Børn, forældre og bedsteforældre kringler sig rundt mellem hinanden og de forskellige efterårsaktiviteter som monsterbingo, droneworkshop og halloween-værksted i Aarhus’ nye kulturmidtpunkt, Dokk 1. Støvregn og blæst gør indendørsfaciliteterne attraktive for de oplevelsesivrige familier.
Mellem Borgerservice og caféområdet er et lille sort DR-telt slået op. På et bord ved siden af ligger en stak flyers, hvor der med håndsvungen font står «Skal du have din familie støbt i bronze og udstillet til evig tid?» Der signeres med logoerne fra en lidt broget trio inden for dansk kunst- og medieliv, Statens Museum for Kunst, Danmarks Radio og Kunsthal Aarhus.
Kunstkritikk var forbi castingen på En rigtig dansk familie – den stort opsatte kunst-i-offentligt-rum-og-tv-show-kolbøtte om dansk familieliv anno 2016, som direktør for Kunsthal Aarhus, Jacob Fabricius, har taget initiativ til. Han har inviteret den engelske YBA-kunstner og Turner Prize-vinder Gillian Wearing, og nu skal én dansk familie findes, støbes i bronze og placeres et offentligt sted i København i forbindelse med Wearings udstilling på Statens Museum for Kunst næste år.
Inden da får det hele så lov til at fræse af på den brede sendeflade som DR-programserie i tre afsnit. Måske TV og samtidskunst er den nye alliance i disse tider, hvor kunstinstitutionerne skal ud og møde brugerne, hvor de er.
I svingdøren ved hovedindgangen til Dokk 1 dukker en far, en mor og deres tre døtre op fra en forstad til København. Målrettet haster de hen til DR-teltet. De virker begejstrede over tiltaget og fortæller, at de er en almindelig familie med traditionelle kønsroller. De fejrer jul, ser lørdagsfilm og engagerer sig i foreningsliv.
Der bliver hurtigt travlhed omkring det lille telt, hvor især mange børnefamilier stimler sammen for at blive fotograferet. Nogle har hørt om projektet i radioen eller læst om det i avisen, mens det for de fleste er et overraskende underholdningsmoment på vejen ned mod kaffeboden. Refleksionerne omkring, hvad en rigtig dansk familie er, er derfor heller ikke udpræget dybdegående og udmunder sig mest i hurtige klichéer.
Et ældre ægtepar kommer forsigtigt hen. De kunne ikke undgå at se, at der stod DR på teltet og var blevet nysgerrige. De gør, «som de fleste danskere gør», siger kvinden; mødes til frokost, tager til hinandens fødselsdage og ser børnebørnene flere gange om ugen. Manden påpeger, at «det gør indvandrere da også». Han mener, at man andre steder nu nok er mere familieorienterede end herhjemme. Kvinden siger, at hun også cykler og bader, og at «det gør udlændinge i hvert fald sjældent.»
Projektet er blevet kaldt for X-Factor-lignende og ekskluderende, for prototypen på en rigtig dansk familie findes selvfølgelig ikke. Nu er det også lidt svært at forestille sig, at det vitterligt skulle være postulatet. Givetvis er det netop diversiteten, man ønsker at pege på i det her kulturelt progressive land, hvor kernefamilieværdier for længst er lagt i graven, og op af hvis jord alle tænkelige familieformationer nu vokser frodigt og utæmmet frem. Eller hvordan er det nu, det er med statistikken?
I foyeren i Dokk 1 er man på opfordring fra Gillian Wearing meget opsat på at finde så forskellige familietyper som muligt, og der bliver gjort adskillige forsøg på at hente både ikke-etnisk danske familier, enlige og familier uden børn hen til teltet. Det lykkes bare ikke rigtigt. Det er næsten udelukkende hvide, heteroseksuelle mor-far-børn-familier, som siger ja til at blive castet, selvom det sådan set er en bred skare, der har søgt ly for regnen i det populære kulturhus. En enkelt fraskilt mor med sin søn takker ja til at være med. Hun mener, at den sammenbragte familie må være det mest rigtige billede på en moderne dansk familie.
