I slutningen af august måned åbner de danske kuratorer Kristine Siegel og Rhea Dall et center i Berlin, hvor de med halvårlige cyklusser fokuserer på kunstneriske praksisser. At de to kuratorer har valgt at åbne PRAXES Center for Contemporary Art i et kompleks omkring en nyligt renoveret kirke i Berlins Kreuzberg-kvarter skal ikke ses som en indikation af religiøse ambitioner. Stedets fokus er, som navnet også antyder, på praksis. Helt konkret på to kunstneriske praksisser, som i perioder af et halvt års varighed vil være omdrejningspunkt for en serie «udstillingsmoduler» og relaterede diskursive aktiviteter. I løbet af de seks måneder vil de inviterede kunstnere lave en række sammenhængende præsentationer – nye kommissioner, gamle værker, samarbejder, uafsluttede projekter, mislykkede idéer, arkiver og andet materiale – som fra forskellige vinkler afdækker temaer og metoder i de respektive kunstneres praksis. Dette vil blive suppleret af en række live-begivenheder, «Parlors», samt gratis skriftligt materiale, «Papers».
Som navnet antyder, er der en forbindelse til 1990ernes neo-konceptuelle interesse for kunst som praksis, men det er i den udvidede nutidige forstand, hvor også kuratorer og institutioner reflekterer kritisk over deres praksisser. Kristine Siegel beskriver projektet som «en form for kollektiv samtidskunstforskning, hvor akkumuleringen af skriftligt materiale, udstillinger og live events udgør et undersøgelsesfelt, som er bygget til en mangfoldighed af positioner, kritik og respons over tid.»
Dall og Siegel kommer fra stillinger som henholdsvis kurator (og leder af researchprogrammet) på Kunsthal Charlottenborg og Program Director på ISCP i New York. Begge arbejder på Ph.D.-projekter om «kuratorisk forskning og viden» på Københavns Universitet, hvor PRAXES fungerer som en slags case study.
Hvilke erfaringer og ambitioner ligger til grund for PRAXES?
Siegel: Idéen om PRAXES stammer fra en oplevelse af, at traditionelle udstillingsgreb ikke kan rumme de fortløbende overvejelser, afprøvninger og endda modsigelser, som mange kunstneriske praksisser rummer. Når man som kurator laver flere studio visits over længere tid med den samme kunstner ser man, hvordan processen tager farve af materialeeksperimenter, samarbejde med andre kunstnere, forskellige strenge af inspiration, og andet, men ofte forsvinder den porøsitet i udstillingens interne logik. PRAXES handler ikke om at fokusere på proces eller produktion, men om at lave udstillinger, hvor der faktisk er tid til udfolde bredden i en praksis i en række sideordnede kapitler, der ikke behøver at indordne sig efter hinanden. Derved kommer vi måske tættere på, hvordan mange kunstnere arbejder i dag.
Dall: PRAXES svarer på et institutionelt landskab, som er forholdsvist ensrettet, hvor langt de fleste udstillingssteder vælger at arbejde med nye kunstnere hver anden måned. Dette skaber en generelt kuratorisk og kunstnerisk frustration: netop når det gode samarbejde er etableret skal kunstnerne «videre». I stedet for at koncentrere kræfterne om selve «indholdet» bliver kunstneriske og kuratoriske kræfter ofte brugt på at facilitere nye møder med nye organisationer, kunstnere. Med PRAXES forsøger vi i stedet at fastholde denne samarbejde over længere tid – dvs. et halvt år – og over flere udstillingsmoduler, så man kan fordybe denne og se nye vinkler af praksissen undervejs.
Hvordan forholder PRAXES sig til den berlinske kontekst?
Dall: Berlin har selvfølgelig en del store og tungere institutioner og mange hundrede små projektrum, som viser helt unge kunstnere. Men der findes få ikke-kommercielle, mellemstore udstillingssteder, der har en klar, eksperimenterende kunstnerisk og kuratorisk profil. Dertil er byen en enorm ressource. Det er et sted med en utrolig samling af kulturel viden. Men de fleste aktører i dette felt lægger deres ekspertise udenbys. Vi vil gerne trække disse ressourcer tilbage til Berlin og skabe en institution, som kan samle dette potentiale omkring den kunstneriske praksis og udstillingen som kerne.
Og det er det, der adskiller PRAXES som institution?
Siegel: PRAXES adskiller sig fra andre institutioner ved at etablere et langvarigt samarbejde mellem institution, kunstner og udefrakommende ekspertise. Og så starter vi helt forfra med to nye kunstnere og nye kuratoriske kræfter hver 6. måned, hvilket betyder, at organisationen bliver ved med at være fleksibel og i bedste forstand amatøristisk. Det kræver en en særlig institutionel lydhørhed at inkorporere og orkestrere mange forskelligartede tilgange til den samme kunstners arbejde – og at grundfæste de tilgange i en specifik demografi med et potentiale som Berlin.
De to første kunstnere på PRAXES bliver Gerald Byrne og Jutta Koether. Hvorfor har I valgt at lægge ud med netop de to?
Dall: Det er væsentligt for os, at det er et bredt spektrum af kunstnere, som ser en anden tidslighed og samtalen – mellem kunstnere, kuratorer, publikum, performere, videnskabsfolk, skribenter, filosoffer – som inspirationskilder. På hver sin forskellige måde er Jutta Koether og Gerard Byrne oplagte her. De er kunstnere, for hvem disse samtaler er kærkomne og integrerede i deres praksis, og hvor der er et arkiv af sjældent materiale at dykke ned i.
