Historietime for samtidskunstnere. Sådan lyder titlen på Hannah Heilmanns åbningsoplæg på seminaret Making Room, der finder sted på Den Frie i København torsdag og fredag i denne uge. Heilmann er sammen med Maria Thams en af arrangørerne af seminaret, der ser tilbage til starten af Det Moderne Gennembrud i 1800-tallet for se nutidige kunstnerdrevne institutioner i et historisk perspektiv. Hvor det ofte er 1960ernes og 1990ernes institutionskritik, der refereres til når samtidskunstens interesse for det selvorganiserede diskuteres, vil Making Room undersøge forbindelser til den tid, hvor kunstforeninger- og sammenslutninger opstod, blandt andre udstillingsbygningen Den Frie fra 1891.
Seminarets første dag vil således været dedikeret til forskellige blikke på de kulturelle, sociale og økonomiske omstændigheder, som foreninger og sammenslutning opstod i, mens anden dag vil bestå af præsentationer af forskellige nutidige kunstnerdrevne institutioner. Det er en blanding af danske og udenlandske eksperter. På førstedagen kan man blandt andre høre adjunkt Mikkel Thelle fra Dansk Center for Byhistorie fortælle om «urbane praksisser omkring 1900» mens Jan Cox fra University of Leeds, der huser forskningsprojektet Nordic Art. The Modern Breakthrough, ser på kunstnerkoloniers flugt fra byen. Andendagen starter med et besøg på udstillingsstedet Sydhavn Station og tilbage på Den Frie vil Honza Hoeck se ind i fremtiden og retrospektiv spekulere over «50 år i TOVES eksistens» (det kunstnerdrevne sted TOVES åbnede i 2010) og Kirstín Scheving vil præsentere et indblik i den uafhængige scene på Island.
Kunstkritikk har talt med Hannah Heilmann om seminaret og hvorfor netop 1800-tallet er relevant at se tilbage på i dag.
Hvorfor er tiden moden til en «historietime» om 1800-tallet?
Ligesom dengang synes der i dag at være en fornemmelse af, at kunstverdenen er ved at forandre sig meget grundlæggende og radikalt. Nye roller, strukturer og institutioner, som stiller spørgsmål til det, der tages for givet, opstår. Og i den sammenhæng kan det kan være værdifuldt at se på, hvor tingene kommer fra.
Hvad er det for en forandring du tænker på?
At der ikke længere er nogen institutionel «big other» som man skal indrette sig efter, men bare en masse folk som gør alt muligt, noget der så hele tiden konstituerer scenen, konstituerer det kunstinstitutionelle. Det sker i en blanding af visioner og forsøg på at overleve. Det er ikke nødvendigvis bevidst strategisk, mere en reaktion, i den forstand at man ser en række problemer, som man så impulsivt og på bedste vis både æstetisk og organisatorisk går i gang med at løse.
Det lyder næsten som en psykologisk karakteristik?
Ja, i vores generation kommer institutionen jo dybt indefra. TOVES som jeg er med i er et godt eksempel på dette.
Indefra?
Det er os – kunstnerne – som skaber institutionen. Institutionen er vores! Og det må vi ikke glemme.
Hvad betyder det for institutionskritikken?
At det er os selv vi skal være kritiske over for når vi spørger, hvor skal vi skal hen.
Er der også tale om et forsøg på at kaste nyt lys på 1800-tallet?
Ja, jeg tror bestemt, at den institutionskritiske diskurs kan åbne interessante perspektiver for den kunsthistoriske forståelse af anden halvdel af 1800-tallet.