I starten af maj besluttede den private non-profit organisation ICANN (Internet Corporation for Assigned Named and Numbers), der administrerer internettets overordnede infrastruktur, at det vil udbyde domænet kaldet «.art». Dette domæne skal være et af de i alt 244 nye såkaldte «top level domain names», – fx .thai, .cars, .xbox og .gay – som ICANN vil overgive administrationen af til de ansøgere organisationen finder bedst egnet. Den vindende ansøger vil både være ansvarlig for den tekniske implementering og de formelle retningslinjer, som alle – museer, gallerier, kunstnere etc. – der har interessere i at registrere sig under .art skal forholde sig til. Det er selvsagt en stor opgave, der involverer et tilsvarende stort ansvar og en tilsvarende stor økonomi, hvilket også afspejles i at det kostede 185.000 USD alene at få accepteret en ansøgning hos ICANN. Det forventes, at afgørelserne om hvem der skal administrere de forskellige nye domæner vil blive truffet i løbet af 2013.
I flere tilfælde er processen lettet af, at der kun er en ansøger, men ansøgerfeltet for .art tæller hele ti, hvoraf otte er virksomheder, der specialiserer sig i administration af topdomænenavne. De to øvrige ansøgere er henholdsvis websitet DeviantART, hvor kunstnere af enhver slags kan uploade deres værker, og firmaet e-flux, der blandt andet udsender et af de mest feterede og læste nyhedsbreve i kunstverden.
At e-flux ansøger er interessant. Af flere grunde. Både hvad angår deres begrundelse for at ansøge og selve ansøgningen.
I deres ansøgning fremhæver e-flux, at de som den eneste ansøger fra kunstverdenen vil være en garant for den kunstneriske kvalitet og en udvikling i fællesskabets (læs: kunstverdenens) navn, samtidig med at de vil sørge for, at topdomænet ikke udsættes for økonomisk spekulation og overskylles af «fjollet kommercielt indhold».
Det mest konkrete udtryk for denne beskyttelse af kunstverdens (i første omgang kunstinstitutioner og med tiden også projekter og individuelle kunstnere) interesser og sin forpligtelse til det fællesskab, som kunstverden udgør er, at e-flux ifølge ansøgningen «har til intention at donere mindst 10% procent» af det man kun kan antage vil være en indkomst i mangemillonklassen ved at drive .art til «et eller flere kunstrelaterede projekter». E-flux vil med andre ord give det, de betegner som «en betydelig del» tilbage til det fællesskab, som betaler for at have hjemmesider med efternavnet «.art». Derudover vil en eventuel bestyrelsen bestå af fagfolk, det vil sige kunstnere, kuratorer og skribenter.
Det lyder alt sammen så godt og enkelt, men uanset intentionernes karakter er de stadig bare intentioner, og administrationen af et topdomænenavn er et kompleks anliggende. Af sammen grund er e-fluxs ansøgning da også i flere kunstrelaterede internetmedier (Art F City og Temporary Art Review) blevet kritiseret. Internettet er født af en forestilling om en åben, ikke-hierarkisk struktur og når en organisation, som i forvejen indtager en afgørende magtposition i kunstverden, ansøger om at komme til at administrere registreringen af et .art-domæne, så kan det ses som en uhensigtsmæssig udvidelse af organisationens indflydelse og beføjelser i forhold til fællesskabet. Udover at pointere denne risiko for institutionel topstyring, så går kritikken også på en usikkerhed som følge af nogle vage formuleringer i centrale aspekter af ansøgningen. For trods de erklærede gode intentioner, kommer e-flux’ ansøgning ikke specifikt ind på hvordan denne støtteordning vil fungere i praksis. Hvordan skal man eksempelvis ansøge? Hvem kan ansøge? Og ikke mindst, hvem beslutter hvem der skal have støtte? Vil e-flux demokratisere eller centralisere magten? Eller rettere hvordan vil de undgå en centralisering? Det er vigtige spørgsmål at få svar på for at kunne forstå hvad e-flux mener med sin forpligtelse på kunstverdens fællesskab.
Selv forsikrer en af e-fluxs grundlæggere Anton Vidokle at .art ikke vil blive kurateret, og at e-flux vil arbejde for at «kunstdomænet på internettet vil blive udviklet på en vidende, ansvarlig og tilgængelig måde, for at understrege sammenhængen, dynamikken og diversiteten i vores fællesskab».
Og støtter vil sige sige, at e-flux uanset karakteren af deres ansøgning redder kunstverdens onlinerøv. Der er jo ingen andre aktører fra dette fællesskab, som har ansøgt, og om ikke andet er det vel i forhold til de andre ansøgere således «det mindste af alle onder». Skræmmebilledet er, at en anden administrator uden noget tilhørsforhold til kunstverden udelukkende vil tænke på egen bundlinje, og ikke give noget tilbage til fællesskabet, at .art vil drukne i kommercielle spekulationer, og kunstens navn blive tilsmudset og fortyndet.
Skræmmebilledet har nok rod i virkeligheden, men det er for let en undskyldning for ikke at stille kritiske spørgsmål. E-flux er en central magtspiller i formidlingen af samtidskunst på internettet og en udvidelse af organisationens territorium med administrationen af .art vil betyde, at de vil blive gate keeper for et at de mest betydningsfulde aspekter af samtidskunstens tilstedeværelse og grænseflade på internettet. Så uanset hvordan man ser på det, er der tale om en centralisering af magt. Det ligger i selve det at administrere et top level domain name.
