90er-vintage

Fos’ flydende pavillion Osloo var med få og enkle midler alt hvad Jeppe Heins Karrierebar med sin kombination af restaurant, bar og events håbede på at være.

I hvad der må være den mest regnfulde august måned i Københavns nyere historie lagde kunsteren kendt som Fos til kaj med sin flydende pavillion Osloo ud for Dansk Arkitekturcenter. Platformen er en minimalistisk arkitektonisk fortolkning af en flodpram med et styrtårn, et barområde og egen radiostation. Og stik imod vejrets luner formåede pavillon igen og igen at trække mennesker til sin serie af arrangementer, hvis indhold spændte fra genvidenskab og poesierotik til åndemaneri og lutspil. Selvom regnen silede ned igennem taget af grankviste og plastikoverdækning og ens sko var i konstant fare for at blive våde når vandet skvulpede op mellem gulvbrædderne, så stod man der og hørte afrikansk musik fra kassettebånd, mens vandets bølgen og alkohol akkompagnerede lyden og lod krop og tanker udfordre hinsides de praktiske bekymringer.

Der var også nærmest overdrevent smukke sensommeraftener på Osloo, hvor vejret tillod en at nyde udsigten til Københavns pittoreske havneskyline på forreste række. En aften rykkede en af modeugens efterfester endda ind og pludseligt var Osloo the place to be for hipsterne. Men det var undtagelsen. Den ellers så dominerende selv- og stilbevidste københavnske bykultur var sat ud af spil og langt de fleste aftener var prammen samlingssted for dedikerede, nysgerrige og tilfældigt forbipasserende fra nær og fjern. Osloo tilhørte alle de tilstedeværende og de små interimistiske fællesskaber, der opstod omkring arrangementerne. Uden nogen hensynstagen modetrends. På den måde var Osloo var med få og enkle midler alt hvad Jeppe Heins Karrierebar med sin kombination af restaurant, bar og events havde håbede på at være, da den åbnede i Kødbyen i 2007 med udsmykninger af internationalt anerkendte kunstnere og ambitioner om at være et centrum for udvekslinger mellem kunst og livsstil. Men Karrierebar fejlede i sin stort i scenesatte appel til hype, massepublikum og ambitionen om lave forretning på det kreative segments økonomiske optur. Indholdet tyndede langsomt ud indtil publikum endte med at være reduceret til kreditkort på en scene, der ikke adskilte sig fra andre insteder i byen. På Osloo var barpriserne ikke bare anderledes socialdemokratiske og serveringen smilende, indholdet var udfordrende, publikummet mere differentieret og bidragende og arrangementerne helt løsrevet fra den kreative industris spekulationer og rationalisering af kunstneriske aktiviteter. Det var jam mit volles Risk og der var også skæverter, men det betød intet i forhold til Osloos generelle indholdsmæssige og sociale åbenhed og de sensibiliteter, intelligenser, og vokabularer den aktiverede hinsides enhver form for platformalisme og kunstinstitutionel fims.

Fos // Osloo, København.

Osloo dannede hverken ramme om modernistiske forklaringsmodel eller navigationer i en postmodernistiske tegnverden, men om en iværksættelse af et mangeartet betydningsfelt, et åbent og heterogent offentligt rum, hvor der både var plads til filosofiske spørgsmål, nørdet begejstring, politisk debat og kryptisk performance. Uden ironi, men med generøs humor og eksperimentelt overskud inviterede den publikum til at engagere sig i verden på en fundamental meningsgivende og spørgende måde. De præsenterende mente noget med det de sagde og et publikum var oprigtigt interesserede i at høre på og diskutere med, og som sådan var arrangementer en modgift til den ironi og kynisme, som det københavnske kulturliv excellerer i.

I forhold til en mere international kunstkontekst udgjorde den også et alternativ til såkaldt relationel kunst og dens ofte konforme og ideologiske forståelse af møder, fællesskaber og offentlighed. Som designet ramme dikterede Osloo ikke en særlig agenda eller diskurs, men skabte muligheder for at relationaliteter, mærkværdige såvel som informationsrige, intense og løse, kunne opstå og udfolde sig. Der var selvfølgelig også arrangementer, hvor man kedede sig og mest havde lyst til at snakke med sidemanden, men det skabte bare en rytme som var med til at gøre Osloo levende som offentligt rum.

Som man stod der til åbningen efter at have hørt historien om hvordan Osloo var efterfølgeren til Oslo-bar på Israels Plads i 1999, der nu var kommet på museum, og blev opstemt af de gode minder fra dengang og de gode vibrationer i stemningen, kunne man ikke lade være med at tænke at Fos var blevet mere sikker på sine formelle greb med hensyn til design og mere fokuseret i sin konceptuelle horisont. Osloo havde måske ikke 1999-udgavens friskhed og punkattitude, men havde til gengæld en afslappet seriøsitet og et virkelig veltilrerettelagt program som gjorde, at den nåede nogle lag dybere og længere ud.

I 2010-udgaven er Fos’ sociale plastik hverken en æstetisk reproduktion af en dagligdagssocialitet eller en institutionel undtagelse. Den er en uformel og intens samværsform, der lever af energier, som nok kan genereres af kunstneriske diskurser, men ikke tæmmes af dem. Som sådan var den et af de ubestemmelige og uregerlige mikrosteder, der kan byde det monokulturelle dyng København hænger i modstand og skabe forhåbning om at der er en alternativ fremtid for byen, som ikke handler om mere af det sikre og velkendte, flere modeuger og Michelin-stjerner.

En essentiel grund til at Osloos lykkedes var dens midlertidighed. Den skal ikke slå anker for længe af gangen men være på vej mod nye havne, også selvom det først sker om ti år. Oslo er allerede på museum (kunstmuset Køs) og det er heller ikke utænkeligt at Osloo (som Oslooo?) vil sejle videre til mere eksklusiv institutional anerkendelse, hvilket er yderst velfortjent. Men det er samtidig en prekær situation. Projektet er rundt af og har hjemme i ikke-institutionelt farvand, mentalt og socialt, og befolket af veldresserede statister fra kunstverden, der bare er der fordi de har hørt om, at det er her festen er i aften, vil skuden i mine øjne synke. Ikke mindst fordi man kan frygte at indholdet af arrangementerne for sådanne gæster vil have tendens til være sekundært. Men hvem ved? Det var netop den form for kulturpessimisme og -fordomme som Osloo trods den hård regn overtrumfede i sin insisteren på og videreudvikling af relevansen af 90ernekunstens sociale orientering.

Artikkelen er sist endret 6.9.2010.

Leserinnlegg