Mit første møde med Arthur Köpcke går tilbage til 2008, da jeg så udstillingen Action and Remains på Kunsthal Charlottenborg. Jeg var 21 år og lavede endnu ikke selv kunst. Som jeg husker det, forstod jeg ham slet ikke. Værkerne virkede lidt bedagede. Collagerne nærmest lugtede hengemt. Og så var der det performative lag, det tykke lag af onkelhumor. Men alligevel var der noget, der hang ved. Måske en fornemmelse af avantgarde. I hvert fald var der en måde at leve sit kunstnervirke på, som jeg tog med mig.
Köpcke (blandt venner kaldet Addi) flyttede i 1953 til København med sin danske kone, Aase (kaldetTut). I 1958 åbnede de Galerie Köpcke i Læderstræde. Et lille sted, der på få år blev et af de vigtigste gallerier for eksperimentel kunst i Europa. Her mødte den danske kunstscene nye bevægelser som Fluxus og Le Nouveaux Réalisme, repræsenteret af navne som Daniel Spoerri, Niki de Saint Phalle, George Maciunas og Piero Manzoni. København var dengang et perifert sted i kunstverdenen, parret var med til at bringe en lille del af verden hertil.
Köpckes Reading-Work-Pieces fra 1958 til 1964 regnes som et af hans hovedværker: 129 korte tekststykker med instruktioner, rebusser og ordspil. Værket fungerer som en manual for tænkning, hvor hver side inviterer læseren til at fuldende værket gennem handling eller forestilling. Köpcke troede på kunst som en åben, deltagende proces, hvor værket ikke er et objekt, men et møde mellem kunstner, sprog og publikum. Det var Fluxus-bevægelsens principper omsat til papir; kunst som tanke og handling frem for billede.
I 1962 var Köpcke med til at arrangere festivalen Festum Fluxorum Fluxus – seks aftener i Nikolaj Kirke, hvor alt blev sat i bevægelse: lyd, objekter, tilfældighed, publikum. København blev, lettere forarget, trukket ind i Fluxus og 60’er-avantgarden. På scenens bagtæppe til stod der:
«Vi laver musik som ikke er musik. Vi laver digte som ikke er digtning, vi laver malerier som ikke er maleri… men vi gør malerier som er noget, der giver os chancen til at dyrke en glad uspecificeret fantasi.»
Siden dengang har der sjældent været det samme liv på den danske kunstscene.
Lad dagens uspecificerede glade fantasi være, at der snart kommer nogen sydfra og puster kunst tilbage i livet.
Mathias Toubro er billedkunstner og bosat i Bruxelles. Fra 2017 til 2020 drev han udstillingsstedet Éclair i Berlin sammen med Sigurd Kjeldgaard og Milan Ther. Fra 2020 til 2023 drev han udstillingsstedet Cucina i København, sammen med Sigurd Kjeldgaard og Lasse Dam Valentin.
