I sidste uge åbnede Fos sin flydende platform Osloo i Venedigs lagune, hvor han lagde til på øen San Servolo – officielt en del af den danske pavillon på Venedig Biennalen. I aften åbner installationen One Language Traveller på Statens Museum for Kunst. Her skal den stå det næste år i den såkaldte Skulpturgade. Pressemeddelelsen lover den besøgende en rejse gennem membraner, jordhøje, teltrum, gitre og en mystisk sæbeproduktion.
Den danske kunstner Fos (f.1971) interesserer sig for, hvordan vores sociale relationer og fysiske omgivelser indvirker på hinanden. Det giver sig ofte udtryk i en slags Gesamtkunstwerk, hvor Fos skaber en slags skulpturel scenografi, som inviterede aktører – fra kernefysikere og byplanlæggere til klezmermusikere og lyrikere – kan agere i og derigennem også respondere på det skulpturelle udsagn. Kun i kraft af den sociale aktivitet som finder sted i de fysiske rum får skulpturen sin dynamik og egentlig mening. I den forstand er såvel kokosnød-lamperne, isoleringsmaterialet og høballerne lige så vigtige skulpturelle komponenter som kostumerne, reggaemusikken, der spiller på anlægget, forelæsningen om «swarm intelligence» og de hvinende lyde fra aftenens theremin-koncert. Går man ombord i en af Fos’ frembringelser, som han selv benævner «social design», befinder man sig et sted mellem formel skulptur, traditionel håndværk og humoristisk «environmental art». Det er et miljø som er egner sig lige godt til trolde, hipstere, hjemløse og andre interesserede.
Mens Fos var i gang med at sætte udstilling op i København stillede Kunstkritikk ham vores ti faste spørgsmål.
Hvordan går forberedelserne til din kommende udstilling?
Hmm… I øjeblikket har jeg det lidt som hvis man forestiller sig synet af en tabt vase i et rum uden tyngdekraft. Det er lidt af et praktisk virvar som får mig til at ønske at minimalisme var en del af mit virke. Jeg bruger lige dette første spørgsmål til at komme af med lidt af frustrationen, arhh det hjalp! Jo tak, det går helt fint..
Hvad er det vigtigste ved denne udstilling?
Hvad er det vigtigste for en film? Det er at den er god! Men nu er kunst ikke
film. Eller hvad er vigtigste ved en motorvej? Det er vel at den fungerer, men nu
er kunst ikke en motorvej. Så et sted midt imellem.
Hvornår, hvordan og hvorfor blev du kunstner?
Hvornår: Fra starten. Hvordan: Det fortsatte bare. Hvorfor: Ja det er det, jeg vil bruge resten af mit liv til at finde ud af. Hvad er det egentligt mit arbejde bearbejder? Billedkunst er et slags symbolarbejde som samtidig refererer til ens liv, ligesom kunstværket er et symbol for tvivlsomme erkendelser. Måske er spørgsmålet snarere, hvorfor jeg ikke blev noget andet end kunstner. Indre uro og dårlig koncentrationsevne kombineret med en nysgerrighed er måske dårlige kvalifikationer alle andre steder i dette samfund. Måske er det det rum man lever i, som på en usynlig måde dikterer, hvor man ender med at stå!
Hvordan ser du på din rolle som kunstner i dag?
En rolle er et forholdsbegreb – jeg er noget i forhold til noget andet. Hvad forventes af denne rolle og hvordan oplever jeg mig selv acceptere dette? Jeg er endnu ikke helt sikker på, hvad denne rolle skal indeholde, da jeg blot har forsøgt at finde ud af, hvordan man bruger en kalender… og når jeg nu kigger op fra bogen er en rolle etableret som kunstner?
Kan du beskrive din arbejdsmetode?
Som sæbeskum – man stiller en balje med vand, putter sæbe i og rører til der opstår et skumbjerg. Så sætter man sig ned og ser hvorledes boblerne springer indtil bjerget ender som et simpelt net på vandoverfladen. Wow, tænk hvis det var sådan! Men måske er der noget om det alligevel. Jeg arbejder fortløbende i associationer, som forholder sig til det som interesserer mig og som akkumuleres som en slags fortælling, der ligger bagerst i bussen.
Kan du nævne nogen samtidige kunstværker eller kunstprojekter/praksisser som inspirerer dig?
Det er sådan et svært spørgsmål. Der er så mange kunstnere eller tænkere, som jeg har stor respekt for. En samtale her eller et detaljeret syn dér skaber jo en erkendelse, som man forsøger at lære af og bruge i sine ting. Ja, jeg ved det, det er et kedeligt svar, men jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget konkret. Måske er det på grund af de mange skår, som svæver rundt om mig og som jeg ikke kan slippe lige nu.
Hvilken rolle spiller teori i dit arbejde og hvilke teoretikere har eventuelt inspireret dig på det sidste?
Niklas Luhmann åbnede op for systemtankegangen hos mig. Teori betyder alt for mit arbejde, men gerne på et lidt lommefilosofisk niveau, så teorien ikke kommer for nær mit værk. Jeg kan godt lide at lade teorien styre, men det må ikke blive for mekanisk, da det hele tiden skal handle om os som mennesker… hvad vi rører og røres af, først og fremmest.
Hvordan kan billedkunstnere blive honoreret for deres arbejde og samtidig opretholde en kritisk holdning til det kommercielle kunstmarked og offentlige finansieringspartnere?
Der er nogle kræfter i Danmark, som hævder at kunstverdenen er indspist og præget en nepotistisk kunstpraksis, som blot plejer staten, som også betaler for den. Det danske samfund har gennemgået en «fornuftlig-gørelse» på alle niveauer – særligt promoveret fra konservativ side. De er vilde med ideen om service, så der er opdyrket nogle klare ideer og klare forventninger om, hvad som skal forventes. Det er der, jeg først og fremmest ser problemet og ikke i at opretholde en kritisk holdning, for der er fordele og ulemper hvad enten det er en stat eller et firma som betaler. Hvis det enkelte værk er farvet i en særlig kulør bliver det helt af sig selv livløs kunst. Uanset hvilken finansieringsform der er gældende vil det altid være et særligt slid at understøtte sig selv med kunst som drift.
Hvordan kan vi udvikle en teori og en historie for samtidskunsten?
Jeg ved ikke hvad jeg skal svare her! En teori kan vel være fortløbende og historien efterfølgende. I midten ligger kunsten og til siderne sidder dem, som vil sætte det i et spænd. Jeg føler mere det er et spørgsmål om at finde en måde hvorpå en særlig viden kan samles et sted, så det reelt kan have en effekt og ikke som nu fyldt med special effects for at få opmærksomhed. Det er en brydningstid vi lever i, så jeg vil vente lidt sammen med tiden her.
Hvad kunne du tænke dig at forandre i kunstverdenen?
At den blev en mere integreret del af samfundet. Det ville være meget sjovere.
