Jeg tømmer det sidste af den anden ferniseringsfadøl og bevæger mig ind i udstillingens første værk. En bygning, der med enkle midler mimer den neoklassicistiske stil er placeret indeni i rummet, og i bygningen er der en dør. Jeg tager i håndtaget, træder indenfor og låser døren bag mig. For enden af det velsagtens ti meter lange halvmørke rum øjner jeg et svagt lys fra halvcirkelformede udskæringer forneden i rummets væg. Jeg går mod lyset og da jeg kommer dertil, lyner jeg bukserne ned og begynder at tisse. Ned på en sliske, gennem udskæringerne og ud på Charlottenborgs gulv, til skue for eventuelt, interesserede publikummer. Flere har gjort det før mig og endnu flere vil sandsynligvis gøre det efter mig. Det er i hvert fald det værket opfordrer til. At overskride ens personlige blufærdighedstærskel og generelle forestillinger om den hvide kubes sterilitet og bare lade vandet.
Det er den argentinske kunstner Pablo Bronstein, der generøst og humoristisk inviterer indenfor. Værket, som slet og ret bærer titlen Pissoir (2011), indgår i hans soloudstilling i Charlottenborgs nordfløj, der også tæller en video og en serie papirarbejder, ligeledes med referencer til tidligere tiders stilarter og arkitektur. I udstillingsperiodens to måneder kan publikum (dog kun en ad gangen!?) gå ind i værket og benytte det som offentligt toilet (dog kun til at tisse). Og det vel at mærke uden at Charlottenborgs rengøringspersonale dagligt kommer og vasker urinen væk. Den får lov til at blive liggende og tørre ud i takt med, at den breder sig som den velkendte, men stadig lige effektfulde stank, der kan møde en på offentlige toiletter i øvrigt. Der verserede dog rygter om, at urinen ville blive fjernet, hvis stanken blev for voldsom, uden at nogen nærmere kunne sige hvad det betød. Ved fernisering var der endnu ikke noget mærkbart at lugte, men urinen var allerede begyndt at sive ud under siderne af konstruktionen og der flød med brugte plastikkrus i urinsøerne.
Det er første udstilling, som udelukkende er kurateret af direktør Mark Sladen. Det er en udstilling, som Sladen formentlig ikke kunne have lavet i England, hvor «health and safety regulations» stadig dikterer ordentlig borgerlig opførsel af kunstnere og kunstpublikummet. Selv siger Sladen i et interview til den danske avis Politiken, at det er «en storslået satire på den monumentale trang til at manifestere magt ved at bruge arkitektur, og det demonstrerer samtidig den menneskelige evne til at modstå undertrykkelse og udtrykke sig frit og individualistisk.»
Men ikke mere frit end og netop så individualistisk, at publikum altså kun må gøre det en ad gangen. Under ferniseringen var der dog flere «par» (af samme køn godt nok), som gik ind i pissoiret for at tisse sammen. Uden at de ikke-tilstedeværende vagter greb ind. Men det var også fernisering. Hvordan institutionen indenfor normal åbningstid vil forholde sig til sådanne frie og anderledes kollektive fortolkninger af værkets relationelle dimension er uvist.
Et andet spørgsmål er så om det at «pisse på» institutionen og bygningen har mere end symbolsk værdi. Alt andet lige sker det jo indenfor ret ordnede – eller om man vil, institutionaliserede – rammer, der blandt andet involverer, at der er lagt et lag linoleum oven på rummets trægulv, så pisseriet ikke har permanente arkitektoniske konsekvenser. Men jeg indrømmer samtidig, at der, da jeg lod vandet gå, udover en følelse af fysiske lettelse, også indfandt sig en følelse af mentalt lettelse i forhold til en bygning, hvor hørmen af forældede kulturidealer alt for længe har hængt i luften. Det er plat, ingen tvivl om det, men alligevel også tilpas offensivt til, at det (som en bevidst ironisk gestus fra Sladens side?) kan bidrage yderligere til den luftudrensning på Charlottenborg, som direktøren iværksatte med sin tiltrædelse for et år siden.
