Paradoksal, kunne man vel kalde Milena Bonifacinis projekt. I Det Fynske Kunstakademis skulptursal viser hun lige nu sine til dato største soloudstilling, og den bliver i presseteksten, og som det generelt er tilfældet for Bonifacinis praksis, præsenteret som en maleriudstilling. Men i akademiets smukke sal er der ingen lærreder at spotte.
Hvis vi skal forstå Bonifacini som maler, kan man vel enten sige, at hun arbejder monokromt, eller at hun beskæftiger sig med maleriet i et udvidet felt. Monokromerne består i udstillingens egentlig kunstnerisk tilvirkede objekter, en omfattende serie af papmache-skulpturer i forskellige farver og former. Egentlig formløse, klumpede og klodsede, som papmache nærmest altid er det, og i sig selv relativt abstrakte. Man kunne kalde dem dimser, selv om ordet lyder mere nipset, end papmacheklumpernes udtryk egentlig giver belæg for.
Vi kan også forstå hendes projekt som en form for udfoldede tableauer i tre dimensioner, hvori dimserne ganske vist spiller en central rolle, men kun som en blandt flere. I Odense er der en del af den slags tableauer; mest markant seks scener bestående af kakkelborde, stole, lamper og køkkengrej. Hvis vi skal betragte dem som malerier, minder de mest om stilleben-opstillinger fra noget tidlig modernisme, lige dér, hvor de første abstrakte elementer sniger sig ind i kompositionerne. En slags røvballe-Matisse.
Her mener jeg «røvballe» i den allemest positive forstand, som stortrommen i en Neil Young-sang; bum, bum, klask og så derudaf. Jeg tror også, at Young ville have fundet sig hjemme i Bonifacinis univers, som er umiskendeligt landligt, almue-agtigt, som køkkenet på en gård i en udefinerbar fortid. Her er tung keramik, grydeskeer af træ og sirligt flettet bagværk placeret på kaklerne. Og så altså dimserne, som med deres klodsede, klumpede udtryk bidrager til den tyngde, der præger det hele. Her spiser man sylte og laver sin mad fra bunden, som i de gode gamle dage, før rucolasalat, gastropubs og andet storbypjank.
Som i de tidlige modernistiske stilleben er en del af elementerne, trods deres abstraktion, ret let aflæselige. Lamperne over scenerne er eksempelvis af papmache, ligesom man uden videre godtager en forgrenet gul dims i en vase som en blomst. Flere skåle og beholdere er papmacheobjekter, men her begynder det også at blive tricky, for indholdet af beholderne er det ofte også. Og så begynder tingene så småt at bytte plads, for de abstrakte dimser er både beholdere og indhold, bærende og bårne komponenter i tableauerne.
Omkring bordene står stole, nogle fundne objekter, andre formet af papmache. I nogle af dem sidder – ja, sådan føles det – endnu flere dimser, oftest malet i Bonifacinis karakteristiske kødpølse-lyserøde nuancer, og måske derfor svære at læse som andet end kroppe. Små klumpede væsner eller torsoer uden lemmer. Der er noget selvædende over dem, kroppene der bænker sig omkring borde, hvorpå der ligger andet kød, fx pølser i samme materiale som dem selv. En slags kannibalistisk kredsløb, hvor materialet æder sig selv, og ud af den næring føder flere klumpede figurer, måske? Eller en slags Disney-agtig animerethed, hvor køkkenredskaber og kødpølser synger og danser hen over det 70’er-agtige interiør?
Grundforholdet imellem bærende og bårne skulpturelle elementer fortsætter i udstillingens anden del, hvor klumperne står på vogne og taburetter eller omvendt, selv bærer andre skulpturer. Nogle af dem former sig omsorgsfuldt om deres indhold, bliver til beskyttende kroppe omkring andre kunstværker. Andre hænger fra loftet i tynde wires, der ville føles foruroligende, hvis ikke vi vidste, at papmache er hult og derfor ikke nær så tungt, som værkerne give udtryk for.
Jeg er ret vild med Milena Bonifacinis country-drømmende verden. Her er intimt og hjemligt, som jeg forestiller mig, at der er i Camilla Plums køkken, og alligevel underligt foruroligende, lemlæstet og kannibalistisk. Her er gumpetunge og alligevel meget præcise undersøgelser af skulpturelle grundvilkår, bundet op på mellemrummet mellem dimsernes abstrakte væren og den fortrolighed, vi allesammen har med papmache fra denne verdens børnehaver og fritidshjem. Det ligner ikke rigtig noget andet, og alligevel er det klassisk som en Neil Young-sang. Bum, bum, klask og derudaf.
