Først som 25-årig gik det op for Rosa Marie Frang, at der er noget, der hedder kunstakademier. Selv om hun altid har været «enormt kreativ», er hun som barn af en lavere socialklasse ikke stødt på ideen om, at man kan uddanne sig til professionel billedkunstner før. Hun søger ind, bliver optaget på Det Fynske Kunstakademi, og her møder hun for første gang den kunstverden med de koder og sociale indforståetheder, hun oplever som en forhindring i sin voksne tilværelse. Den personlige oplevelse af at stå udenfor er det centrale omdrejningspunkt for Frangs podcastserie, for modsat i Sverige, hvor man laver statistikker over den slags, findes der ingen tal på, hvilke socialklasser, der optages på de danske kunstakademier.
I Rosas Reality Radio – en radiodokumentar-møder-lydkunstværk i syv afsnit – følger vi Frang, der som antihelt og superpersonlig protagonist forsøger at nærme sig forklaringen på, hvorfor omkring halvdelen af de uddannede kunstnere i Danmark årligt tjener under kr. 16.000 på deres kunst. Hvad er afgørende for, hvem der klarer sig igennem nåleøjet? Og hvad skal der egentlig til, for at få sin stemme hørt?
Podcasten blander ekstremt intime betroelser med klassiske radiointerviews. Vi er med Frang til samtale hos hendes terapeut, hvor hun søger forklaring på sin præstationsangst. Vi er også med til fernisering, hvor hun føler sig socialt marginaliseret, og med på en lytter, da hun åbner endnu et afslag fra Statens Kunstfond på en ansøgning, hun har brugt flere måneder på at udarbejde.
Undervejs møder vi desuden en del eksperter og repræsentanter for «magten», herunder Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg og forskere i kulturpolitik og -økonomi, der kommer med input til, hvilke strukturelle og repræsentative udfordringer, der kan have betydning for en kunstners arbejdsvilkår. Podcastserien giver således en lynintroduktion til mange af de problemstillinger, der er oppe at vende i disse år: Prekære arbejdsvilkår, manglende ligestilling og ideen om kunstneren som den evigt omstillingsparate, selvorganiserende iværksætter på et neoliberalt arbejdsmarked.
Mest interessant er dog den skrøbeligt intime historie om livet som en af de mange, der ikke har knækket koden til kunstverdenens indre cirkler. Om angstanfald, frustration og følelsen af, at begå karrieremæssigt selvmord, hvis man taler magten imod. Men også – og måske særligt vigtigt – om, hvordan klassetilhørsforhold har enorm betydning for, om man forstå og kan manøvrere på en scene, der er domineret af middelklassens børn. I en tid, hvor vi forsøger at bekæmpe strukturelle uligheder i forhold til køn og etnicitet, er det værd at lytte til Frang, når hun påpeger, at socialklasse fortsat er et tabu, der skal bekæmpes, hvis vi ønsker en mere fair og repræsentativ kunstscene.
