Titlen er skrevet med versaler. I pressematerialet og på Den Fries facade. KONFRONTATION. Det er alvorligt det her, tænker man. Politisk retorik i take no prisoners-ånden. Men når man går ind og ser udstillingen kommer man på andre tanker. Den er mere tankevækkende end konfrontatorisk. Mere kunst end ideologi.
Det er kunstnerne Claus Ejner og Zven Balslev, som har kurateret udstillingen. Udover egne værker har de til anledningen sammensat et hold af 16 døde og nulevende kunstnere, der «på forskellig vis har konfronteret deres samtids normer og konventioner». Det er et hold, som spænder vidt i både tid og medier. Fra provo-præsten A. C. Laier (1883-1969) og hans ekspressive skulpturelle «træportrætter» af fx Hitler og Stalin, der som et slags rædselskabinet af grotesker hjemsøger bygningens vægge til Jonas Seeberg (f. 1980) og hans lille bunke af routere og tilbud om at logge på et ustabilt trådløst netværk. Fra Albert Mertz’ ugebladscollage i rød og blå til Storm Petersens sort/hvide satirestriber. Fra Ulla Hvejsles isbjørnetæppe i papir til Gudrun Hasles lille stykke stof med en kort beskrivelse af hvordan hun mødte sin første kæreste på en institution for unge mennesker med psykiske problemer. Det er et hold som spænder mellem kanoniserede kendinge og yngre kunstnere fra den danske scene, tilsat et par udlændinge, blandt andre Anne Van Der Lindens malerier af androgyne monstre i kinky konstellationer.
Konfrontationstemaet oversælger nok sig selv lidt som samlende fortælling om de forskellige kunstneres praksisser. Konfrontation i traditionel forstand er der egentlig kun i Mads Steens Dannebrogs-malerier med paroler som «Pas dit arbejde», «Hold din kæft», «Betal din skat», etc. Generelt er der snarere tale om kunstnere som har skabt – og skaber – kunst, der underløber, forvrænger og sprænger gældende virkelighedsopfattelser for at åbne for en mere kritisk og samtidig udvidet perception af verden. Tag eksempelvis Harald Engman (1903-1969). Selvom symbolikken i hans surrealistiske skildringer af et betændt samfund er skåret ud i pap, åbner malerierne alligevel op mod et mareridtagtigt forestillingsunivers hinsides kendte politiske og religiøse formler. I Nye Guder. Lystmoderens menighed (1940) tegner krigsflyvere sig mod en tofarvet abstraktion over solens stråler, mens børn med gasmasker på og blomster i hånden står i kø foran en krigsgud, hvis køn synes at være erstattet af en økse. I forgrunden står paven og prædiker omgivet af bomber. Det er forstyrrende. Øjenåbnende. Eller tag tegneren Robert Crumb, som er repræsenteret af Terry Zwigoffs dokumentarfilm fra 1994. Selvom man således kun «indirekte» – dvs. medieret – ser Crumbs karakteristiske satiretegninger, så formår filmen ikke desto mindre at give dem en stærk tilstedeværelse i udstillingen. Som et forestillingsrum, hvis syrede, humoristiske skildringer af det menneskelige sind – med tilhørende krop – er så langt ude i det indre univers, at man hellere tager med på trippet end forholder sig til deres kontroversielle karakter.
Af de nulevende kunstnere er japanske Ichiba Daisukes zombiescenarier med deres blanding af delikat tegnekunst og billedlig rædsel noget der printer sig ind på nethinden og bliver ved med at brænde. I sort/hvid. Det er skildringer af en virkelighed i opløsning og mutation. Ikke mindst af ansigter og landskaber. Af hele det japanske samfunds rene og pæne orden. Nævnes skal også Jacob Nielsens hack af Apples forestillinger om hvad en app er eller kan være. Apples argumentation for ikke at acceptere Nielsens «ubrugelige» app (printet ud og hængt ved siden af den iPad som værket vises på) er både morsom, ignorant og skræmmende. Er det virkelig et firma man vil købe kreative maskiner af?
Der er således mere tale om en eksperimenterende udvidelse end en konfrontation af virkeligheden, og det, der gør Konfrontation så seværdig, er ikke så meget den tilsigtede tematik som værkerne, og ikke mindst det som udstillingen får til at ske mellem værkerne. Det der imponerer ved holdet er at se «spillerne» sammen. At se Dea Trier Mørks socialrealistiske tryk af hverdagssituationer sammen med Sonja Lillebæk Christensens video, hvor hun afbrænder en knallert på sin 40-års fødselsdag. At se satire fra Storm P. sammen med remix-collager af Zven Balslev og Claus Deleurans politiske tegneserie – historiefortællingen om kartoffelens rejse til det europæiske kontinent (et mesterværk!). At se «ny mediekunst» sammen med oliemalerier fra tidligt i forrige århundrede. Det er noget, der gensidigt åbner værkerne. Noget der bryder med samtidskunstens «normer og konventioner» og skaber en rummelig og frugtbar forestilling om hvad en samtidskunstudstillingen er. En udstilling som både formår at give det historiske nutidig relevans og give det nutidige en historisk kontekst samtidig med at den udfordrer klassisk kunstkronologi og insisterer på, at der – uanset årstal – er tale om kunst der omhandler vores udvidede samtid.
Og som sådan formår Konfrontation i eminent grad – idiosynkratisk i sit greb og uden respekt for kunsthistorisk disciplin – med at få ting til at ske ved at sætte vidt forskellige værker sammen til en sammenhængende og nuanceret præsentation af kunsten evige aktualitet som forvrængende feedback til samfundets forestillinger – og krav – om harmoni.
