Mon ikke, det er en grundmenneskelig grundaktivitet at grave? Små og store huller som børn, huler og huse og byer som voksne. Fortider og nutider graver efter ressourcer og rigdom, eftertid graver efter fortid. Frø og døde graves ned, penge og viden graves op. En gravekronologi kunne være: fra skovl og leg over maskine, funktion, arbejde til masseindustri og plyndring. Velsagtens er det graveimpulsen der har gjort jorden og Jorden til menneskeejendom og så har vi ellers gravet den i stykker. Jorden er færdig, i hvert fald som beholder for balanceret civilisation, det er en realitet og en fremtidsudsigt. Stadig graves der videre.
I Alia Farids todelte soloudstilling føles det, trods ganske forgrenede tematikker og ganske hi-tech-syntetiske materialer og metoder, som om jord er den gennemtrængende hovedrolle. Jorden er dyrebar og giftig, udpint og våd og frodig og hemmelighedsfuld, den er hellig og ældst og i fare. Med sit halvt kuwaitiske, halvt puertoricanske ophav, en opvækst og et liv der er delt mellem begge lande, har Alia Farid ikke så lidt forankring i komplekse koloniale jordbesiddelser, udbyttende udvinding, variationer af rig og frodig undergrund.
Farids udstilling sætter punktum i den trilogi som CC og Glyptoteket har stablet på benene mellem 2023 og 2025 under titlen «Hosting Histories»: samtidskunstnere med (delvise) rødder i arabisktalende lande – henholdsvis Irak/Canada, Palæstina og nu Kuwait/Puerto Rico – som institutionerne inviterer til «at kaste nyt lys over Glyptotekets mellemøstlige oldtidssamlinger og åbne historien for andre læsninger, der bryder med vestlige narrativer og forbinder fortid og nutid på ny». Det er jo en fin og oplagt ide, CC har kvadratmeter og ressourcer til storskala-værker, mens Glyptoteket er i besiddelse af en overvældende og utvivlsomt problematisk fremskaffet samling kostbarheder fra nær og især fjern. Levn fra en anden tid i dobbelt forstand, som man godt forstår museets behov for at kontekstualisere og granske med det nye årtusindes kritiske blikke.
I praksis er det svært at sige om dobbeltformatet er en succes eller ej, det har institutionerne formentlig overblik over, men helt lavpraktisk er der ikke ligefrem et stenkast mellem CC og Glyptoteket og to gange entrebilletter, der for de fleste kommer op omkring 300 kroner udgør formentlig en hæmsko for helheden. Umiddelbart virker totrinsraketten bedre på papiret end i virkeligheden, og hvad angår Alia Farids udstilling, vil jeg mene, at hver del fungerer i egen ret – hvilket jo kun er en god ting.
For mit vedkommende begynder udstillingen på Copenhagen Contemporary. Her præsenteres Farids arbejde som en udstilling i klassisk forstand: på Glyptoteket får det mere karakter af materielle, næsten arkitektoniske interventioner i stedets tunge arv og æstetik, men på CC er en kæmpemæssig white cube blevet gjort sort så to kæmpemæssige installationer får det nødvendige drama omkring sig. Et videoværk (Chibayish, 2022-2023) glider med konsekvent nærgående kameraføring gennem marsklandet i det sydirakiske Al-Ahwar-område, og vandet er både den afgørende, truede kerne i et allerede ødelagt økosystem og værkets altoverskyggende hovedrolle.
Farid har, med hvad der helt tydeligt er stor tålmodighed og et opmærksomt blik, givet sig hen til områdets tempo og cyklus og porøsitet: kameraet følges ganske nænsomt med langsomme vandbøfler, børn der leger, hænder der arbejder og vedligeholder, siv og mennesker der ser fredfyldte ud i en nedgående sols lys og til forveksling ligner nogen, der ikke er i gang med at få livsgrundlaget knust under hidsig udvindingskapitalisme. Regionen, der ligger tæt på den kuwaitiske grænse, har som enestående ferskvandsområde været en frodig vugge for nogle af de tidligste civilisationer, i årtusinder har mennesker levet med og af vandet her, indrettet sig omkring det og brugt det og passet på det. Som sin egen naturlov tiltrækker rigelige naturressourcer også altid de udnyttende, vækstsultne, profiterende menneskeegenskaber og i dag er Al-Ahwar naturligvis og præget af al den uro og og udbytning, man kan forestille sig. Farids video siger det uden at vise det.
