Mens de fleste større københavnske udstillingssteder er optaget af idéen om at være en kunsthal, med alt hvad det involverer af kulturpolitisk og økonomisk forvirring, så får København i dag et nyt udstillingssted, Faurschou Foundation, som i skala nok kan måle sig med en kunsthal, men som er blevet til hinsides den mangeårige drøm om en international kunsthal i København, og som står helt uden for aktuelle politiske overvejelser omkring, hvor mange kunsthaller der egentlig bør være i byen.
Faurschou Foundation er ikke kunsthal, al den stund at udstillingsprogrammet er baseret på den samling ægteparret Luise og Jens Faurschou har erhvervet sig over en lang årrække som galleriejere, samt at de finansielle rammer er nogle helt andre end en dansk kunsthals smalhalsbudgetter (Faurschou handler stadig med samtidskunst i den globale topklasse, og det har været fremme, at samlingens værdi angiveligt skulle ligge på omkring en milliard danske kroner). Luise Faurschou ser da heller ikke udstillingsstedet som en konkurrent til for eksempel Charlottenborg eller Den Frie, men som hun siger til Kunstkritikk, «som et supplement til de øvrige tilbud på den københavnske kunstscene».
Den privatfinansierede foundation-model er velkendt i udlandet, Sverige har fx flere sådanne udstillingssteder, men i Danmark er modellen ny. Og det er ifølge Luise Faurschou for at betone denne internationale karakter, at man har valgt ikke at have en dansk oversættelse af udstillingsstedets navn.
For Luise og Jens Faurschou er motivationen for at åbne Faurschou Foundation dels «glæden ved at dele samlingen med andre», dels at arbejde med kunstnere om at skabe stedsspecifikke værker til den ca. 700 m2 store hal. Udstillingsstedet har tilknyttet to kuratorer, Jannie Haagemann og Janna Lund, men det er med Luise Faurschous ord «et 100% personligt valg» fra hendes og hendes mands side, hvad der skal vises. Der kommer til at være tre årlige udstillinger, hvoraf flere vil blive til i udveksling med deres eksisterende udstillingssted i Bejing.
Faurschou Foundation åbner med en udstilling med den kinesiske kunstner Cai Guo-Qiang, der repræsenterede Kina på Venedig-biennalen i 1999. Udover værket Reflection, et skibsvrag fyldt med buddhistiske porcelænsfigurer, som Faurschou-parret ejer, inkluderer udstillingen også en stedsspecifik fyrværkerinstallation, som vil blive affyret i forbindelse med den officielle åbning. I starten af 2013 åbner en international gruppeudstilling med blandt andre Shilpa Gupta, Moataz Nasr El Din og Adel Abdessemed, der har fokus på «den politiske hverdag». Senere på året åbner Faurschou Foundation døren for en udstilling med Louise Bourgeois kurateret af hendes mangeårige assistent Jerry Gorovoy. Udstillingen vises først i Faurschous udstillingssted i Bejing, hvor den kommer til at være den første soloudstilling med Bourgeois i Kina.