I pressemeddelelsen til Lulu Kaalunds udstilling i V1 Gallerys mindre lokale, Eighteen, kan man læse, at kunstneren i sine nye værker er optaget af tomrum. Ikke som abstrakt begreb, men i helt konkret forstand: De tolv hæklede garnværker, som er spændt op på trærammer med spinkle tråde, er fyldt med huller. Gabende fravær veksler med farverige, hæklede abstraktioner, holdt sammen af snore med perler, der giver værkerne et edderkoppespind-lignende udtryk. «Portaler til ukendte oplevelser», kalder teksten det, og jeg funderer over, hvilke oplevelser, vi mon er ude i.
Udstillingens titel It’s More Like an Obsession er et citat fra den amerikanske tv-komedie Freaks and Geeks, der løb over skærmen i 1999-2000, men det er næppe den oplevelse, teksten refererer til. Snarere peger titlen på Kaalunds metode, der er styret af en intuitiv skabertrang, som får hende til at medbringe håndarbejdet, hvorend hun befinder sig. Værkernes abstrakte motiver vokser organisk frem uden en forudgående plan, præget af de miljøer og mennesker, Kaalund omgiver sig med i øjeblikket. Man kunne kalde det en slags hæklet dagbog.
Når Kaalunds værker kommer så intuitivt til hende, er det måske fordi, hun betjener sig af et formsprog, der vil virke bekendt for de fleste. Værkerne består af flere hæklede stykker, der oftest starter i ét centralt punkt og bevæger sig i cirkler og kvadrater ud fra dette; ikke ulig de hæklede plaider og grydelapper, mange vil huske fra besøg hos deres mormor, omend med mere abstrakt variation og tydelig sans for lækre farvesammensætninger.
En mere kunstrelateret association kunne være den amerikanske queeraktivist og feminist Harmony Hammond, hvis tekstilværker fra 1970’erne indskrev hende i en ellers mandsdomineret verden af abstrakte ekspressionisme. Men hvor Hammonds værker handlede om at skabe et rum for det feminine håndværk, er Kaalunds udstilling selve beviset på, at der i dag findes en plads på kunstscenen til netop det.
En interessant detalje ved de større af Kaalunds værker er, hvordan de hæklede stykker buler og bøjer sig, som bar de aftrykket af en krop i sig. Og måske er det netop tilfældet, for på kunstnerens instagram kan man se, at Kaalund også arbejder med mere traditionel beklædning, en slags wearables et sted imellem Lærke Bagger-strik og en blød version af den Y2K-stil, der er navngivet efter angsten for et digitalt sammenbrud omkring årtusindeskiftet, og som nu fylder i modebilledet igen.
Når Kaalund i presseteksten beskrives som «et medium», hendes stil som «et uudtalt forhistorisk sprog» og hendes værker som «portaler», kan det skabe en uheldig association til appropriation af traditionelt håndværk fra helt andre kulturkredse. Jeg tror dog ikke, at Lulu Kaalunds egen intention går i den retning, og jeg vælger i stedet at se hendes praksis som en lidt for modebevidst hyldest til dem, der kom før hende og banede vejen for det kvindelige håndværk som kunstnerisk udtryk.
