Hvordan bliver man ved?
Kunstneren Henriette Heise forsker i afdøde kunstneres senværker. Ikke mindst for at lære, hvordan andre fandt styrken til at lave kunst, trods modgang, krige og kriser. «Jeg har bemærket, at mange senværker har noget ‘fuck det!’ over sig. En fornemmelse af, at kunstneren tillader sig selv at give slip i forhold sin tidligere produktion, og det er meget inspirerende,» fortalte Heise.
Hvid støj
«Er der rent faktisk helt stille, eller er der snarere tale om en form for institutionel hvid støj?,» spurgte kunsthistorikerne Marie Fintsten og Anna Vestergaard i en kritisk kommentar til de danske kunstinstitutioners tavshed omkring situationen i Gaza. Det var også en opfordring til de store institutioner om at spille en aktiv rolle i politiske spørgsmål og humanitære kriser.
Stemning over indhold
Efter ’kunstens kunstneriske vending’ er stemning en ny målestok for kvalitet, foreslår Kristian Vistrup Madsen. «Stemning stedsfæstner dig, opløser dig kortvarigt, og kaster endda sit skær over på værker fra avantgarde-traditionerne ved at understrege deres følelsesmæssige undertoner, og vise os, det vi har glemt, altså det, som gjorde dem til kunst i første omgang,» skrev Madsen i dette essay, som desuden var en opfølger til hans «Samtaler mellem venner» fra 2023.
Kunstner bag ny skov på dansk ø
Kun hvis Camilla Berner bliver meget gammel, vil hun selv komme til at opleve resultatet af det, hun kalder en drømmeopgave; at rejse en 16 hektar stor skov på Ærø, som aldrig må fældes. Om man overhovedet skal kunne se, at det er en skov plantet af en kunstner, taler Berner om i dette interview.
Kunstkritikken forsvinder
I 2024 lukkede magasinet Kunsten.nu for at genopstå under nyt navn, men uden anmeldelser og uafhængig kunstjournalistik. Dette blev blot en i rækken af danske medier, som det sidste år har skåret ned på den fagligt funderede kunstkritik. Louise Steiwer talte med flere af de redaktører, som har svunget sablen og fik flere forstemmende svar, som ikke overraskende kan koges ned til: Læsertal er alt.
Ud i virkeligheden
«Måske er noget af det mest iøjnefaldende og gennemgående smukke ved årets afgangsudstilling, at mange af afgangsværkerne har en relativt usentimental – men hverken indifferent eller uengageret – omgang med netop virkeligheden. I udstillingens første store rum findes aviser og nøglebokse, flyttekasser og London, fortov og varmelampe og politi og julesang og pigtråd og solnedgang,» opsummerede Nanna Friis dimittendudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Kurve og koncepter
Østerskurve, sykurve, en københavnsk fiskekonekurv fra 1920erne og en ostedrænekurv fra 1950erne. Kurveudstillingen på Sophienholm pustede nyt liv i forestillinger om til brug og til pynt. Vel at mærke på en anderledes måde, end det er blevet dyrket i samtidskunstudstillinger det sidste årti. Nok fordi den var kurateret af arkitekterne Mathias Mentze og Alexander Vedel Ottenstein, som formåede at skabe en udstilling, der gled ubesværet mellem kurve med og uden funktion, mellem brugskunst og kunst-kunst.
Hvem er bange for Anish Kapoor?
Anish Kapoor indtog Arken og Louise Steiwer følte sig manipuleret af den velproducerede brutalitet, som hun medgav virkede på krop og sansesanseapparat, men forstod dybest set ikke, hvad udstillingen ville hende: «Vi ved jo allesammen godt, at der findes ondskab i verden, at sindet kan være mørkt og at sanserne kan bedrage os, så hvorfor denne magtdemonstration?»
Mig, mig selv og Roni Horn
«Roni Horns umiskendelige sjæleportaler, hendes dybtliggende øjne, samler de mange udgaver af hende, og giver den komparative analyse en undertekst af true crime. Måske for at undersøge den småparanoide angst, som identitetsjusteringer kan medføre,» skrev Louis Scherfig om Horns selvportrætter fra et helt liv, som indgik i Louisianas udstilling med den amerikanske kunstner.
Ulmende
Stense Andrea Lind-Valdan var ikke imponeret over Gammel Strands formidling af soloudstillingen med Yael Bartana: «Det kræver bred politisk, religions- og kulturhistorisk viden at forstå Bartanas udfordrende værker. Hendes tvetydige brug af nazistiske, zionistiske og jødiske symboler og talmudisk assemblageagtig samtalelogik er voldsomt kompleks. Desværre er der ingen nævneværdig hjælp at hente hos Gammel Strand.»