Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de skarpeste, skønneste eller mest skelsættende i 2018? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret 2018 af vore egne skribenter og inviterede gæster. Den anden i rækken er kurator Mette Woller, der er bosat i København og senest har været chefkurator for kunstprogrammet på Roskilde Festival. Den 13. december står hun bag et ballroom-event, A Night at the Theatre Ball, på Det Kongelige Teater.
UDSTILLINGER
Jeg startede 2018 med at kravle rundt på solpyramiden uden for Mexico City med galoperende højdeskræk og lidt ydmyg i forhold til mit vikingeophav. Med mindre jeg en dag møder Tupac, tvivler jeg på, at jeg bliver hensat i samme ekstase sådan lige foreløbig. Men 2018 bød selvfølgelig på nogle helt særlige kunstoplevelser.
Lea Guldditte Hestelund, Consumed Future Spewed Up as Present, Overgaden, København. Kurateret af Merete Jankowski
Hestelund præsenterede et rumligt narrativ af tre akter med intelligente, sanselige greb. Den pyramideformede gang med aromaen, som havde til hensigt at rense og mindske frygten for det fremmedgjorte, før de besøgende landede i det sidste rum, var et virkelig sexet greb. Her mødte man objekter, der svævede mellem det humane, alien-eksistenser og kropslige andetheder; nogle som amputerede lemmer, andre som frugtbare æg og fossiler og andre igen stramt bundet op i seler eller med attributter, der fik dem til at minde om sexlegetøj. Et skarpt bud på sci-fi-genrens potentiale til at vise alternative sanseapparater, identiteter, kroppe og køn.
Heather Dewey-Hagborg & Chelsea Manning, Probably Chelsea. Del af Transmediale, Haus Der Kulturen der Welt, Berlin. Kurateret af Inga Seidler.
Da Chelsea Manning røg i fængsel og skiftede identitet forsvandt hendes billede simultant fra offentligheden. Heather Dewey-Hagborg ønskede at give Manning sin synlighed tilbage. I 2015 begyndte Manning at smugle sin DNA ud af fængslet gennem vatpinde og hårprøver for at Dewey-Hagborg kunne skabe hendes portræt. Probably Chelseabestår af tredive 3D-printede mulige portrætter af Manning, som symboliserer, at vi, trods kulturelle forskelle, genetisk betragtet slet ikke er så forskellige endda. Projektet understreger også, hvor usikkert DNA-profilering baseret på genomisk reduktionisme er. «Mugshots», som politiet anvender, er fx tænkt som et objektivt, neutralt og troværdigt system, baseret på et simplificeret koncept omkring genetisk køn og herkomst. Men man kan ikke videnskabeligt og med sikkerhed aflæse køn og herkomst ud fra DNA. De tredive portrætter var modsat Mannings kaukasiske ophav af forskellige hudfarver og køn. Det satte sig som kuldegysninger i kroppen samtidig med, at de helt ærlig var rimelig hotte, hvilket var pirrende qua deres non-eksistens.
Spirit Chair, satellitudstilling til CODE Art Fair, København. Kurateret af Blue Ruin.
Blue Ruin er en kuratorisk-business hybrid (ved Anna Frost og Agnes Bolt), som undersøger boligmarkedet gennem samtidskunstudstillinger. Udstillingen Spirit Chair var et forfriskende bidrag til de lidt træge udstillingsmodeller, kunstmesser ellers er præget af. Udstillinger i private lejligheder har man set før, men Blue Ruin infiltrerer sig på boligmarkedet med udstillinger, der rent faktisk bliver en del af ejendomsmæglernes fremvisninger og hermed også boligens værdi. De boligsøgende kunne bl.a. finde afstøbninger af Melodie Moussets organer, som var blevet transformeret til ritualistiske lys, der lå på en usexet glashylde. Det skattejagtlignende kuratoriske greb, hvor værker infiltrerer sig i upersonlige IKEA-interiør, squashbaner eller haver for den sags skyld, tror jeg aldrig, jeg bliver træt af.
EVENTS
Forandringer på vej
Jeg er rørt over, at der endelig er fokus på de krænkende magtstrukturer, der eksisterer inden for kunstfeltet. Det har indtil videre primært været Kunstakademiet i København, der har været i søgelyset, men jeg håber, at forandringerne også implementerer sig til andre, på højskolerne og kunstbranchen mere generelt. En opmærksomhed omkring kunstneres økonomiske vilkår er også endelig i fokus. Det er et komplekst emne, som måske kræver, at man både ser på de offentlige støttede institutioner og de steder og individer, der ikke er det. Der er endvidere mange andre stillinger inden for kulturfeltet såsom kuratorer, der lider under samme vilkår. I en tid, hvor der er mange politiske meldinger om, hvad kulturen skal kunne – samtidig med at støttekronerne skæres – handler det først og fremmest om at stå sammen. Hvis det forholder sig sådan, at vi er i en situation, hvor institutioner såvel som freelancekuratorer og kunstnerdrevne udstillingssteder ikke har den økonomi, der skal til for at komme problemet til livs – hvad gør vi så for at skabe de nødvendige forandringer?
two-women-machine-show & Jonathan Bonnici, Ality, Kunsthal Charlottenborg i samarbejde med Dansehallerne, København.
