For en kunstner som John Kørner, der sælger sine malerier gennem det eksklusive galleri Victoria Miro i London og har udsmykket Kronprinseparrets bolig på Amalienborg, synes en udstilling på Arbejdermuseet i København at være en kontrast. Det er det måske også, men det er ikke desto mindre hvad Kørner på eget initiativ har sat i stand. Med udgangspunkt i sin serie Brugte Kvinder (2009-2011), der handler om prostituerede kvinder, har han henvendt sig til museet for at indlede et samarbejde, og det er nu blevet til udstillingen Kvinder til salg.
Udover Kørners malerier består udstillingen også et af lille informationsrum og en dokumentarfilm, hvor de besøgende kan få konkret viden om de «arbejdende» kvinders liv, især dem af dem som fanges af trafficking. Udstillingen er tænkt som en helhed, hvor informationsrummets præsentation af fakta forlænges ind i maleriernes abstrakte billedverden, der så omvendt forankres af en socialrealistisk tyngde. At Kvinder til salg således ikke kun er tænkt som en kunstudstilling fremgår også af udstillingskataloget der indeholder tre ikke-kunstorienterede tekster om prostitution. Derudover lægger museet i løbet af udstillingsperioden hus til et foredrag om emnet og en visning af Lukas Moodyssons film Lilya 4-ever (2002). På den måde har Kørner skabt en ramme om sine malerier, der adskiller sig fra kunstinstitutionens hvide kube og dens forestilling om en æstetisk sfære hinsides den beskidte virkelighed. Det er et – for alle andre end kunstkonservative modernister – oplagt konceptuelt og for så vidt vellykket greb med gensidig gevinst. Malerierne, der udenfor museet fungerer som kommercielle produkter, får en form for real life credit og museets dedikationen til at skabe opmærksomhed omkring arbejderklassens historie og udvikling får et smart, samtidigt image.
Kørner er dog ikke politisk kunstner i den forstand, at han engagerer sig i emnet ud fra et erklæret ideologisk standpunkt og ønske om bestemte forandringer. Han er først og fremmest maler og maleriet kommer før emnet. Udstillingen er således ikke tænkt som udtryk for en skarpt defineret holdning til prostitution. Som han siger i et interview i udstillingskataloget, så er malerierne ikke debatindlæg, men malerier, der skal fungere i deres egen ret. De skal italesætte emnet med et andet (billede)sprog end det der er gældende i prostitutionsdebatten i øvrigt. Det er basalt velkomment, al den stund at debatten i Danmark alt for ofte savner nuancering og derfor ikke forstår at rumme det stadig mere presserende emnes kompleksitet, hvis ikke den ligefrem er gået i stå, fanget i en politisk og moralsk skyttegravskrig.
Malerierne er portrætter af enkelte kvinder – Christel, Natascha etc. – i situationer, hvor de, på nær i seriens første maleri, ikke er på arbejde, men viser hvad de kommer «hjem» til eller kommer fra. Der er «Simone» som flygter gennem sneen kun iført et par støvler og synes at være ved at brænde op af kulde, der er «Maria» som er blevet smidt ud i mudderet af sin «ejer,» og der er «Ursula,» som ensom går en tur langs vandet. Det er situationer hvor kvinderne, til trods for at de ofte er nøgne, ikke er begærsobjekter for et mandligt blik, men kropsliggør udsatte menneskeskæbner.
Kvinderne er uden ansigt, så selvom titlernes navne indikerer noget andet, så er der i modsætning til materialet i informationsrummet ikke tale om personlige, men mere generelle forestillede situationer. Billederne ansporer med andre ord ikke, som det ofte er tilfældet i dokumentariske beskrivelser af emnet, til identifikation og medlidenhed med kvinderne som ofre, men til en mere kølig refleksion over et forholdsvist underbelyst aspekt af emnet, nemlig det liv de lever når de ikke trækker på gaden. Lykkes det?
Der er et element af «frokost i det grønne» over motivvalget, eksempelvis i Carmen (2011) og Laila (2011), men ikke i en grad så den maskuline skuelyst bliver den dominerende fortælling. I Natascha (2011) er der fx hverken frokost, grønt eller kurtiserende selskab, men ensomhed i et tarveligt krat. Malerierne er bedst eller faktisk virkeligt gode når Kørners velkendte koloristiske stil morfer sammen med et mareridtsagtigt scenarie, der næsten kan minde om noget fra en gyserfilm. Som i Simone (2011). Det er voldsomt og ubehageligt at se på, men samtidig også dragende og svært at slippe synet fra. Det er et billede, der gør modstand, æstetisk såvel som indholdsmæssigt, og udvider horisonten for hvordan man kan se og forstå de prostituerede kvinder som mennesker der kæmper med livet som indsats mod en brutal virkelighed. I flere af de andre malerier er modstanden betydeligt mindre. Det er som om den koloristiske stilen kommer til at overskygge indholdet og malerierne ikke helt finder balancen mellem at skabe nye, indlevende historier og distanceret refleksion. Motiverne er enten for minimale, bogstavelige eller ornamenterede i deres udtryk til at skabe en intensitet som kan fastholde blikket længe nok til at den udfordrede og udvidede tanke opstår. Man kommer ikke for alvor bag overfladen. Eller, rettere, æstetikken bliver til overflade. Den kreative energi som eksisterer i malerierne på det formelle niveau overføres ikke til perspektivåbnende vibrationer på det indholdsmæssige niveau.
Brugte Kvinder kommer efter, at Kørner for et par år siden malede en lignende serie malerier om de faldne danske soldater i krigen i Afghanistan, og som det også var tilfældet med den serie, bliver man i tvivl om, hvor det er han vil hen med den politiske reference. Måske fordi de ender med at ville for lidt i deres forsøg på ikke at være debatindlæg?
Da Kronpriseparret afviste et af malerierne fra Afghanistan-serien indvilgede Kørner således i at moderere værket med begrundelsen at, «det er nu engang et bestillingsarbejde, så kunden skal være tilfreds.» En bemærkning, der må forstås sådan, at gallerikunstneren John Kørner bestemmer over den socialt engagerede kunstner John Kørner. Det er et skisma som også, om end i mindre grel grad, kommer til syne på Kvinder til salg. Arbejdermuseet er i sammenligning med Amalienborg alt andet end lige en meget mere interessant kontekst for hans nye samfundskommenterende værker, men det er samtidig som om, at Brugte Kvinder ikke tager højde for, at det er en kontekst, som fordrer maleriet på anderledes vanskelig politisk vis.
