Kommer fremtidens kunstnere fra Bananskolen?

Der er en fornemmelse af frisk luft på Statens Museum for Kunst for tiden. Det store indkøb til samlingen, som museet foretog før sommeren efter en donation fra Ny Carlsbergfondet, er ved at indfinde sig i salene, og blodtransfusionen mærkes. Kristoffer Akselbos lille tilmurede aflukke er sat op og venter kun på, at han snart gentager sin urovækkende performance derinde. Nina Beiers jordbunke ligger i Skulpturgaden med numsekokosnød på toppen, og på Scenen, i bunden af det store auditorium, er Years-kollektivet igang med at installere de otte hvide senge, som også er en lydinstallation.

Bare få dage før var lyden en anden her. Energisk folkemusik blæste gennem den store sal, mens en flok kurdere dansede kædedans, arm i arm. Flere hoppede ind i dansen, mens andre hujede fra trappeafsatserne. Imens kunne man få en skarp frisure i Noisesalonen eller snuse i Underbelly, en pop-up af en boghandel fra Rotterdam. Ind imellem kørte komponist Ioana Vreme Moser en elektrisk forbunden pudderkvast ned over kinden, så det knitrede herligt i højttalerne. Der var i det hele taget langt til de blodfattige skin-events, vi efterhånden har vænnet os til i kunstverdenen. Anledningen var åbningen af Unboxing the Goodiepal Collection. Men man kunne også kalde det kulminationen på seks års intervention, som startede, da museet i 2014 indkøbte et værk af Goodiepal.

Det begyndte med installeringen af El Camino del Hardcore ≈ Rejsen til Nordens Indre (2014) – en kabinecykel inklusive diverse effekter fra rejserne gennem Europa. Hurtigt fik Goodiepal sin regelmæssige gang på museet. Han flyttede rundt på værkets dele og brugte også installationen som opbevaring for andre værker og personlige ejendele. Han begyndte at løbe inspektørerne på dørene, hænge ud i «lageret», som han kalder magasinet, og arrangerede spontane foredrag på museet.

Goodiepal (f. 1974) – der oprindeligt kommer ud af lyd- og musikverdenen – var tydeligvis fascineret af hele museumsmaskinen; den tænkning og metodologi, der ligger bag håndteringen, opbevaringen, præsentationen og formidlingen af kunst på sådan et sted. Så da El Camino del Hardcore blev flyttet på magasin, var det naturligt, at Goodiepals næste skridt skulle være en samlingsudstilling, vel at mærke inde på Statens Museum for Kunst. Sådan blev det i hvert tilfælde efterhånden.

Museets opsætning af en anden erhvervelse, den mekaniske fugl, blev omdrejningspunkt for en gradvis installering af hans omfattende samling af lyd. Og selvom Goodiepal er en ganske insisterende personlighed og ikke så lidt af en hacker, er det alligevel utroligt, at selveste nationalgalleriet gik med på legen i så mange år. Det er altså denne samling, i sin fulde udstrækning, der nu vises i seks forbundne kamre i hjertet af museet. 

At unboxe Goodiepals samling føles som at gå ind i et rarietetskabinet ekstra-ekstra. Så overvældende og proppet med ting og sager, at man aldrig ville blive færdig, hvis ikke man besøger udstillingen mange gange. Det er der så også en del, der gør – især unge mennesker, der kommer for at hænge ud på det bløde gyldenbrune tæppe, som dækker gulvet i alle rum, og som leverer en lydisolerende bund, der understreger, hvorfra samlingen udgår, hvad det hele handler om. 

Det starter med lyd. Og lyden ligger i en æske, en kasse, eller i et kassetteetui med nuttede tegninger og kulørt mikrogramskrift på. Eller den gemmer sig i en af de utallige, hjemmegjorte, eccentrisk-dekorerede bokse, æsker og instrumentkasser. Den befinder sig også i de mange finurlige maskiner med utallige knapper og kulørte ledninger, som kan lave interessante lyde eller måske endda forsinke tiden. Det handler om lyd, men, medmindre man sætter høretelefonerne til, er der umiddelbart ikke mere lyd her end i en gængs maleriudstilling.

Det kunsthistorisk blik vil måske se en hilsen til Duchamps’ Boîte-en-valise, til surrealisternes gådefulde smykker eller til Joseph Cornells træbokse med fortryllende mikrouniverser indeni. Samtidig er Goodiepal ikke ankommet til sit særlige koncept via billedkunsten, ikke i første omgang i hvert tilfald. Snarere er det vokset ud af musikkens æstetik, fra den unboxing af lyden, som ligger i hver enkelt node – visuelle partiturer fra avantgarde-pionerer som György Ligeti og Cornelius Cardew, som også præsenteres i det udstillingens første rum – til indpakningen af lyden; alverdens instrumentkasser, æsker til kassettebånd, omslag til LP’er med mere.

Det er på en måde en rejse fra ren lyd til et sted, hvor billede og lyd er blevet sideordnede størrelser. Der er en bevægelse fra den elektrosfæriske susen i den allerførste komposition Havet fra 1991 over de hackede reklamejingler fra omkring år 2000 (Chupa Chups, Nokia, Bang & Olufsen etc.) til den eccentrisk-bøjede flightcase til lutten, som han bar med sig i en årrække, frem til de første møder med billedkunsten, eksempelvis lyden til Jakob Boeskovs videoværk War Wizard fra 2003. Det var også omkring den tid, man kunne opleve Goodiepal sidde bøjet over sit hjemmelavede planetspil på et tæppe på Fiolstræde i indre København.

