Indtil for en måned siden var det de færreste, der havde erfaring med, hvad det vil sige at leve i isolation. Ud over polarforskere på isolerede arktiske forskningsstationer og opdagelsesrejsende på ekspedition til de forsvindende få hvide pletter, der er tilbage på verdenskortet, vidste næsten ingen af os, hvordan vi ville reagere, hvis vi fik klippet vores sociale bånd, og fandt os selv alene med vores egne tanker.
For Jakob Jakobsen, der er aktuel med samtalepodcasten Social crisis! Mental crisis! er situationen ikke helt så fremmed. Sammen med sin medvært, den britiske kunstner Sophie Carapetian, deler han ud af sin erfaring med at have været indlagt med sindslidelser i perioder af sit liv; hvordan isolation påvirker rutiner, tids- og normalitetsfornemmelse.
Social crisis! Mental crisis! udspringer af Jakobsens platform Hospital Prison University Archive – et kunstnerdrevet udstillingssted og radiostudie, der fysisk er placeret på loftet af den ejendom, hvor Jakobsen bor. Igennem de seneste tre år har Jakobsen her skabt udstillinger, events og en hel del podcasts med udgangspunkt i kollektiv forskning og udvikling af modstandsformer på kanten imellem billedkunst og aktivisme.
Hospital Prison University Archive har derved en del fællestræk med projektet omkring Det Fri Universitet, et selvorganiseret universitet etableret af Jakobsen og Henriette Heise i 2001-2007. Også Det Fri Universitet havde fysisk adresse i de to kunstneres dengang fælles lejlighed på Nørrebro og tog udgangspunkt i en kollektiv og eksperimenterende tilgang til vidensdeling og forskning i et forsøg på at dæmme op for vidensøkonomiens homogenisering af viden.
Før Det Fri Universitet var Jakobsen med til at etablere kunstnerkollektivet og tidsskriftet Koncern i København (1989-1993) og Info Centre i London (1998-1999); en hybrid mellem et udstillingssted, boghandel og arkiv. Det kollektive løber som en rød tråd igennem hele hans kunstneriske virke, der også inkluderer projekter som Til forstyrrelse af samfundsordenen – en protest imod vedtagelsen af antiterrorloven i 2008 – tv-tv, som i 2005-2008 fungerede som en selvorganiseret tv-station, og Billed Politik (2010), en kritisk kampagne imod repræsentationen af krig i medierne.
Hospital Prison University Archive blev sidste år udvidet med projektet Hospital for Self Medication, der fokuserer på en eksperimentel tilgang til omsorg og behandling – ikke kun af psykiske sygdomme, men af alle de former for sygdom, der mangler repræsentation og integration i det almindelige sundhedssystem. Fundamentet under hospitalet er en stærk kapitalismekritisk stemme, der forstår den normative samfundsorden og det konstante krav om produktivitet og optimering som en del af problemet, frem for løsningen.
Med udgangspunkt i erfaringer fra hospitalet og den dertil knyttede radiostation, har Jakobsen reageret hurtigt på den situation, vi befinder os i nu, hvor store dele af samfundet er lukket ned, og de fleste af os går hjemme i isolation. Social crisis! Mental crisis! har et smidigt format, der består af let redigerede Zoom-samtaler imellem Jakobsen, Carapetian og inviterede gæster, hvilket betyder, at de to kunstnere kan lancere et afsnit om ugen, der følger og forholder sig til udviklingen i den aktuelle krise.
For, som Jakob Jakobsen siger til Kunstkritikk på en Skype-forbindelse, så skal man være forsigtig med at drage konklusioner og være alt for handlingsorienteret på den måde, som hele den administrative verden er ude efter. I stedet anbefaler han, at vi holder øjnene på de processer, krisen sætter igang ud fra den metode, man arbejder med som såvel kunstner som sindslidende.
«Social crisis! Mental crisis!» er opbygget som en taleradio; en dialog imellem to stemmer over Zoom. Det er et format, der naturligvis fungerer optimalt lige nu, hvor de eneste oplevelser, man kan have går via skærmen, men det er også et medie, du har anvendt før i Hospital Prison University Radio. Hvad er det ved podcastformatet, der gør det velegnet til denne type erfaringsdeling?
Radio fungerer for mig at se bedst til levende tale og til at formidle et engagement, der i denne sammenhæng er politisk. Det, mediet kan, er jo, at man kan lytte til det mange steder fra, hvilket er en ekstra fordel i øjeblikket. Vi kan komme direkte ind i andre menneskers stuer med vores refleksioner og tanker.
