Jeg må indrømme, at det er med lige dele nysgerrighed og skepsis, at jeg bevæger mig mod Nikolaj Kunsthal for at se udstillingen Breaking Darkness, der behandler Lars von Triers film som billedkunst. Ideen er nem at få øje på, da hans billedmæssige håndværk altid har fremstået uafviseligt stærkt. Hvem har ikke forskellige billeder printet på nethinden af fx jordens voldsomme undergang og andre eksistentielle grusomheder. Von Trier forstår at lave billeder, ingen tvivl om det, men kan disse billeder krybe ud af lærredet og blive til kunst i egen ret?
Breaking Darkness er von Trier i «et udvidet felt», som man siger, et mediemix, hvor forskellige aktører fortolker og omarbejder elementer af hans værker. Udstillingen indeholder installationer, rekvisitter, filmklip, lydstykker og stills fra fem film, skabt af den folkekære provokatør i perioden 1991 (Europa) til 2011 (Melancholia). Alt sammen formidlet med vægtekster af litteraten Lilian Munk Rösing, der strukturerer udstillingens rum i overordnede temaer som kærlighed, ondskab, humor og det tragiske.
Stueetagen er helliget von Triers undergangsfilm Melancholia (2011). En stor blå planet er projekteret på et rundt stykke stof højt oppe i kirkeskibets dybe ende. Præludiet fra Wagners Tristan og Isolde afspilles i hård konkurrence med larmen fra de to blæsere, der fra hver side skaber en vind, så det tynde stof buler ud og dræberplaneten får lidt tredimensionalitet. I kirkerummet er der installeret forskellige iscenesættelser fra filmen lavet af blandt andre modebrandet Solitude Studios. Et stort langbord er dækket op som et kaotisk, barokt stilleben, mens hovedkarakteren Justines brudekjole er skarpt oplyst med planterødder, der vikler sig om det hvide stof. Iscenesættelsen er taget direkte fra Melancholias ultra slowmotion sekvenser – en slags symbolistiske vignetter, som i filmen nærmest bliver malerier, der udpensler det metaforiske i et provokerende tykt lag.
Midt i rummet står en trækonstruktion, en slags tippie, med siddeskamler indeni. Det er en lidt voldsom bjælkeudgave af den magiske hule i filmen, som Justine bygger af grene som et safe space til det stakkels barn, der skal dø sammen med resten af verden. I filmen har det en tydelig skulpturel kvalitet, som især opstår i den voldsomme kontrast mellem de spinkle, sammensnørede grene og dét at jorden om lidt bliver tacklet af en vild planet. Her er det ellers stærke scenografiske element opskaleret til dette store shelter-arrangement. Formodentligt så man kan sidde flere ad gangen derinde og forsøge at få lidt angst.
Lars von Trier har ikke selv haft noget med udstillingen at gøre, men blot udtalt: «Jeg, Lars von Trier, giver hermed udstillingen min velsignelse». Mytomanien er gudskelov intakt. Udstillingen er derimod lavet med en masse samarbejdspartnere, blandt andre filmselskabet Zentropa, scenograf Phillip Sacht og kulturkøbmand Jens Otto Paludan, der har udlånt de flotte, printede stills fra filmene, som hænger på alle vægge. Stills der også sælges af Paludan under navnet Art von Trier. Du hørte rigtigt. Det imødekommer jo en fankultur, men det føles som en lidt desperat, tandløs idé om kunst og man tænker lidt: ‘Hvem er på røven her?’
Trapperummene på vej op til de øvre niveauer er tilegnet Europa (1991) med mørke, stofbeklædte vægge, stemningsfulde sort/hvide projektioner, et lille modeltog med filmstills i hver kupé, alt sammen til lyden af Max Von Sydows stemme, der hypnotisk guider folk indenfor i et dystopisk Europa. Senere er det Breaking the Waves (1996), der får en tur; en film jeg aldrig har set, hvilket måske gør installationen mere bemærkelsesværdig. Store projektioner af filmens karakterer på hængende stof, en knallert står parkeret og små tv på skamler viser de henrivende skotske landskaber i hvilke filmen foregår. Simpelt og underligt på en god måde.
Med de øverste etagers grove æstetik føles det hele lidt som at tumle ind på et mærkværdigt bymuseum i en mindre europæisk hovedstad og se noget vilkårligt historisk folde sig ud, lavet uden stort budget men med kærlighed og lavpraktiske effekter. Og det er rørende i sig selv, omend de kunstneriske idiosynkrasier fra filmene nok drukner lidt i den installatoriske remix.
Der var engang, hvor der blev skrevet filmhistorie i Danmark med dogmebølgen som flagskib og von Trier ved roret, hvorfra han delte vandene mellem dem, der kunne overskue hans geniale manipulation og dem, der blev frastødt. Kritikken af filmenes grænseoverskridelse blev tysset ned i et forsvar for ideen om den store, frie kunst. Et enkelt bidrag i udstillingen tilbyder dog en strukturel kritik af filmene, nemlig Sofie Riise Norrs graphic novel Monolog Kaffe (2025), som med en skarp humor splitter von Triers arbejde helt aldeles fra hinanden, blandt andet ved at italesætte de misogyne mønstre i hans film. Der er meget ofte en kvinde, der ender med at blive dræbt som følge af sin seksualitet i en patriarkalsk verden. Riise Norrs værk er grundigt og argumenterende, men det står meget alene i udstillingen, der hælder mere mod en hyldest af von Trier.
Udstillingen vil lige lovligt meget; formidle, reklamere, hylde og så kritisere lidt. En barok taktik, der er svær at danse med. Hvad hvis man havde fjernet al formidling, film-stills og klip, og ladet de scenografiske installationer at stå alene? Kunne sensoriske ekkoer af filmene og en hardcore udgave af den verfremdung von Trier ofte bruger, være en art billedkunst i sig selv? Melancholia som en ondartet, planetær svulst tilsat Wagner og blæserstøj midt i kirkerummet har noget af potentialet, men desværre intet af det eksistentielle ubehag. Især ikke, når den magiske hule minder mere om et shelter syd for Køge end et metafysisk beskyttelsesrum.
På den anden side er udstillingens problem måske netop, at dét at udvinde billedkunst af instruktørens ret så grandiose tendenser, kun kan gå én vej – ned i skala, medmindre du har et budget på 100 millioner kroner og adgang til en boreplatform med tusind operasangere. Men måske skimter man alligevel Lars von Triers diabolske blink i øjet, i selve udstillingens selvdestruktive gestus af noget, der ikke skal lykkes. Ikke kan lykkes. Men jeg vil mene, at den gode vilje skal strækkes længere end til syd for Køge, hvis denne udstilling skal forstås som et gesamtkunstwerk i sig selv.