Den humørfyldte, klingklang-elektroniske lyd, garneret med lut og fløjte, fra årtusindskiftet – særligt Nars Beacon-pladen – vil nok altid være den lyd, jeg forbinder med Goodiepal. Det er ligesom med popmusik, der har fyldt noget særligt på et tidspunkt i ens liv. Det fungerer også ret godt som indre soundtrack til udstillingen, der jo ikke kun er en unboxing af en samling af en hel masse andre kunstneres værker, men også en slags retrospektiv over Goodiepals eget oeuvre, hvilket også handler om den kollaborative grund, som han står på. Det er også i det lys, at samlingsudstillingen bliver en slags retrospektiv. På samme måde som fænomenet «Goodiepal» falder sammen med Goodiepal & Pals, Bananskolen eller andre grupperinger, som gennem tiderne har været del af projektet. Rejsen har været lang og undervejs er billeder og lyd gledet sammen på en helt særlig måde. Det er også det, som står så klart i denne udstilling.

I et rum, som man kunne kalde musikbiblioteket, er samtlige vægge, fra gulv til loft, beklædt med LP’er og CD’er. Her kan man selv trække forbindelseslinierne til alle dem, Goodiepal har været i dialog med i løbet af årene. Den karakteristiske goodiepalske hjemmegotiske skrift løber som en slags engagerede kommentarer over de fleste af udgivelserne. 

På pladeomslaget til Henning Christiansens Konstruktioner (1982) lyder komponistens dedikation: «Fra HC til Goodiepal Via BC». Hertil svarer den gotiske håndskrift: «Tusind tak svarer Goodiepal. Din kones værker & dine betyder meget for mig». Slægtsskabet mellem de to er også oplagt. De har på en måde samme løbebane, fra avantgardekomposition – indenfor henholdsvis den klassiske og den elektroniske musik – som løber ind i billedkunsten, henholdsvis i Fluxus og i den genopblomstring af performancekunsten, der har præget kunsten det sidste årti, og som Goodiepal utvivlsomt var med til at foregribe i 00erne. 

Over det hele hviler en umiskendelig europæisk tone. «Ikke noget John Cage her», som Goodiepal henkastet bemærker til ferniseringen. Men det handler ikke kun om lyden fra Ligeti og Stockhausen, folkemusik og electronica. Udstillingen som helhed emmer af arven fra Dada til Fluxus, men også af et nyeuropæisk traume, vor tids migranter i Europa. Det er også det, den kurdiske folkedans henviser til. 

Under ferniseringen sidder jeg på et tidspunkt i cafeen. Kuratoren kommer forbi og sætter et reservationsskilt på vores bord. Vi skal helst gå indenfor fem minutter. De kurdiske folkedansere kommer om lidt og de skal have mad inden bussen går. De skal tilbage til asylcentret, hvor de bor, og hvor man skal stemple ind to gange om dagen. Ikke noget med at komme for sent. Kort efter kommer danserne, en flok børn og voksne, gående ind i cafeen. 

Siden 2015, hvor Goodiepal første gang drog til Lesbos for at hjælpe strandede syriske flygtninge, har hjælpearbejde været en integreret del af foretagende. Sammen med kæresten Nynne Roberta Pedersen Pedersen og andre fra bandet/flygtningeorganisationen Goodiepal & Pals har Goodiepal flere gange taget til Serbien for hjælpe flygtninge ved grænsen til Europa. Herhjemme engagerer gruppen sig i at gøre livet tåleligt for folk på asylcentrene med diverse workshops, tegneskole, mødregruppe etc. En ret håndgribelig indsats, der umiddelbart ligger langt fra den virtue signalling, som oversvømmer sociale medier i disse år. 

Og så er der skolen. Goodiepal har altid haft et entourage omkring sig. Engang var det unge electronica-afficionadoer. I dag er skaren større og tæller gymnasieelever, musikere, aktivister og drop-outs. Det er desuden mere formaliseret med den såkaldte Bananskole (opkaldt efter Bananhuset på Christiania, hvor Goodiepal og familie boede en overgang), som finder sted, hvor det nu passer bedst. For tiden er Statens Museum for Kunst det naturlige tilholdssted, og på en væg i udstillingen er en lang håndskreven liste over de kommende aktiviteter. Der er åben for alle, selvom det hovedsageligt er unge i alderen 18-30 år, der frekventerer skolen, hvor det er et princip, at alle også underviser – i hvad som helst, ser det ud til. Lyd og tænkning lader dog til at være en slags overordnet fællesnævner.

Der er en særlig energi omkring Bananskolen, især når de underviser hinanden. Jeg overværede en forelæsning af Dalin Walo om såkaldt eloptisk energi. Det var lige dele forelæsning og performance, og det bedste var næsten at betragte tilhørerne. Ingen tvivl om, at Bananskolen er et sted for nysgerrige drømmere. Måske drømmer de om et andet fællesskab omkring kunst og viden, langt fra en bureaukratisk uddannelsessektor, der for længst har sat effektivisering over erkendelse. 

Nogle er nok også draget af den esoteriske æstetik og stemning, som Goodiepal altid har excelleret i, og som det er nemt at kritisere, hvis man har lyst. Man kan også se det som et værn mod falske forestillinger om transparence, ikke mindst fra de teknologier, der styrer os alle sammen, også når vi forsøger at udøve kritik. Apropos gamle Europa, så hviler der noget tidlig Bauhausskole over hele. En Johannes Itten, der siger til de studerende: «Jetzt tanzen wir alle die Farbe gelb!» Og i en tid hvor størstedelen af Nordens kunstakademier er ramt af alverdens kriser, som det er svært at se vejen ud af, kan jeg ikke lade være med at tænke, at fremtidens kunstnere – eller hvad man nu vil kalde dem til den tid ­– vil komme fra sådanne bananskoler i alverdens forskellige farver og krumninger.