Et afgørende aspekt som ikke adresseres i denne diskussion om magt er betydningen af det kommende .art-domæne. Vidokle siger, at «internettets struktur er ved at ændre sig således at den meste information om mad vil blive fundet på et .food-domæne, mens den meste information om biler vil blive fundet på et .car-domæne og så videre». Er det virkelig rigtigt? Det er svært at forestille sig. Der er tidligere blevet udbudt nye topdomænenavne med relativ lille succes og slet ikke i en grad som har ændret brugernes søgemønstre. Og som kroneksemplet Google viser er det søgemaskiner (og andet browsersoftware) og ikke domænenavne, der i dag bestemmer, hvordan brugere navigerer på internettet.
Skal man forstå det sådan, at Vidokle gør reklame for .art og e-fluxs vision ved at skabe en falsk forestilling om, at det er vigtigt at registrere sig der?
Videre er det i denne sammenhæng interessant at erindre sig, at da samtidskunsten – eller netkunsten om man vil – opdagede internettet i starten af 1990erne så skete det netop i en avantgardistisk udfordring af kategorisering og identifikationen som kunst. Internettet var et nyt medie, der tillod kunstnere at arbejde og distribuere deres arbejde i et ikke-institutionaliseret netværk fri for de etablerede museer og galleriers magtstrukturer og kulturelle eksklusivitet. Klassiske netkunstværker som duoen jodis kaotiske hjemmeside (1995), der fik din computer til at crashe, eller kollektivet etoys Digital Hijack (1996), hvor de undergravede logikken i Alta Vistas søgemaskine, havde ikke haft samme fremmedgørende effekt, hvis værkerne havde været registreret under et .art-domæne. Og at jodi eller etoy ville have søgt om et sådant domæne til værkerne er også ret utænkeligt. Ligesom det er sikkert at bidragsydere og læsere på mailinglister som nettime (1995- ) og 7-11 (1997-1998) vil opsige deres abonnement, hvis der stod «.art» efter navnet. Det var netop muligheden for at skabe og nå et publikum uden at blive stemplet entydigt som kunst, og i en kontekst som ikke var entydigt var kunstnerisk, der tiltrak mange netkunstnere.
Derudover kan det undre, at e-flux er interesseret i administrationen af noget, der tjener til en kompartementalisering af vidensområder, da det jo netop er noget samtidskunsten – og e-flux – selv længe har udfordret. Ikke bare har netkunsten arbejdet i et udvidet æstetisk felt, hvor grænserne mellem kunst og ikke-kunst er ophævede, mens samtidskunsten generelt har siden 1960erne været karakteriseret ved en transversal orientering og form, der har forbundet sig med, indoptaget og opereret i ikke-kunstneriske vidensområdet som sociologi, antropologi, aktivisme, erhverv, design etc. etc. At registrere sig under det fagspecifikke .art vil indirekte signalere, at man ser kunsten som adskilt fra disse andre vidensområder. At man markerer et fagligt territorium. Hvilken interesse kan e-flux have i det?
I forhold til netkunstens kritik virker e-fluxs ansøgning og vurdering af .art-domænets betydning således som en institutionel anakronisme og unødvendighed. Kunsten og kunstverden har jo klaret sig fint uden .art i to årtier. Ja, faktisk har den udviklet sig væsentligt netop i fraværet af et sådant domæne.
Men måske er denne kritik forfejlet, fordi man skal forstå e-fluxs ansøgning sådan, at den ikke handler om kunst, men om kunstverdenen som et særligt fællesskab. Og dog. For hvorfor denne interesse i at afgrænse dette fællesskab med et topdomænenavn ligesom andre brancher, når dette fællesskab så længe har arbejdet for en større grad af åbenhed og inklusivitet hinsides kategoriseringer og fast identitet?
Det er et mærkværdigt mix af branding og institutionalisering, som er politisk problematisk.
Et svar skal nok findes i det åbenlyse forhold, at e-fluxs ansøgning selvfølgelig giver mening rent økonomisk. E-flux er jo ikke bare en institution i sig selv, men også en virksomhed og en virksomhed, der har tjent stort på internettets økonomiske muligheder (de kan betale 185.000 USD for at få godtaget en ansøgning hos ICANN uden nogen garanti for at indskuddet betaler sig). Set i den kontekst er ansøgningen et oplagt, opportunistisk forretningstræk, som et forsøg på at ride med på endnu en økonomisk online-bølge. Men det siger e-flux selvfølgelig ikke, for det stemmer ikke overens med deres profil i kunstverden at agere kapitalistisk og magtstrategisk.
Men tager man omvendt virksomhedens fællesskabsidealer for pålydende, havde det så ikke – ikke mindst i en tid hvor onlinegiganter som Facebook kritiseres for at lukrere på brugernes aktiviteter – været mere nærliggende at ansøge med en model, hvor administrationen af .art var baseret på en radikal form for fælleseje hinsides neoliberalistisk udbytning af internettet? Umiddelbart jo, men det ville højst sandsynligt ikke være en model med store vinderchancer hos ICANN.
Kunstverdenens kritiske idealer, som e-flux hylder, lader sig ikke oversætte til internettets hierarkiske domænenavnsstrukturer, der er vidt forskellig fra «nyhedsbrevstrukturen». Det synes med andre ord som, at organisationen med sin ansøgning løber en risiko for at sætte sig mellem to stole. På den ene side gode intentioner og på den anden en virkelighed, som gør det svært at ikke at skulle gå på kompromis med de idealer, som intentionerne tager udgangspunkt i.
