Kan vi ikke få en guide til, hvordan man overbeviser en borgmester om, at der skal investeres i kunst? Spørgsmålet faldt halvvejs igennem konferencen om kunst i det offentlige rum, og medførte en længere klapsalve.
Konferencen Work-in-Progress med undertitlen «Gi’ plads til kunsten i hverdagen» var arrangeret af Statens Kunstfonds Legatudvalget for billedkunst, og var en slags inspirationsdag fyldt med eksempler på, hvordan det kan se ud, når projekter lykkedes og kunstværker rejses rundt omkring i det kommunale landskab. Og deraf måske frustrationen, for det var dagen igennem tydeligt, at det ikke nødvendigvis er helt ligetil at få skabt grobund for det gode projekt.
Konferencesalen i Det Kgl. Bibliotek var næsten fyldt op, primært af kommunalt ansatte og medlemmer af lokale kunstråd. Også en del kunstnere var mødt op, ligesom man kunne finde repræsentanter for kultur- og almennytte fonde, kunst- og byggekonsulenter og enkelte kuratorer blandt publikum, da Søren Taaning, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for billedkunst, bød velkommen til dagens første taler.
Lisbeth Wolter er stadsarkitekt i Vejle Kommune og igennem en længere præsentation kortlagde hun, hvordan man i Vejle har brugt kunsten som drivkraft for byudviklingen. Vejle udmærker sig ved at være en af de få kommuner, der har formulerede en decideret kunstpolitik, hvilket ifølge Wolter er vigtigt, fordi det holder politikere og forvaltninger oppe på, at kunsten er en prioritet. Her pegede hun på det, der i løbet af dagen skulle vise sig at være en af de største forhindringer for, at det bliver investeret i kunst i det offentlige rum, nemlig samarbejdet på tværs af forvaltninger.
Wolter fortalte, hvordan ansatte i eksempelvis kulturforvaltningen kunne opleve, at der var meget lidt lydhørhed overfor gode ideer i den tekniske forvaltning, hvor anlægsbyggeri primært hører til. Men i Vejle har man netop haft held til at tænke kunsten ind anlægsarbejdet, hvilket ikke alene gør byens anlæg mere interessante, men også gør projekterne mere økonomisk overkommelige.
Kunstneren Anders Bonnesen har eksempelvis skabt et værk i belægningen på en vej, man alligevel skulle anlægge, ligesom man har tænkt kunst ind i legepladser, broer og sågar brønddæksler. Wolters råd til andre kommuner handler således om, at kunsten skal have et talerør, der kan formidle ideerne til de lokale politikere på en måde, så det forståeligt, og at der skal skabes tillidsfulde relationer imellem de forskellige forvaltninger i kommunen. Herefter fulgte fire korte præsentationer af cases, der på hver sin måde udgjorde en opbyggelig historie om, hvordan kunsten kan komme i spil i det offentlige rum.
Diana Velasco, projektleder i Metroselskabet, fortalte således en udviklingshistorie om, hvordan man i forbindelse med de midlertidige udsmykninger, Byens Hegn – de grønne hegn, der indtil for et øjeblik siden omkransede metrobyggeriet – har samlet erfaringer, man nu kan anvende i de permanente udsmykninger af metrostationerne på den kommende Sydhavnslinje. Velasco lagde vægt på, at man skal sørge for at tænke kunsten ind tidligt i processen og sikre sig, at der er velvillighed hos bygherren.
Dagens mest rørende case blev fremlagt af Christian Varming, der er afdelingsleder på en folkeskole – Bakkeskolen Cosmos ved Esbjerg. For fire år siden var skolen lukningstruet, blandt andet på grund af en skæv elevsammensætning, der på det tidspunkt talte 98 procent tosprogede elever. I ledelsen havde man, som han sagde «ret mange andre ting at se til», så da skolen blev del af et samarbejde imellem Statens Kunstfond og Esbjerg Kommune, var han ikke umiddelbart begejstret.
Det ændrede sig blandt andet fordi, Statens Kunstfond og kunstneren Astrid Marie Christiansen brugte tid på at lære skolen, eleverne og de ansatte at kende, så der blev skabt et ligeværdigt samarbejde. En skole er normalt ekstremt målstyret, så man havde været nødt til at ændre fokus i mødet med et kunstnerisk projekt, som man ikke nødvendigvis kunne kende udkommet af. På skolen blev kunsten en katalysator for en ny selvforståelse: «Det, vi har lært som skole, er faktisk det, vi gerne vil lære vores elever: At åbne øjene og stille spørgsmål til verden, selv om der ikke nødvendigvis forelægger et svar,» sluttede han.
