10. december – Mathias Kryger

Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2015? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2015. Den tiende i rækken er kritiker, kurator og kunstner Mathias Kryger, som er bosat i København og er en af Kunstkritikks faste skribenter.

UDSTILLINGER

Christina Mackie, The Filters, Tate Britian Commision 2015, London.

For nogle år siden assisterede jeg den canadiske kunstner Christina Mackie i installeringen af hendes udstilling Painting the Weights på Kunsthal Charlottenborg. Dagligt gik vi frem og tilbage mellem kunsthallen og den gamle isenkræmmer Møller & Mammen i Gothersgade og så på dimser og kroge, på søm og powertools, tog møtrikker fra små skuffer, talte dem én efter én med bløde hænder. På vej hjem gik vi forbi blomsterbutikken Tage Andersen i Ny Adelgade for at aftale ugentlige leveringer af et bundt afskårne blomster. Af Mackie lærte jeg at lade være at gemme mine manglende praktiske evner bag sproget. Hele dage flyttede vi rundt på hendes materialer og ting: bordplader, farvet sand, bægre, akvareller, en Hantarex–monitor. Vi spiste wienerbrød til frokost. Som kunstner er hun inderlig med sine ting og med den tid hun tilbringer med sine ting. Det synes jeg også var tydeligt at mærke på hendes solo-kommission på Tate Britain, hvor en installation af svimlende høje tragte af silke hang fra loft til gulv og langsomt sugede pigmenteret vand fra runde kar op i sit stof. Så bruger hun mange år på at tænke på og rumstere med pigmenter, stof, vand og mødet mellem dem og deler ud af det, hun hen ad vejen finder ud af.

Camp – Center for Art on Migration Politics, København.

Det er en vanvittigt udfordrende øvelse, de to kuratorer Tone O. Nielsen og Frederikke Hansen (Kuratorisk Aktion) i 2015 satte sig for at gennemføre: at etablere et visningssted for kunst, skabt af kunstnere med migrations-baggrund og som udelukkende omhandler emner om flugt og migration. Jeg frygtede for, at rammen ville være for snæver og det mentale rum i Camp for lille, men tværtimod har Camp skabt det sted, hvor samtalen omkring den politiske virkeligheds møder i kunsten er stærkest. Det er katastrofalt, hvis ikke Camp kan fortsætte sit arbejde bestående af grundig research og vigtig udstillingsproduktion, men med regeringens beslutning om at lukke Center for Kultur og Udvikling må der nye midler til.

Museum Ovartaci, Risskov, Aarhus.

Nu lever vi i et land, hvor der er noget som hedder en «velfærdsmilliard». Og der bygges nye superhospitaler til dem med psykiske lidelser – byggerier, som det i Vejle, der er privatfinansieret og leases til Region Syddanmark i 30 år. Det gamle hospital i Risskov ved Aarhus, tegnet af Michael Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) er nu blevet solgt til en privat ejendoms-et-eller-andet og skal lukkes, hvilket betyder, at det museum, som findes dér og som er opkaldt efter den mest berømte eksponent for art brut herhjemme, Ovartaci, er truet. Jeg var forbi for første gang i foråret og det står svimlende klart, at der med dette museum er tale om et økosystem af forskning, museum, arbejdende værksted, terapeutisk funktion og værested. Men det er snart slut. Eller det må finde nye lokaler og nyt økonomisk fundament. Det er nok tvivlsomt at det nye hospital i Skejby eller det i Vejle har gjort plads til kunst som terapeutisk redskab. I dagens psykiatriske tilbud spiser man piller, mange piller og man sender folk hjem til sig selv efter korte indlæggelser – ud i jobordninger og ud i konkurrencestaten. Ovartaci var til forskel indlagt i Risskov i 56 år. Her blev han en kvinde og i et tidligere liv var hun en egyptisk kat. Hver aften kyssede hun sin store hvide bevingede papmaché-hest, der ikke blot gav kys igen, men som af sin mule spyttede søde bolsjer – en god pille at sove på. Museet i Risskov kan indtil videre besøges i hele 2016 med.

EVENT

Chart Talk: Hans Ulrich Obrist, Hu Fang, Anselm Franke, i en app-udviklers private lejlighed på Østerbro, København.

Autonomien har aldrig eksisteret som andet end et spinkelt håb og en lysende rosin i et hav af mørk Havana Club. Men det undrer mig stadig, at der ikke er nogen, der gider at diskutere, hvad det betyder at fusions-institutionen Kunstakademi/Kunsthal Charlottenborg på Kongens Nytorv de sidste tre år har huset kunstmessen Chart. Jovist, kunstmessen lejer sig ind i den økonomisk set trængte kunsthal og bidrager med lidt cashflow. Men gider nogle rapportere fra excel-arkenes græsgrønne kassetter? Både kommune og stat støtter Chart og det kunne være så interessant at se, hvad de penge bliver brugt til – om der er tale om projekter af «høj kunstnerisk kvalitet» eller blot DJ-sets med Trentemøller, Synd og Skam og Tordenskjolds Soldater. Og hvad betyder det for de enkelte galleri-virksomheders omsætning? Det er som om en tåge af døsende Absolut Vodka svæver lavt over Kongens Nytorv, når Chart åbner VIP-portene. Anyways, jeg fik i forbindelse med Chart en vodka-sponsoreret adgang til VIP-talk med tre af den internationale kunstverdens mandlige divaer og det var ikke uinteressant at høre Anselm Franke, Hu Fang og HUO svare på arrangementets lidt uelastiske formulering: Does art need to tell a story? Det blev til en samtale om kuratering som sprog og som en måde at strukturere en fortælling på; om kunstnere, der bemestrer sproget konceptuelt og om kunstnere som fiktionsforfattere. Der var laks og avocado på ristet rugbrød, god kaffe og intimiderende velklædte folk. Kvinden, jeg sad ved siden af påpegede mit ellers nøje sammensatte outfit af gamle grå Nike shorts, en tight, hullet turtleneck og sort cykelkasket fra H&M: ”What’s up with Danish people and their… sporty outfits?”

BØGER

Så snæver en boghorisont; alle tre bøger fra über-forlagsvirksomheden Semiotext(e) – men jeg er fan:

Kathy Acker og McKenzie Wark, I’m Very into You – Correspondence 1995–1996, Semiotext(e), 2015.

To enhjørninger tørner sammen på e-mail i e-mailens vorden og de flirter og kører på motorcykel og bodybuilder i mere end en forstand. God bog, hvis man fra tid til anden trættes af at slæbe rundt på et køn.

Emmanuelle Guattari, I, Little Asylum, Semiotext(e), 2014.

Skrøbeligt fra Félix Guattaris datter om opvæksten blandt de skøre (både dem med og uden diagnoser) på klinikken La Borde syd for Paris. Læs den for beskrivelsen af mødet med en omsorgsfuld Jacques Lacan. Helte og skurke bytter plads for en stund.

Bruce Hainley, Under the Sign of [sic] – Sturtevant’s Volte-Face, Semiotext(e), 2014.

Flere enhjørninger tørner sammen. Bruce Hainley sprænger alt omkring kunsthistorieskrivningen og kollager den rundt på Sturtevant. Jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået noget.