Jeg har ind imellem brugt Københavns modeuge i august til at bevæge mig sidelæns ind i kunstsæsonen, der først sætter ind nogle uger senere. Det er som om, det er lidt lettere at tage skridtet ud i den urbane socialitet på en scene, man ikke har nogen aktier i. Med sænkede skuldre kan man betragte vigøren og de flitsbuespændte aktører, mens man langsomt vænner sig til det hele igen og gradvist ifører sig efterårets socio-camou-dragt.
I år forpassede jeg den mulighed, men det gjorde mindre, da en af sæsonens første udstillinger, Window Shopper, nærmest var en forlængelse af modeugen, selvom den i realiteten var en forløber til Chart Art Fair, som i disse dage bimler derudaf. Som en kollektiv shoppingtur gik ferniseringsgæsterne i samlet flok fra den ene til den anden butik for at besigtige vindueskunst af Ursula Reuter Christiansen, Hannah Heilmann, Marie Lea Lund, New Noveta og søskendeparret Anna & Esben Weile Kjær. En blanding af attituder, krøllede koncepter og historiestykker, lidt ligesom moden og kunsten generelt har det. Og efter denne bløde landingsbane kan sæsonen foldes ud.
«Efter ni år med harelim» er Tal R vendt tilbage til oliemaleriet, forlyder det om kunstnerens udstilling i Galleri Bo Bjerggaard i København. Et andet Chart-galleri Christian Andersen viser også en af husets egne malere, britiske Tom Humphreys. Og Collaborations by Tania and Thomas Asbæk, også i København, præsenterer Evren Tekinoktay. Det er ikke et comeback, «for hun [Tekinoktay] har aldrig været væk. Vi andre derimod, har måske lige været ude et kort øjeblik,» står der i den fabulerende pressemeddelelse, som indtil videre er sæsonens kækkeste.
Der er som altid grøde i de kunstnerdrevne initiativer på den danske scene. På det lille stramme udstillingssted C.C.C. på Københavns Vesterbro, der drives af kunstneren Simon Rasmussen, starter sæsonen med en udstilling af Lulu Refn, som tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi sidste år. Samtidig præsenterer byens ubetinget mindste udstillingssted INOX – inde i kunstnerne Benedikte Bjerres og Asta Lynges køleskab – kunstnerkollektivet Coyote. Og midt i det hele har Jakob Jakobsen åbnet et hospital på loftet over sin egen lejlighed. Ideen til Hospital for Self Medication kom efter et tre måneder langt hospitalsophold, hvor kunstneren så behovet for en ny type hospital; et sted for terapeutiske eksperimenter og et forum for udviklingen af et nyt kritisk vokabularium i spektret mellem kunst og sygdom. Første projekt er et lydterapeutisk eksperiment udviklet sammen med musiker Anders Remmer.
Også i Aarhus er det et kunstnerdrevet initiativ, der leverer den ambitiøse sæsonstart. I hvad der ligner en miniversion af Skulptur Projekte Münster har kunstnergruppen Piscine (Jens Settergren, Mark Tholander og Anna Ørberg) søsat en omfattende gruppeudstilling, Leviathan, der finder sted i Kunsthal Aarhus, såvel som i politigården, botanisk have og andre offentlige steder i byen. «Hvordan påvirker samfundets mikro- og makrostrukturer individet? Hvordan forholder samfundet sig til det, der falder uden for normen?,» lyder den foucaultske undertekst, selvom titlen selvfølgelig også er et nik til Thomas Hobbes.
Hæver vi blikket mod de store museer, er det ikke samtidskunsten, der dominerer programmerne. Dog stikker Arkens generationsudstilling ud. Ung Dansk Kunst. Samfundsprognoser, der lige er åbnet og kan ses langt ind i næste år, er ikke nogen stor udstilling – kun ti kunstnere fra 10er-generationen (blandt andre Nanna Abell, Kirsten Astrup og Astrid Myntekær). Men anslaget er skarpt og det tegner allerede til at blive en af de udstillinger, som man vil tale om det meste af efteråret.
På ARoS byder man i oktober på en skulpturhistorisk udstilling, et samarbejde med Tate i London, som præsenterer skulpturens nybrud fra 1960erne frem til i dag. Med offentliggjorte navne såsom Anish Kapoor, Damien Hirst og Sarah Lucas, kunne noget tyde på, at det også er en særlig britisk historie, der fortælles. Men den er de danske museer også generelt ret glade for.
Knap så kanoniserede og langt fra britiske er ophavspersonerne bag de tre soloudstillinger, som Kunsthal Charlottenborg viser dette efterår, henholdsvis tjekkiske Eva Koťátková, israelske Roee Rosen og Irene Haiduk, hvorom der i kataloget til Documenta 14 blot står: «Irena Haiduk is against biography.»
Ellers må man sige, at det danske efterår står i Carsten Höllers tegn. To store institutioner i hver sin ende af landet – museet Kunsten i Aalborg og kunsthallen CC i København – er gået sammen om to parallelt løbende udstillinger, der skal præsentere den tyske kunstners værk. Lidt overraskende, at Höller pludselig skal udfoldes i så stor stil på dansk grund, men måske også relevant for et dansk publikum at bevidne arnestedet for den publikumsengagerende kunst, som over årene nærmest er blevet default på flere af landets store institutioner.
Også denne sæson finder man godter på de mindre institutioner. Fremhæves må især to soloudstillinger på henholdsvis Museet for Samtidskunst i Roskilde og Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk.
I Roskilde viser Lea Porsager «en promiskuøs leg mellem det spirituelle og kvantefysik», hvilket, ifølge museets foromtale, blandt andet inkluderer tantrisk praksis og Kundalini-teknologi. Klassisk Porsager, lyder det som. Og på Vestjyllands Kunstpavillon, der ligger i den lille by Videbæk i Ringkøbing-Skjern Kommune, er det en udstilling med Hannah Heilmann, der trækker i november måned. Jeg forventer Laura Ashley-stemning, økokatastrofer og forhåbentligt også de små kawaii kjolevæsener, som kunstneren selv omtaler som «forfærdelig tyndhudet keramik». I det hele taget må man notere sig, at Vestjyllands Kunstpavillon kører et bemærkelsesværdigt program under kunstner Anna Margrethe Pedersens ledelse.
Og hvordan går det så med kulturpolitikken i den nye regering, vil nogen måske spørge.
Ja, for tiden har kulturlivet stukket fingrene i ørerne og synger højt for ikke at høre det, som den nyslåede kulturminister Joy Mogensen måske prøver at sige mellem linierne; at det alligevel – trods adskillige valgløfter om det modsatte – ikke bliver et stop for de voldsomme nedskæringer af de statslige kulturinstitutioner, som siden 2016 har hærget og raseret dansk kulturliv. Man vil simpelt hen ikke tro det. Jeg magter heller ikke at tænke mere over det og tillader mig en rask fortrængning og en svingtur i Carsten Höllers karrusel, indtil vi ser det sort på hvidt i det finanslovsudspil, der burde være lige på trapperne.