Det undrer jo lidt, at projektet skal forankres i det nationale identitetsspørgsmål og ikke, som i de to andre udgaver (der er også støbt bronzefamilier i Trento i Italien og i Wearings fødeby Birmingham) være en slags byportræt. Man kunne som sådan godt forestille sig En rigtig koldingensisk familie, men den verserende danskhedsdebat hertillands er åbenbart mere interessant. Hvorfor, synes svært at forstå, men den kaster en generøs mediebevågenhed af sig – desværre med tendens til at glemme kunstneren, som mest bare nævnes i en bisætning. Det ville ellers klæde pressen ikke at skrive kunsten ud af et kunstprojekt.
Inspireret af de tidlige fly-on-the-wall-dokumentarer som ikoniske The Family fra 1974, hvor hele England kunne følge med i Wilkins-familiens arbejderklasseliv, er Wearing interesseret i at lade almindelige menneskers hverdag være udtryk for samfundets tilstand. Hendes mest kendte 90er-fotografier i serien Signs af anonyme fremmede på gaden, som holder skilte med personlige statements op foran sig selv, er eksempler på, hvordan Wearing arbejder med forholdet mellem medieskabte billeder og reelt liv.
Med det in mente giver samarbejdet med Danmarks Radio også mening på et kunstfagligt plan. Det er fænomenalt så mange programmer om familieliv, der er kørt over skærmen i tidens løb. Vi har besøgt en selvforsynende familie på Fyn, byttet familier og huse i en uge med to mødre, og trofast fulgt børnene fra Årgang nul, som nu er blevet 16. Nationalt TVs betydning for vores opfattelse af, hvad dansk familieliv er, er et af de mere interessante spørgsmål, En rigtig dansk familie stiller.
Tilbage i Aarhus er det lidt svært at fornemme, hvem projektet appellerer til, og hvem der uanende er blevet shanghajet og med et småforvirret udtryk i ansigtet står og vifter med det lille polaroidfoto, der er blevet taget af dem. Der er en hårfin grænse mellem en opsøgende formidlingsindsats og en «masseren» af realiteterne – for hvis målet er at få castet 500 familier med bredest mulige repræsentation af familietyper, er det så virkelighedssvarende? Ikke den dag i Aarhus i hvert fald. Og her er det, man fornemmer sammenstødet mellem TV-mediets appel og projektets kunstneriske integritet funderet i Wearings arbejde med marginaliserede samfundsgrupper og mennesker, som ikke lever overens med den stereotype virkelighed, de kategoriseres under. En rigtig dansk familie rammer med brugen af casting som værktøj en velkendt problemstilling for kunst i offentligt rum, nemlig forholdet mellem den substans, projektet er gjort af og den virkelighed, der søges repræsenteret. Her formgivet som skulpturelt manifest i bronze – som en hverdagens og de dødeliges måde at reclaime det klassiske offentlige skulpturrum på.
Nu melder projektet foreløbig ikke noget om, hvilke parametre den endelige familie vælges ud fra. Om der tænkes «rigtig dansk» som i «typisk dansk» – altså hyppigst optrædende gennemsnitsfamilieagtigt – eller om bronzeskulpturen skal symbolisere noget.
En fars skuffelse, da han fik at vide, at familien, der blev valgt i Birmingham, er to singlesøstre med deres sønner, var på en måde ret slående: «ah, selvfølgelig er det da ikke sådan nogle som os, de vil have,» udbrød han. Og det har han måske ret i. Selvom det netop er familier som hans, der er overrepræsenterede i det lille telt – og i samfundet i øvrigt – for når alt kommer til alt, er den danske befolkning stadig temmelig homogen. Men det er selvfølgelig ikke så interessant et budskab at støbe i bronze.
På en gyngende Mols Linie på vej tilbage til København er homogeniteten som virkelighed i alle fald til at få øje på. Jeg bilder mig ind at huske, at legerummet engang var afgrænset af en glasvæg, så de øvrige passagerer ikke blev forstyrret eller ramt af flyvende plastikklodser. I så fald er det jo så fortid, for nu er legerummet totaliseret, og i gangene mellem stolerækkerne leges der tag-fat, imens lydniveauet tiltager proportionelt med udsejlingen på Kattegats semi-voldsomme bølgehav. Lige dér fik jeg næsten lyst til at sige, så støb dog den kernefamilie i bronze og fri os fra enhver symbolpolitik, man måtte finde på ved at gøre noget som helst andet.
