Siden slutningen af forrige uge, hvor alle europæiske regeringer tog aktive skridt for at forhale den stigende spredning af COVID-19, er kunstverdenens indbakker blevet bombarderet med mails, der meddeler, at den «planlagte udstilling/debat/talk/oplæsning osv.» desværre var blevet aflyst indtil videre.
Kære kunstverden, tak, fordi at sige det. Men det var nu tydeligt, at tingene ikke ville køre som sædvanligt under den nyopståede pandemikrise. Episoden understregede en tanke, jeg har haft i lang tid: Vi i kunstverdenen er helt besat af at lade hinanden vide, hvad vi gør, tænker og ønsker. Vi er dybt forankret i en meddelelses- og formidlingskultur, og vi ønsker og er optagede af, at alle disse informationer spredes behørigt. Mediet er vores budskab, for nu at parafrasere Marshall McLuhan.
I forrige uge var jeg i Italien for at besøge min familie, og her så jeg ved selvsyn en historisk begivenhed udspille sig, da premierminister Giuseppe Conte annoncerede landets lukning på landsdækkende tv. Min øjeblikkelige reaktion var at skrive et Facebook-indlæg for at informere mine digitale venner om, at virussen var et alvorligt problem, som ikke skulle undervurderes, og at jeg af denne grund ikke foreløbig ville vende tilbage til København, hvor jeg normalt bor. Jeg var chokeret over nyheden om en total nedlukning af landet, men jeg var allermest forbløffet over at se, hvordan venner rundt omkring i verden postede Instagram stories om deres ture til kunstmesser, ferniseringer, atelierbesøg, talks eller kunstneriske middage.
Mens jeg trawlede mine venners Instagram-feeds igennem og i realtid iagttog kunstverdenen endnu være optaget af dens forskellige begivenheder, indså jeg, at jeg netop nu gennemlevede et øjeblik, som resten af verden ville opleve i den nærmeste fremtid: at handle dagligvarer iklædt medicinske masker og plasthandsker, og ikke have lov til at gå uden for en dør, end ikke for at gå tur. I novellen «De døde» kalder James Joyce sådanne øjeblikke af klarsyn for en «epifani». En slags åbenbaring, hvor fremtiden pludselig afslører sig i nuet. I netop dette øjeblik opfatter vi helt uventet, at noget har ændret sig.
Som freelancekurator er mit job at arbejde rundt omkring, hvor jeg nu måtte blive inviteret eller få mulighed for at bidrage. At rejse og bevæge min krop rundt omkring i verden har været en måde, hvorpå jeg ikke blot har lært noget om grænserne for min egen eksistens som menneske, men også kunnet opdage de mange forskellige «jeg’er», jeg egentlig kan være; hvordan jeg har kunnet blive forelsket i al den mangfoldighed og «andethed», jeg stødte på undervejs: kulturer, mennesker, landskaber, byer, historier, lugte, smage, mad og farver.
Sidste år rejste jeg gennem tre kontinenter og tretten lande på syv måneder; en så kraftig rejseaktivitet, at de, der ikke havde mødt mig før, kendte mig som #acuratorlonelyplanet, hashtagget for min Instagram-konto. Men ved at befinde mig i et land i total lockdown, begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved hele værdigrundlaget for min nomadiske livsstil. Jeg spekulerede på, om ikke mine dage som rejsende nu ville få en ende, og hvordan min hyperaktive krop, der ellers har været vant til at træne i rene udstillingsmaratoner, nu ville tilpasse sig nye tider.
Ursula Le Guin taler om kroppen som en bærer, et mikrokosmisk univers, der samler og bærer, men også spreder erindringer og tanker om vores fortid, nutid og fremtid. Jeg tænkte over, om jeg på mine rejser også havde båret COVID-19 med, også selv om jeg ikke selv havde nogen symptomer. Jeg indså, at hvis Italien ikke var blevet lukket ned, ville jeg sandsynligvis have fortsat mit globetrotterliv. Derefter forstod jeg, hvordan kroppe, der bærer COVID-19 med sig rundt, blot er ét eksempel på de mange andre sociale sygdomme, vi bærer rundt med os uden at lægge mærke til det. Det er sådan, antallet af smittede steg eksponentielt: fordi de mennesker, der havde virussen, ikke troede, at restriktionerne og påbuddet om at blive hjemme angik dem direkte.
