En tro kopi

I november 2013 åbnede Carnegie Art Award-udstillingen i Stockholm. Prisen, der har eksisteret siden 1998, består normalt af en udstilling med de nominerede kunstnere, der turnerer til alle de nordiske hovedstæder. I år valgte Carnegie Art Award med kort varsel at afmelde udstillingerne alle andre steder end i Stockholm. Som det blev offentliggjort på Kunstkritikk, handlede aflysningen øjensynligt om en intern omprioritering af fondsmidlerne. Aflysningen skabte et hul i Den Fries udstillingskalender, der ellers skulle have lagt hus til årets prisudstilling, og valget blev herefter at stille hele Den Frie til rådighed for årets vinder af 3. præmien, den danske kunstnergruppe A Kassen. Men i stedet for at skabe helt nye værker, har A Kassen valgt at skabe en 1:1 reproduktion af den udstilling, der egentlig skulle have fyldt lokalerne med i alt 150 værker af 17 nordiske kunstnere. De har helt konkret fået kopieret hele Carnegie Art Award-udstillingen, værk for værk, på en malerifabrik i Kina, der er specialiseret i at male direkte af efter billedfiler.

Carnegie Art Award er en pris, der fokuserer på samtidsmaleri, men som det har været tilfældet på de sidste mange udgaver af prisudstillingen, var der heller ikke på dette års udstilling udelukkende tale om malerier, men også om fx A Kassens bidrag, serien Colour of Things, bestående af et foto af et objekt (en kaktus, en kajak, et atlas), og et maleri, skabt med basis i objektets eget materiale (fx knust kaktus). Alt dette er nu blevet til ren maleri fra Kina. Det ironiske i sammenhængen er selvfølgelig, at hvor Carnegie Art Award tilsyneladende ikke havde råd til den ægte udstilling, så havde A Kassen midler til en kinesisk reproduktion af den.

Har I egentlig overtaget Carnegie Art Award-udstillingen udenom Carnegie Art Award og de medvirkende kunstnere? Eller er både fonden og kunstnerne informeret om jeres udstilling?

Carnegie og kunstnerne er blevet gjort bekendt med udstillingen her 10 dage før ferniseringen. Vi føler ikke vi har overtaget den originale. Vi har skabt en repræsentation af deres, i samme lokaler og i samme periode, som Carnegie Art Award skulle have været præsenteret her i København. Vi tror samtlige kunstnere var skuffede over aflysningen af turneen, os selv inklusive. Udstillingen er blandt andet vores forsøg på at rette op på dette. A Kassen Carnegie Art Award 2014 skal ses som ét sammenhængende og stedsspecifikt værk, hvor forskydningen fra den oprindelige udstilling og de oprindelige værker er ganske stor.

Hvad har været arbejdsprocessen bag udstillingen?

Udstillingen er skabt ud fra de omstændigheder, der har været op til udstillingen og kan næsten ikke ses uden for sin kontekst; først vores deltagelse i Carnegie Art Award udstillingen, derefter aflysningen af turneen og den efterfølgende invitation til os fra Den Frie Udstillingsbygning om at udstille i den periode, hvor den originale Carnegie udstilling skulle have været vist. Vi besluttede kort efter invitationen at reproducere den oprindelige udstilling.  Arbejdsprocessen har været relativ enkel. Helt konkret sendte vi en digital fil af billedmaterialet fra Carnegie udstillingen til et firma i byen Xiamen i Kina, der har specialiseret sig i at gengive oliemalerier efter fotos. De sendte malerierne som sammenrullede lærreder til København, hvor de er spændt op på blændrammer.

Hvad er det, der interesserer jer ved at lave en sådan appropriation af en hel udstilling? Er det en kritik af Carnegie Art Award – også set i lyset af at både kunstnere og fonden først får kendskab til jeres udstilling så sent?

Det var først og fremmest en god mulighed for at lave en solo-udstilling i et forholdsvist stort format ud fra blot én enkel ide: at lave det, der skulle have været der i forvejen. Vi var nysgerrige efter at se, hvordan en reproduceret udstilling ville tage sig ud. Vi arbejder generelt meget med det stedspecifikke som en præmis i vores praksis. Det lå derfor naturligt for os at arbejde med den udstilling, der oprindeligt skulle have været på Den Frie. Udstillingen kommenterer naturligvis på mange andre sammenhænge i forhold til kunstverdenen, men også på forhold og relationer i den virkelige verden. Vi synes, det er mest interessant, når beskueren selv udlægger værket. Vi udgiver et katalog i forbindelse med udstillingen, hvor Toke Lykkeberg og Lisa Rosendahl giver deres bud på, hvordan udstillingen kan perspektiveres – det er, også for os, nogle gode og interessante tanker der bliver delt deri.

Man skal ikke dykke langt ned i tankeprocessen før idéen knopskyder og der opstår en masse kortslutninger, som vi synes er interessante. Et eksempel kunne være et maleri malet på fundne træplader (af Davið Örn Halldórsson). I den kinesiske oversættelse er træoverfladen blevet simuleret i det nye maleri. Og vores egne værker, der indgik i den oprindelige udstilling, er også gengivet som oliemaling på lærred i stedet for foto og vægmaleri. Mette Winckelmann arbejder også med oversættelser fra ét materiale til et andet. Hun har lavet et værk med tekstiler. Motivet fra det værk har hun derefter malet således at der er kommet to værker ud af det. Begge værker er på vores udstilling blevet tilført endnu et lag/fortolkning gennem vores reproduktion.