Udstillingens andet element er to blåhvide resinskulpturer, Amulets (2025), hængende fra loftet som frøkapsellignende skærme, naturligvis enorme. Store skulpturer på CC udløser altid en grad af skepsis (som jeg erkender er præ-indstillet og lavthængende), både fordi det er et uhelbredeligt resultat af stedets størrelse, men også fordi jeg har svært ved skala som kvalifikation i sig selv. Udstillingskonceptet krystalliseres i den her installation: polyester-resin, et motiv inspireret af traditionelle talismaner, oldtid og metafysik overfor nutid og skånselsløs industri. Materialet er et af olieindustriens restprodukter, formen flyder ud af sydirakisk folklore, værkernes mælkede transparens har både oliens og fajancens glans i sig. Tematiske og materielle sløjfer bindes på dygtige måder, men jeg kan ikke slippe følelsen af, at der også er noget arkitektskole-artigt over netop sløjferne i de syntetiske hvælvinger.
Denne følelse fortsætter til dels på Glyptoteket, hvor tre store indgreb og en fjerde, subtil etnografi-hijacking udgør en resin-mættet udvidelse af Alia Farids arkæologi – centreret om Vinterhaven og Festsalen, museets velsagtens mest bizarre og spektakulære og fotograferede rum.
I det majestætisk grønne væksthus, hvis tropiske beplantning vel er sin egen ikke uvæsentlige bisætning i museets tunge indsamlingshistorie, hænger fire store udtjente og genanvendte cargonet rundt om det palmemættede centrum – som var selve haven en shipping-last (hvad den jo ganske bogstaveligt også er). Nettene tårner sig op i rummet, ligner en reel rest og en draperet arkitektur på samme tid, og indrammer altså det spor af koloniale dynamikker, som rigtige palmer i et skandinavisk efterår jo unægtelig er.
I museets festsal står tre hårdt hvidlige daddelpalmer og ser trods alt kunstigere ud, Farid har installeret en lille lund her, igen med polyester-resin som hovedingrediens. Skulpturerne er virkelig besynderlige, en modelleret digitalitet i udtrykket, mens de også som et utvetydigt monument over den ødelagte daddelpalmebestand i Golfregionen: et ulykkeligt resultat af olie og krige. De syntetiske overflader fortsætter i et tredje rum med en serie fotoværker, hvor motiver fra det kuwaitiske/irakiske grænseland er støbt ind i store, fajanceblålige resin-paneler. Tavst og glemt og husket som et diasshow hænger billederne og vidner om et folk og et land, Farids, hvis modstandskraft transcenderer netop krigenes og oliens vold.
Ganske bogstaveligt graver Alia Farid sig ned i sin egen historie, historien om et af de lande hun stammer fra og ganske bogstaveligt forvalter hun det giftige resultat af begge deles olieinficerede nutid ved konsekvent at arbejde med industriens primære spildprodukt. Polyester-resinen løber som en hærdet flod gennem begge dele af udstillingen, dets mælkede, maskinelle, distinkt lugtende kunstighed er på mange måder konceptuelt meningsfuld, men udtrykket har også en lille monotoni i sig.
For mig føles arbejdet stærkest, når det er billedbaseret, når Farid betragter og finder og kalibrerer de omgivelser, man med al tydelighed mærker en sorg over ødelæggelsen af. Dermed ikke sagt at omhyggeligt arrangerede cargo-net og syntetiske palmer i den allerede dybt eklektiske arkitektur er en unødvendig ting: det ser virkelig knaldet ud med tre plasticglitrende palmer i midten af pseudotemplet, og det klæder Vinterhavens højfotogene bede at blive forstyrret lidt af en nådesløs påmindelse om dens transnationale tilvejebringelse.
Der skabes adskillige intelligente forbindelser mellem tider og steder og materialer i Alia Farids værker, måske også af den grund føles hendes gravearbejde så virkningsfuldt, selvom selve skulpturerne har noget lidt teflonagtigt over sig. De er mægtige og krævende og uden tvivl kompetent udført, men besidder et skær af prototype, en række illustrerende rekvisitter i den lange og smukke og brutale (kultur)historie, som i al sin enkelhed og kompleksitet virkelig åbenbarer sig i videoen, i fotografierne. På den anden side: når alle graver efter penge er det en skånsom arkæologisk gestus at omdanne industriens affald til det næste årtusindes skatte.