Den måde, hvorpå mennesker blev smittet, kan pege på, hvordan vi ubevidst bærer den nye coronavirus rundt med os på samme måde som en helt anden virus, nemlig det typiske vestlige perspektiv, hvor man sætter individets interesser og behov foran alt andet. Kunstverdenen er ramt af denne virus. Vi bemærker dens latente tilstedeværelse i forskellige sammenhænge og former: når kuratorer og kunstnere rejser uden at tænke på, om deres tilstedeværelse nu egentlig også er påkrævet det sted, de besøger; når kunstinstitutioner prioriterer deres behov for at realisere deres program uanset hvilke latterlige lønninger, de kan tilbyde deres samarbejdspartnere, praktikanter, kunstnere og kuratorer; når en kunstmesse fremmer sin egen dagsorden uden overhovedet at overveje de ønsker og forventninger, der ligger hos hele den gruppe af gallerister, samlere, kunstnere og kuratorer, den angiveligt tjener og gavner; når vi – kunstpublikummet – føler, at vi på en eller anden måde er «anderledes» end alle de andre mennesker, der arbejder og rejser verden rundt med andre formål for øje.
Men vi er ikke anderledes end alle andre. Kunstverdenen er et knudepunkt for smitte, og vi smitter hinanden med vores tankeløst faste overbevisninger, hvor vores specifikke forehavender går forud for alt. Ganske ligesom vi kan bremse antallet af nye coronavirus-smittede, kan vi også stoppe udbredelsen af denne «sociale» virus. Den karantæne, vi i dag oplever på grund af COVID-19, giver os mulighed for at gøre os nye tanker om tid, rum og mobilitet. Kunstverdenen, som altid forventer, at vi kommer til den, skal nu til at finde måder at komme til os på. Det er interessant at se, hvordan kunstinstitutioner overalt i verden, lige fra museer til kunstnerdrevne udstillingssteder, langsomt er ved at udforske forskellige digitale platforme for at gøre kunsten mere tilgængelig online end nogensinde. Superflex’s motto «Al data til folket» kunne ikke være mere profetisk for denne pandemi.
Disse dage giver os mulighed for at gøre os tanker om nye dynamikker, der potentielt set kunne give kunstverdenen ny form og nye strukturer på den anden side af pandemien. Vi lærer i disse dage at sætte almenmenneskelige interesser først og overveje virkningen af vores handlinger ud over vores egen næsetip – hinsides hudens grænser. Hvis vi alle bruger denne tid alene til at sætte spørgsmålstegn ved både essensen og omfanget af vores kunstneriske og kuratoriske praksis, vil vi måske genopdage den levende og intime lidenskab for kunsten, som vi i sin tid næsten ikke ønskede at dele med nogen. Lad os tilbringe nogen tid med den lidenskab, som vi gjorde til et livsprojekt, og som har tilskyndet os til at tage afstand fra sociale konventioner.
Kære venner, kolleger, fjender og konkurrenter i kunstverdenen: i disse tider bliver vi bedt om at leve i karantæne, og det er en uvant tilstand. Vi gør os til fortalere for at holde afstand som den nye passive form for aktivisme; vi nævner det i hashtags i håb om at kunne opnå kritisk masse af støtte til indsatsen. Lad os bruge denne lejlighed til at bane vejen for rent faktisk at opbygge det sammenhold og det samfund, vi hidtil kun har kunnet drømme om, og måske endda fokusere mere på at knytte empatiske forbindelser end på at holde social afstand.
Artiklen er oversat fra den engelske original.
