Hyggestemningen spreder sig på Bergen Kunsthall. Edgar Calel fra Guatamala er inspireret af mayafolket Kaqchikel, som han selv er en del af. Hans udstilling fremstår rolig og opløftende, som et varmt kram i krisetider. Det er ikke en udstilling, der fokuserer på truslerne, hans folk er udsat for, men på den visdom de har at dele med os, de forskræmte vestlige subjekter, som er låst inde i os selv og fremmedgjort fra autentiske fællesskaber med levende (familien) såvel døde (forfædrene).
Alle fire rum fremstår på forskellige måder som totalinstallationer. Det første møde i et mørkelagt rum med værket K’obomanik (Gratitude for everything that lights up and turns off before our eyes) lover magi, intet andet ord ville være passende. Flere blafrende stearinlys står placeret på små jordhøje under svævende sten, som hænger i tov fra loftet. Stearinlysflammerne fanger øjet og holder blikket fast. Det er en gennemskuelig konstruktion af et magisk scenario; stenen svæver definitivt ikke af sig selv over flammen, men i mit hoved gør den måske alligevel det. Flammen er stærk, den løfter stenen – eller truer stenen flammen? Sådan går tiden med tanker om noget flygtigt, som alligevel fremstår med overjordisk styrke.
Rummene til venstre virker lyse og lidt sparsomt dekorerede. Man mødes først af tre vægdækkende broderier, som Calel har skabt sammen med sin familie. På broderierne ser vi dels tilberedning, dels fortæringen hvor fest og spisning går op i en højere enhed. Skulle vi tåbelige vesterlændinge igen lære at sige tak for maden? Svaret er absolut ja, og det er tankevækkende at se, hvordan majskorn og -kolber danser, svæver og fester sammen med de mennesker, som fortærer dem. Det største broderi Nimajay Kaqchikel (Big Kaqchikel House) har en bort af dansende majskolber, og den opmærksomme iagttager vil bemærke, at formerne gentages i Bergen Kunsthalls loft, der består af firkantede glasruder. Det er subtilt, men alligevel giver det en følelse af, at man fakisk er inde i Big Kaqchikel House og deltager i festen.
Også det bagerste rum er holdt i beige jordfarver. På en pudsig måde falder det sømløst ind i dagens indretningstrend, hvor absolut alt i vores hjem helst skal være i jordfarver. Lokkekaldet kit-kit-kit lyder i højtalerne, men dækker også væggene som et sprogmaterialistisk digt. Det er en monumental fremstilling af en afdød bedstemors signal til havens fugle om at komme og få mad. Invitationen går ud til mig også, og til Calels kunstneriske fællesskab, som har bidraget med små malerier af blomstervækster. Lige så lidt som jeg skal føle mig som et forfrossent vestligt subjekt, lige så lidt skal udstillingen fremstå som et mesterværk i gammeldags betydning; pointen er den fællesskabende energi og den åbne invitation til at deltage.
Er dette en antidepressiv udstilling? Svaret er definitivt ja. Udstillingstitlen er måske det mest urovækkende moment: It’s breezing. En vind bringer budskab om, at noget vil ske, og her starter det ansvar, som Calel har overladt til kunsthallens ansatte. Slipper vinden ind udefra og slukker stearinlysene, må de hjælpe med at få denne verden, som Calel og hans familie har skabt, til at overleve. Det er subtile virkemidler, men man ser og føler medansvaret.
Igennem Axel Wieders periode som direktør, som afsluttes med denne udstilling, har der løbet en rød tråd. Således passer Calel godt ind i en pågående samtale. Joar Nango (Festspiludstillingen 2020) og D Harding (We breathe together, 2022) fremstod måske mere rebelske end Calel, idet de tydeligere ville undgå at blive reduceret til vogtere af truede kulturers traditioner. Det er nemt at bilde sig ind, at Calel repræsenterer sit folks traditioner i deres rå form, men det stemmer slet ikke. Calel taler sit folks sprog, men han taler også samtidskunstens sprog. Urfolkskunsten har forladt de etnografiske samlinger og har fundet et nyt hjem i moderne kunsthaller.
Der hvor udstillingen Earthworks på Bergen Kunsthall tidligere i år ikke havde så meget jord at henvise til, tager Calel revanche og fylder det største gallerirum med bunker af mørk, duftende muldjord. Ophobningen af formløst naturmateriale virker som en pågående trend: Hiv en bunke jord eller sand ind, og det bliver til økobevidst konceptkunst. I 00’ernes mere teoriprægede kunstdiskurs havde det passet med nogle citater af Georges Bataille. Blikket havde zoomet ind på materialer og teksturer, og sproget havde løftet sig ind i abstraktionen. Nu kan jeg som en anden mindfulnesspræst blot rapportere, at der skabes en både beroligende og mildt mystificerende stemning med en helt anden akustik og duft end sædvanligt.
Eftersom jord er levende, forandrer rummet sig også gennem tiden. Allerede nu dufter mulden mindre end ved åbningen i august. Den fremstår udtørret og dækket af et hvidt lag af kalk eller en slags svamp. Ansatte på kunsthallen rapporterer, at de ser svampe om morgenen, som er vokset frem i løbet af natten og siden forsvinder, når lyset tændes. Hvad bliver det næste? Jorden på vores marker udpines og bliver til støv som effekt af det industrielle landbrug. Skal kunstverdenen nu også bidrage til at udpine jorden?
På jordbunkerne, som visse steder er ganske høje, balancerer lerkrukker med vand og rosenblade. Det er værket Oyonïk paruwi Juyu’ (Invocation over the mountains), der med reference til et ritual skal virke helbredende på folk, som er faret vild. Kan jorden udtrørre så drastisk, at rummet omdannes til en ørken? I så fald bliver der nogle seriøse udfordringer med at omplacere krukkerne med vand. Vi kan ikke spilde vandet – vi har et ansvar.