I øjeblikket er der enormt mange eksperter, der udtaler sig om den igangværende krise. Sundhedsstyrelsen, Staten og andre autoriteter optager helt utroligt meget plads, og deres magtudøvelse får lov til at stå relativt uimodsagt. Imens sidder befolkningen i hver sin isolation med hver sin facebookportal og følger med i deres udlægninger. For mig at se mangler der magtkritik, og det, at vi lytter til andre stemmer.
Sophie Carapetian og jeg har begge erfaring med at være indlagt på hospitalet med en diagnose som sindssyg i en eller anden forstand. Vi har prøvet leve i isolation i de perioder, hvor vi ikke har været funktionelle, og den erfaring tænker vi, kunne være brugbar i en bredere social sammenhæng lige nu. I podcasten kommer de stemmer, der sjældent bliver hørt, op til overfladen. Der er mange, der taler om sindssygdom udefra – læger, psykiatere og andre professionelle, men det er sjældent at dem, der har været inde i systemet som patienter, har en stemme.
I forlængelse af første afsnit af jeres podcast har I lavet en liste – «Mental Health Self Care Mutual Aid Notes» – på elleve punkter med gode råd til, hvordan man tackler isolation. Den slags lister har jeg læst en del af med netop Sundhedsstyrelsen eller Dansk Psykologforening som afsender. Jeres liste adskiller sig en del fra deres anbefalinger. Hvordan kan det være?
I vores første program diskuterede vi netop alle de råd, der findes i medierne lige nu og talte om, hvordan den liste ville se ud, hvis vi skulle lave den. Den har lidt karakter af en uregerlig stemme – en stemme, der er tættere på begæret og på en uorden, der kan stå op imod al den orden, der bliver påbudt os lige nu.
Staten og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi skal leve regelmæssigt og opretholde faste rutiner. Vi får at vide, at selv om situationen er højst unormal, så skal vi opføre os som om, vi går på arbejde. Men man kunne jo godt forestille sig, at vores liv ville fungere udmærket uden at gå på arbejde, i skole eller på universitet. Vores råd går imod anbefalingen om at opretholde normalen: Sov mere, lad være at kigge på uret og forsøg at bryde nogle af alle de rytmer, som det almindelige kapitalistiske samfund prøver at trække ned over hovedet på dig lige nu, hvor det ikke engang er nødvendigt.
I andet afsnit diskuterer vi forskellige strategier for, hvordan man kan leve med krisen og med isolationen. I det ligger der også en kritik af altid at skulle cope; at vi skal acceptere situationen og stræbe efter at leve et normalt liv. Vi taler om vores personlige erfaringer med at være medicineret for at kunne normalisere sig og om, hvor vigtigt det er at række ud og indlede samtaler, så vi i fællesskab kan blive klogere på, hvad vi skal acceptere.
Vi har aftalt, at der kommer et afsnit hver uge, så det bliver en form for seismograf i forhold til, hvor situationen er nu. For mig har det været en sund og produktiv ting at have de her samtaler med Sophie, og vi lægger vægt på, at også selve produktionen af programmet er en form for overlevelsesstrategi. Man kan godt sige, at der ligger en terapeutisk effekt i produktionen af de her podcast. Samtalen er i sig selv med til at gøre situationen mere udholdelig, fordi det er en kollektiv refleksion.
Et af punkterne på den liste, I lavede efter første podcast, lyder: «Weaponise your illness.» Hvad vil det sige?
Det, at være erklæret syg, indebærer en form for modstand imod den normal, vi lever i. For mig at se, er sygdom ikke et personligt sammenbrud, men et sammenbrud i forhold til mine omgivelser; de fællesskaber, jeg er en del af, og til samfundet i bredere forstand. Det, der sker i denne undtagelsestilstand er også en form for socialt sammenbrud, hvor vi isolerer os og ikke kan indgå i samfundet på normal vis.
Jeg mener, at man kan aktivere sygdomstilstanden positivt, istedet for at se den som en form for underskud. For det, at man ikke kan holde tingenes tilstand ud længere indebærer jo en kritik og nogle mulige refleksioner over hvor destruktivt det såkaldte konkurrencesamfund kan være. Der er enormt meget skam forbundet med sygdom, men man kan også vælge at se det som noget aktivt, som en krig imod normalen og som en mulighed for at tænke noget andet. Men det kræver en del styrke.
