Højt oppe på væggen i det lavendelfarvede rum hænger et benstykke på størrelse med min underarm og ser mystisk og meget organisk ud mellem rummets øvrige syntetiske materialer. Det er en penisknogle fra en hvalros – i sig selv en rimelig billedskabende reference – og den hænger der, fordi den knytter elementer, der ellers stritter i forskellige retninger sammen. Når knogler nedbrydes udsender de nemlig en lille smule radioaktivitet, og dermed også de neutrinoer, som er de mindste elementarpartikler, og som Lea Porsager fremmaner i sin udstilling på Museet for samtidskunst.
Neutrinoen kaldes også spøgelsespartikler, fordi de knap kan måles og da slet ikke observeres. Den slags er også billedskabende, særligt for en kunstner som Porsager, der igennem sit virke knytter lange kæder af spirituelle og naturvidenskabelige undersøgelser sammen. Særligt for neutrinoen er, at den ikke har et magnetisk felt, og derfor ikke bøjer af, når den møder et materiale; tværtimod bliver menneskekroppen penetreret af milliarder af neutrinoer hvert sekund. Jeg kigger op imod penisknoglen, mens jeg forsøger at tage den information ind.
I loftet over hvalrospenissen kører en 3D-film. Liggende på en knaldrød skumgummimadras kan man – iført et par old school rød/blå 3D-briller med et ekstra lilla felt i brillens midte til det tredje øje – følge neutrinoens vej igennem et abstrakt univers. Der er bobler og fangarme, hvis åbninger vi i rasende fart penetrerer, og glider ind og ud af.
Filmens lydside er en gong, der stiger og falder dramatisk i styrke, og hvis efterklange vibrerer igennem øregange og knogler. Jeg kigger igen op imod penisknoglen og husker at have læst, at tibetanske munke får skåret lårbensknoglen ud, når de dør, fordi meditationer hober sig op som spiritualitet i knoglemarven. Ud af knoglen bliver der lavet en lille fløjte, der kan uddrive spøgelser fra besatte kroppe. Lidt ligesom et gongbad indenfor kundalini-yoga opløser spændinger og balancerer kroppens chakra under meditationen, går jeg ud fra.
Porsager fik interessen for neutrinoen under et ophold på det schweiziske forsøgscenter for partikelfysik, CERN, hvor hun stødte på det neutrinohorn, der har inspireret tre skulpturelle elementer på udstillingen i Roskilde. Hornet – en tre meter lang, teleskopformet metaldims – bliver brugt til at fokuserer flowet af neutrinoer til den stråle, der betyder at man overhovedet kan registrere dem. På Museet for Samtidskunst ligger tre blanke stålskulpturer i samme format langs gulvet og flugter med penisknoglen på væggen. Mens jeg slænger mig på den røde madras, peger alle tre horn direkte imod mig og med et blik op imod knoglen, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad det mon er for en stråle, de sci-fi-futuristiske falloser gør klar til at penetrere mig med.
Det er den åbenhed, man er nødt til at have, hvis man skal kunne følge med i Porsagers fabulerende spekulationer, der sammenstiller og klipper imellem spiritualitet, kvantefysik og almindelig liderlighed. Med pågående queer-attitude destabiliserer Porsager barriererne imellem forskellige kategorier, og man havde nok været temmelig fortabt uden den katalogtekst, der blotlægger udstillingens referencer til Wolfgang Pauli, der i 1930 udtænkte eksistensen af spøgelsespartiklen.
Ligesom Pauli, søger Porsager at påvise en tilstedeværelse, der ikke kan måles og vejes, men som alligevel kan fornemmes – og ikke mindst repræsenteres i et abstrakt, men visuelt stramt billedsprog. Og ligesom Pauli lagde navn til Pauli-effekten, idet han med sin blotte tilstedeværelse forårsagede alverdens ulykker i laboratoriet, er også Porsagers værk fyldt med libido, neuroser og et nærmest Tourettes-agtigt behov for at råbe obskønne gloser ud i enhver værktitel.
[WEAK] FORCE er både ret udknaldet og ret klassisk i sin sammenstilling af de billedkunstneriske og videnskabelige grundforskningsfelter, der handler om at repræsentere det, der er usynligt for øjet.
Partikelståler, hvalrospenisser, spøgelser og det tredje øje er hardcore billedskabende elementer i et neutrino-univers, der netop ikke har en visuel side. I stedet lokkes vi ind i et eksperimentalt sanserum, hvor gongen helt fysisk får øregangene til at vibrere, mens neutrinoerne angiveligt fyger rundt i rummet og Porsager som humoristisk, sexfikseret shaman slår tonen an til et kvantefysisk gang-bang.
