Kirsten Christensen ridser sin sociale indignation over omsorgs- og skattevæsen i keramik. På Holstebro Kunstmuseum er det hårdt som sten og porøst som et slidt hjerte.
På trods af Kirsten Justesens årtier lange opgør med snævre køns(pap)kasser, har Kunsten i Aalborg sat hende i bås.
Fear and Fauna er hårdtslående og moralsk konfronterende, men drukner i sit eget ønske om at være god.
Årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet i København er lavmælt, på kanten af det introverte. Men lægger du øret til konkylien, åbner der sig fuldendte verdener.
Sydkoreanske Kimsoojas sfæriske leg med lysets brydninger drukner i Cisternernes mørke.
I et todelt film- og installationsværk finder kunstnergruppen coyote stilsikkert vej gennem undergrundens dunkle domæner. Men der er også et par blindgyder.
Maria Wæhrens både behersker maleriet og sætter det fri. Det ville klæde hendes galleri at gøre det samme.
Cao Feis udstilling på Charlottenborg er lidt for tung at være i, men trods alt et besøg værd.
Fortab dig trygt i Leonora Carringtons drømmesyn. Arken passer på dig som et lille spættet vagtelæg i en varm, velsignende hånd.
Skønhed og uhygge rækker længere end øjet kan se i Cathrine Raben Davidsens forunderlige grafik.
Kvinder i opbrud på Arken giver ny kraft til bølgen af udstillinger af og diskussioner om kvinders billeder.
Eva Pohls oversigtsværk om danske kvindelige kunstnere fra 1600-tallet til i dag tager et skridt frem, men også et tilbage.
Nasjonalmuseets ledelse har hevdet at det var en glipp å oppgi kunstnerens fødested som Israel. Intern korrespondanse viser noe annet.
Aleksandra Domanović sporer forbindelserne mellem tekno-optimisme og fortidige nationalistiske drømme.
– I dagsläget finns inget som förändrar vår bedömning, säger konsthallschef Joanna Sandell Wright, angående huvudsponsorns påstådda folkrättsbrott.
I regjeringens kulturbudsjett for 2026 satses det ikke på visuell kunst. For en av landets viktigste kunstinstitusjoner er situasjonen akutt.