Det er på tide at genoverveje, hvilke sociale relationer, vi vil genoptage, når vi kommer ud af denne her nedlukning: Hvordan skal vi fx arbejde som billedkunstnere fremover? Der ligger et vis overlap i livet som sindslidende og livet som billedkunstner, fordi man på mange måder ikke passer ind i de arbejdsmæssige rammer, som samfundet er bygget op omkring og derfor altid skal konstruere sit eget liv.
Det betyder ikke, at man som billedkunstner ikke er fortravlet. Det synes jeg i hvert fald, at jeg er, og det har været en kæmpestor lettelse, at min kalender er blevet totalt ryddet som følge af nedlukningen. Det har også betydet, at det var muligt at reagere på situationen på den måde, vi gør med podcasten. Jeg er rimelig vant til at arbejde selvorganiseret og ud fra de forhåndenværende søms princip, og det er en form for arbejdsforhold, der ikke går i stå, når der kommer en krise i dette her omfang.
Men samtidig er nogle af dem, der bliver allerhårdest ramt af en krise, vel de prekære arbejdere…?
Det er også rigtigt, men usikkerheden som grundvilkår synes jeg, at jeg kender.
Kunstnerlivet er i sit udgangspunkt prekært, og derfor tror jeg, mange kunstnere er bedre forberedt på en krisesituation. I min netværk oplever jeg ikke, at folk er super bekymrede, men tværtimod at de organiserer sig og deler deres overskud med dem, der mangler. Mange af os har allerede inden krisen længe forsøgt at leve et liv, hvor man ikke er totalt afhængig af arbejde, og ikke tager det for givet, at der kommer penge ind hver måned.
I hele jeres podcast ligger der jo et element af kapitalismekritik. En af de ting, jeg synes, man hører meget fra kommentatorlaget i medierne, er påstanden om, at i krisetider bliver alle socialister. Hvad siger du til det?
Det er jo en ideologisk påstand fra den herskende klasse, som man måske kunne kalde socialisme for de rige. I USA ser vi, at der er en overrepræsentation af sorte på dødslisterne og jeg har indtryk af, at det samme gør sig gældende herhjemme; at det er de fattige og de udsatte, der står forrest, når døden kommer forbi. I Danmark ved vi, at det især er de ældre, der dør; dem, der står udenfor arbejdsmarkedet og som på mange måder allerede er kørt ud på et sidespor i forhold til den produktion, som der ønskes. Socialisme i min forstand betyder ligestilling, og jeg tror, at denne her virus er med til at forstærke forskellene imellem de privilegerede og dem, der ikke er det. For mig at se er det en form for neoliberalisme eller social darwinisme, hvor det er de stærkeste, der overlever.
Som samfund er vi med nedlukningen igang med at udfolde et enormt socialt eksperiment. Hvad tror du, vi kommer ud af det hele med som individer og som kunstverden?
Det er en ekstremt dynamisk tid, vi lever i, hvor situationen kan være helt forandret om bare en uge. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at være åben lidt endnu. Både kunstnere og sindslidende bruger som metode det at kigge grundigt på processerne, og jeg tror, det er vigtigt at holder øjnene åbne for det, der sker omkring os. Man skal være forsigtig med at drage konklusioner og være alt for handlingsorienteret på den måde, som hele den administrative verden netop er ude efter. Jeg håber, at dette sammenbrud kan være det paradigmeskift, der får os til at revidere vores sociale relationer og overveje, hvorvidt vi kan arbejde på en anden måde som billedkunstnere og i samfundet i det hele taget.
Jeg tror også, at vi kommer til at have et andet forhold til døden i vores samfund fremover. Vi kommer til at have døden tættere inde på livet, også på et administrativt niveau, hvor vi vil diskutere, hvem og hvor mange vi vil tillade dø. Det er et politisk spørgsmål, som kan rejses i forhold til coronavirussen, men som jeg i fremtiden håber, vi også kan tale om i forbindelse med eksempelvis klima- og sundhedspolitik. Jeg håber, at vi indser, hvor dræbende det kapitalistiske samfund og den livsstil, vi har, er for mange. Liv og død er jo traditionel noget, kunstnere altid har arbejdet med, så også her bliver det måske kunstnerne og de sindssyge, der kan komme med relevante overvejelser.
