Jeg går fra gågaden ind i gården til Museu Nacional do Azulejo. Der er regnbuefarvede fugle i tropiske træer og svedende turister i skyggen. Der står en stor keramisk krukke på jorden, dobbelt så høj som mig, lavet af rød ler. Indenfor er der en billetskranke og information til venstre. Til højre er museumsbutikken, der holder siesta mellem 12:30-13:30. Gulvet er af mørk sten og der er højt til loftet. Temperaturen er over stuetemperatur. Der er fem mennesker i rummet. De er alle over fyrre år.
Jeg går ind på museet. Den midlertidige udstilling er under installering. Der er ingen information om hvilken. Den permanente samling fylder tre etager og omkranser den gamle klostergård, der er afspærret af glasdøre. I midten af gården findes et springvand, der er lige så højt som mig. Jeg hopper over glasdørene ind i gården, går hen til springvandet og døber mig selv: «Alexander Tovborg, troens ridder». Rundt om springvandet er der lavt voksende, udtørret græs. Der er også et åbent værksted for restaurering og konservering af ældre mosaikker, som får alt i nærheden til at dufte af sten. Jeg går ind i det første museumsrum op ad en handicap-rampe. Her vises de portugisiske klinkers tidlige referencer til maurerne. Alle klinker er på størrelse med min knytnæve.
Det næste rum huser den gamle klosterkirke. Rummet er stort og delt i tre: kirkeskibet, våbenhuset og kirkemuseet. Man kommer ind i våbenhuset. Der er mørkt, der lugter af røgelse og der er koldt. Der er en baby-jesusfigur i en guldmontre med et elektrisk lys der flimrer. Jeg kravler ind til ham og tager hans tøj af og giver ham mit eget på. Jeg sætter en ny pære i, jeg nusser ham på panden og hvisker ham i øret. Mon frère. På et podie i hjørnet står en miniaturemodel af kirken. Kirkerummet er aflangt med bænke, knæfald på begge sider og marmormosaik over hele gulvet. Langs væggene er der klinkemosaik fra gulvet til min hovedhøjde. Klinkerne er alle malet i ultramarin-blå. De viser Frans af Assisis livshistorie sat i scene i Brasilien. Det tager mig et halvt år at komme igennem junglen før jeg endelig møder Frans, som allerede var en mytisk figur dengang, og som er jævnaldrende med mig. Han havde været meldt savnet i tre år og ønsket tilbage af den katolske kirke til sin helgenkåring. Frans har samlet en gruppe indfødte og opbygget et hel samfund af franciskanermunke omkring en Assisi-hule nordvest fra Sao Paulo, for enden af floden. Jeg beder Frans om at komme med tilbage til kirken, men han modsætter sig som forventet. Jeg tager hans tøj af og tager det på. Det er for bredt om livet og føles rent. Jeg giver ham mit Jesus-tøj på og kaster hans og alle andre indfødtes lig i floden. Det er en rød flod. Der er krokodiller og palmer. Der står alteret i guld. Det er tre gange så højt som mig, og har en Jomfru Maria-figur på størrelse med et spædbarn stående i dets alterbue. Jomfru Maria er klædt i en kjole i det portugisiske flags farver: permanent-grøn, crimson-rød og guld-gul. Marias udtryk er afslappet. Jeg går tilbage igennem kirken og våbenhuset og ind til kirkemuseet. Der er fire vertikale vinduer. Der er en gammel kristusfigur fra 1700-tallet og en enorm klinkefrise. Motivet forestiller Kristusmyten i Brasilien blandt slaver og kolonisthuse. «Horror vacui» står der på informationsskiltet. Jeg går ud og tilbage til klostergården.
Jeg går hen til det sted, hvor konservatorerne arbejder. Der er to personer på arbejde. Den ene, en kvinde, sider ned og filer en klinke. Den anden, en mand, bærer rundt med kasser fyldt af klinker. På gulvet ligger en større klinkemosaik der er ved at blive restaureret. Motivet er fra Johannes åbenbaringen; antikrist. Det er Babylons hore, steget op fra helvedet for at møde mig. Hun har en kop i hånden af hvilken hun drikker Jesus martyrers blod. Hun vil at jeg skal drikke af koppen. Hun er iført en flot kjole af guld. Jeg føler en længsel efter at have kjolen på selv. Hun rider på et syvhovedet bæst med hale, og syv små engle flyver hen til mig for at advare mig om, at dommens dag er i dag, tirsdag. Jeg tager mit tempelriddersværd frem og ridder med ærkeenglen Mikael i korstog mod hende. Jeg har mellemlangt lyst hår og er hvid. Det syvhovede bæst er dobbelt så stort som mig. Jeg spidder dets hjerte med sværdet og ærkeenglen hugger alle hovederne af. Englene flyver hen til os og begynder at spise af bæstets krop. Angles of God. Babylons hore går mig til hoften og nu prøver hun at flygte i sin kjole. Jeg separerer hendes hoved fra hendes krop med hendes kop. En blå regnbue af pigmenter strømmer ud af hendes hals. Jeg afklæder hende og tager hendes kjole på. Jeg er glad og jeg er religiøs.
Jeg går væk fra konservatorfløjen og ud i museumsbutikken. Jeg køber en lille bog på engelsk, 100 sider i farver, om museet og dets highlights. 32 euro. Jeg går ud i museumsgården. Det er omkring 30 grader. Jeg går ud i byen.
Alexander Tovborg, f. 1983. Tovborg er 1.68 cm høj. Tovborg er glad. Tovborg har runde brune briller og azurblå øjne. Tovborg elsker farver og skønhed. Tovborg sagde engang «myten er en tilstand». Det vakte genklang. Tovborg har en soloudstilling hos Galleri Nicolai Wallner til august. Tovborg er billedkunstner.
