelsen af X-rummet. Egentlig er det ikke fordi, samtidskunsten er så usynlig på scenen generelt, men et led i fødekæden mangler, nemlig det niveau, som X-rummets repræsenterede. Sidste udstilling var i 2021 og med Anne Imhof.
Nu handler al snak om museet mest om, at direktør Mikkel Bogh har meddelt sin fratrædelse (på LinkedIn, som åbenbart er en slags SoMe for direktører, samme sted meldte Karin Hindsbo fornyeligt sin fratrædelse fra Nasjonalmuseet i Norge). Bogh slipper tøjlerne til april, når hans kontrakt udløber. Der var også mange gætterier over dåseøllerne i fredags om, hvem, der kan og vil tage over. Fortsættelse følger.
Gad vide, hvad det betyder for Copenhagen Contemporary, at Ejendomsselskabet Refshaleøen sammen med By & Havn netop har meldt ud, at man er klar til at videreudvikle øen til «en ny levende bydel». Gys. Man har før set, hvad der sker, når ikke mindst By & Havn anlægger hele bydele i hovedstaden. Umiddelbart er det ikke spor betryggende, at man lover at bevare områdets kreative liv og historie.
Foreløbig holder kunsthallen fanen højt, blandt andet med Yet, It Moves!, en udstilling, der handler om bevægelse og som også involverer naturvidenskabelige forskere, fx et samarbejde med CERN i Gèneve. Kuratoren bag er Irene Campolmi, som altid har snuden i sporet, når det gælder aktuelle internationale navne. Jeg ser frem til at opleve fx Precious Okoyomon og Black Quantum Futurism i Københavns gamle industriområde.
Det er overraskende men spændende, at ARoS midt i maj disker op med en solopræsentation af Annette Messager, en af 1980ernes stærkeste franske kunstnere. De fleste kender Christian Boltanski og Sophie Calle fra cirka samme generation, men Messagers skulpturer er lige så interessante og er det faktisk stadigvæk.
Det samme kan man sige om Cindy Sherman, en af amerikansk kunsts største nulevende kunstnere. ARoS udstiller i februar en række af hendes nye værker, de såkaldte Tapestries. Det er manipulerede selfies af den slags, som kunstneren i forvejen deler rundhåndet ud af på Instagram, hvor de egentlig fungerer ret godt og oplagte i forlængelse af et langt liv i det iscenesatte fotografis tjeneste. Her er de omsat til kæmpe store billedtæpper, altså traditionelle gobeliner. Det lyder hmm… udfordrende, men må selvfølgelig ses.
Benedikte Bjerre må man også se, og lejligheden byder sig om få uger, når Overgaden åbner Shell, hendes første institutionelle soloudstilling. Det sker parallelt med Doubt, en udstilling med jævnaldrende Young-jun Tak, som har sydkoreanske rødder og er bosat i Berlin. Man mærker efterhånden, at Overgadens nye leder Rhea Dall har sat sig på programmet og institutionen. Det er glædeligt. Ikke mindst fordi det lader til, at hun har sørget for, at den gamle kunsthal ved Christianshavns Kanal overlever, selvom det på et tidspunkt så endog meget sort ud.
Helt reddet er man jo aldrig, når man leder en dansk kunstinstitution baseret på offentlige midler. Nogle gange kunne jeg godt unde de danske direktører at prøve fx et år på et norsk museum, prøve ikke kun at tænke på at holde driften kørende med mindst muligt mandskab og radiatorerne skruet helt ned, og få tid til også at tænke på kunsten. Men altså, foreløbig må man bare glæde sig over hver eneste kunstinstitution, der bliver reddet på målstregen, hver dag. God vind og god drift til alle.