Efter to yderligere cases om kunststrategien i Skærbæk (fremlagt af kunstner Cai-Ulrich von Platen) og om kunst i det almene boligområde Fjordparken (af direktør i boligforeningen Anita Ulrik Sørensen), fremlagde medlemmer af legatudvalget – direktør for Kunsthal Aarhus, Jacob Fabricius og kunstnerne Mikkel Carl og Ane Mette Ruge – på skift to publikationer og et såkaldt «værktøj», der tilsammen udgør en slags konkret manual til, hvordan man som kommune kan arbejde med kunst i offentligt rum.
«Kunst i hverdagen» er titlen på den ene publikation, der består af en række gode eksempler på projekter, der er tildelt støtte de sidste fire år. Bogen er inddelt efter økonomisk formåen, for, som Jacob Fabricius understregede, begår mange kommuner nemlig den fejl, at de lade sig inspirere af andres strategier og projekter, men glemmer at tage højde for lokale forhold.
Mikkel Carl understregede, at Statens Kunstfonds opgave er at være igangsættende, både i forhold til at få kunsten ud i landet, men også i forhold til at få kunstnere fra yngre generationer og med andre typer praksis end de gængse ind i det felt, der handler om udsmykninger. En af de interessante erfaringer, man har gjort sig i udvalget er, at brugerne ofte er langt mindre fordomsfulde end fagfolk, og at det derfor godt kan betale sig at foreslå en kunstner, man fra udvalget side tænker som en dark horse. Som eksempler på mere funky offentlige værker nævnte han blandt andet Uffe Isolottos udsmykning af Vendsyssel Teater og Janus Høms værk på siderne af Varde Biblioteksbus.
Kunstner og udvalgsmedlem Ane Mette Ruge fortalte, at Legatudvalget ofte oplever, at kommuner har mange og meget specifikke ønsker til, hvilke problemstillinger, kunsten skal kunne løse. Det kan være alt fra tryghedsskabende belysning på en offentlig plads til inddragelse af bestemte typer brugere med særlige behov. Hun viste et eksempel på et værk, der var blevet til i samarbejde med et kommunalt udvalg, men efterfølgende nedstemt politisk, nemlig Karin Linds lysværk, der skulle forbinde Hundested Havn med byens hovedgaden. Desværre kom hun ikke nærmere ind på, hvad der sker efterfølgende i sådan et tilfælde: Hvem sikre kunstnerens rettigheder og hvordan kommer man videre, når et projekt støder på massiv modstand?
Måske var det også det mest presserende spørgsmål, mange i salen sad tilbage med. På denne type konference er der naturligvis bred enighed om, hvor vigtig kunsten er i de offentlige rum, men mange kunne nikke genkendende til, at det ikke nødvendigvis var en prioritet i det politiske lag. For hvordan sikrer man en god kommunikation på tværs af forvaltninger og fagligheder? Hvordan overbeviser man en borgmester?
Rådene fra panelet var mildest talt ukonkrete: Flere oplægsholdere pegede på tid, vedholdenhed og tillid som vigtige faktorer. Det lød både rigtigt og lidt svært at gå hjem og handle på. Som lidt udenforstående i forhold til kommunale anliggender fik jeg fornemmelsen af, at rigtig meget beror på den enkelte ansattes personlige kompentencer; evnen til at slå i bordet, til at formidle kunstprojekter, så man forstår genvinsten og ikke mindst til at opbygge et tillidsforhold til såvel diverse forvaltninger og politikere som til kunstnere og borgere.
Dog var der måske hjælp at hente i det sidste af dagens oplæg. Her præsenterede kunstner Eva Steen Christensen, også medlem af Legatudvalget, en manual, et helt konkret værktøj til, hvordan man udvikler en kunststrategi, hvis man ikke allerede har sådan en. Over tretten sider gennemgår manualen detaljeret tre modeller for at inddrage kunstnere og kunstprojekter fra ide til handling. Først en kunststrategi med fokus på at få afklaret, hvorfor man overhovedet ønsker at inddrage kunsten. Dernæst, et kunstprogram, der ønsker at definerer, hvad det er for en kunst, man gerne vil have, og endelig en handlingsplan for, hvordan kunstens skal realiseres. Nemt og enkelt på papiret, måske, men i praksis lidt vanskeligere – og, som dagens mange gode eksempler understregede, noget der ofte kræver en decideret kommunal ildsjæl.