Jeg så Ality på en søndag, som var lidt ligesom at være til et rave i slowmotion med tømmermænd. Det var en ret lækker, intens, smuk og zombiestenet oplevelse. Særligt fordi jeg trods mit fag bliver en akavet air dancer i stykker, der kræver, at jeg deltager i en eller anden grad. Som når performerne kiggede mig dybt i øjnene og højt udførte deres monolog. Men den tur fik de fleste. Nogen gange snød jeg og lod som om, at jeg ikke så, at de kiggede på mig. Så kunne jeg i stedet fordybe mig i Lea Paulsens tekstiler, der sammen med performerne blev skudt ind i et rum under fødderne gennem spejlinger i det sølvblanke gulv. S. Riesers kompositoriske live stykker var så vilde, at jeg seriøst prøvede at shazame dem, men det kunne jeg selvfølgelig godt glemme.
Aria Dean & Zach Blas, Reimagine the Internet: Affect, Velocity, Excess. Talk på Transmediale, Haus der Kulturen der Welt, Berlin.
Zach Blas’ charmende personlighed og skarpe, queer-betragtninger om dildoer, internettets fremtid og netværks-alternativer til the www, gik godt i spænd med Aria Deans begavede overvejelser omkring udviklingen af memes og «blackness» på sociale medier. Se talken her.
UDGIVELSER
Motherload, Anna Margrethe Pedersen & Ditte Soria (red. og design), 2018
Udover at være et sneaky move til også at inkorporere Motherload-udstillingen, der fandt sted i skulpturparken Skovsnogen, så fortjener denne udgivelse alles opmærksomhed. Jeg befinder mig i ekstase-stadier over udstillinger, der overvejer og gentænker alle komponenter såsom pressemeddelelse, titelskilte og katalog. Udgivelsen er en udvidelse af udstillingen i bogform, der ekspanderer udstillingsrummet med tilføjelser, der bevæger sig dybt ind i det omsværmede emne om moderskab på en måde, så man føler sig heldig over at have fået fingrene i et eksemplar. Judy Chicagos Birth Project-illustrationer får alt andet til at blive lige meget et øjeblik. Og Maria Hesselagers smukke prosa huskede mig på det poetiske ved hverdagen og duften af min mors tørklæde. I bogen er også Hannah Heilmanns tørrede stedmoderblomst, som nedsætter en helt særlig, barnlig glædesfølelse, når man finder den. Men som jeg selvfølgelig ødelagde, da jeg læste bogen, fordi jeg ikke er sådan en type, der kan have den slags forhold.
SOLO: Rita Kernn-Larsen, Udgivet af Kunsten i Aalborg og Gl. Holtegaard, design v. Spine Studio. Redigeret af Caroline Nymark Zachariassen.
Udstillingskataloget til Rita Kernn-Larsen-udstillingen på Gl. Holtegaard er virkelig smukt på så mange måder. Udover tre tekster, der giver sig tid til at svæve ind og ud af Kernn-Larsens værker og den tid, hun befandt sig i som kunstner og borger under Anden Verdenskrig, indeholder kataloget et hidtil upubliceret interview. Heri fortæller Kernn-Larsen personligt om udstillingen Exposition internationale du Surrealisme fra 1938, som er en rimelig orgastisk følelse, når man som kunsthistoriker har fået imprægneret det sort/hvide-billede af Marchel Duchamps 1.200 kulposer (eller hvor mange, det nu var), som symbol på én af de vigtigste udstillinger i verdenshistorien. Udover beretningen om nogle af de vildeste, tidlige udstillingsgreb, der faktisk kan spores op til i dag (mannequinerne, mørket, lanternerne, vandet og kaffeduften), fortæller Rita Kernn-Larsen om en fyr, der gik rundt med hendes billeder. Som en sandwichmand. En fortælling få sikkert kender til, da Rita Kernn-Larsen, som så mange andre kvindelige kunstnere, er skrevet ud af kunsthistorien og først de senere år er begyndt at få en velfortjent opmærksomhed.
The Future of Museum and Gallery Design, Suzanne Macleod, Tricia Austin, Jonathan Hale og Oscar Ho Hing-Kay (red.), Routledge, 2018.
Jeg har gået og ventet på en udgivelse, der kunne tage over efter Mary Anne Staniszewskis fantastiske The Power of Display, der historisk fører læseren igennem udstillingsdesign gennem tiden og op til den hvide kubes fremkomst. Jeg havde håbet, at denne antologi, der også har interessante, danske bidrag, skulle være svaret. Udover tekster med termer som «co-curation», der ligesom flamingo-på-en–rude-skærende fortæller om, hvordan publikum også er en art kuratorer i deres participatoriske adfærd (#stop), er der mange interessante bidrag. Fx af Annette Loeseke, som beretter om indlejringen af institutionskritik i et udstillingsdesign, hvor man anvendte en behind the scenes-teknik i forsøget på at skabe transparens omkring de kuratoriske intentioner. Desværre fokuserer bidragene på museerne og oftest i binære forståelser af fagligheder, hvor udstillingsdesignerne og kuratorerne er adskilte fagfolk. Jeg havde måske håbet på en diskussion omkring, hvad udstillingsdesign overhovedet kan siges at være, og hvor det skal hen i fremtiden.
Leserinnlegg