Fredag eftermiddag kører jeg forbi Forum, stedet for Københavns traditionelle kunstmesse Art Copenhagen siden 1997. Det er tidligt, men der er bemærkelsesværdigt stille og øde omkring bygningen. Kun en diskret notits på programplakaten forsikrer mig om, at det er i denne weekend, at kunstmessen finder sted. Da jeg hæver penge i automaten ude foran smiler en forbipasserende midaldrende herre med messepas om halsen nervøst til mig. Hans jakkesæt ser på den anden side heller ikke ud til at passe ham. Det er som om han ikke helt selv tror på den autoritet det skal give ham. Men måske det slet ikke er jakkesættets skyld. Måske har han simpelthen mistet troen på Art Copenhagen.
Det har i hvert fald en gruppe af de større københavnske gallerier, ført an af Susanne Ottesen, som efter i nogle år at have forsøgt sig med Art Copenhagen, nu er gået sammen med ambitionen om at lave en mere kvalitetsbevidst og internationalt orienteret kunstmesse for samtidskunst – Chart – som fandt sted for første gang henover weekenden i Kunsthal Charlottenborgs lokaler. De deltagende gallerier er alle inviterede, fra Norden og i – eller på vej til – det øverste lag af markedet. Forbilledet er Art Basel og Frieze og konkurrenten er Market i Stockholm. Det er en klar distanceren sig fra Art Copenhagens mere provinsielle ophav og udsyn, som nogen i jantelovens hjemland måske vil kalde elitær, men som ikke desto mindre kan præsentere en klar og sammenhængende profil i forhold til rodebutikken i Forum. Den store taber i denne sammenhæng er mellemlaget af københavnske gallerier, der viser samtidskunst, men som ikke er prominente nok til Chart og også har mistet troen på Art Copenhagen. Sådan fungerer markedet nu en gang.
Chart har Danske Bank som hovedsponsor, og med hvad der synes at være en reference til bankens «New normal, new standards»-kampagne fra 2012, er kunstmessens motto «New Art Fair» (på nogle plakater er ordenes rækkefølge byttet om så der står «Fair New Art»). Der er tænkt nyt, ud af Forum-boksen og ind i et af Københavns mest prestigefyldte udstillingssteder.
Forskellen er tydelig da jeg et par timer senere kører op til Charlottenborgs indgang for at deltage i Charts åbningsreception. Her står ligeledes en mand i jakkesæt og med messepas om halsen. Han smiler til gengæld ikke, til trods for at jakkesættet giver ham pondus som en bodyguard. Han er chauffør og står ved siden af en sort limousine, som skal transportere kunstmessens VIPs rundt i byen henover weekenden.
Inde i Charlottenborgs gård er det første som falder i øjnene en sky af grønne paraplyer, som hænger over indgangen til bygningen. De er uden håndtag og har Carlsberg-logoer på. Det er en installation af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels, som skal holde messens åbningstale. Ingels, der er i færd med at bygge en skyskraber på Manhattan, er en af frontfigurerne for det nye nordiske kulturmirakel, som messens skandinaviske fokus knytter an til. Det er i hvert fald en anden dansk succeshistorie fra New York, nemlig smørrebrød fra Adam Aamann, der står for ferniseringsfrokosten. Og det er hard core nordic cuisine med tatar (dog ikke med rå æggeblomme) og kryddersild, der serveres. Velkommen og velbekomme. Sådan ruller vi i Danmark.
Ingels starter sin tale med at hylde Charlottenborg som bygningen, hvor han som studerende tog de første spæde skridt i sin karriere. Derefter hylder han kunstens og arkitekturens evne til at ændre verden, og går over til at snakke om forskellige evolutionsteorier, blandt andet den «antroposcene» forestilling om at menneskets indvirkning på jorden er så massiv, at den udgør en ny geologisk tidsalder. Han refererer også til en teori om, at mennesket som art og kultur har sin oprindelse i rytmen og festen og med en afsluttende tak til Chart for at bringe det nordiske mirakel tilbage, hvor det kommer fra, åbner han messen og giver gulvet til en trommeduo med designer og musiker Henrik Vibskov.
Selvom akustikken i det højloftede rum forvrænger rytmerne fra trommeduoen, så det er umuligt at opholde sig i længere tid rundt om champagnebaren, så er feststemningen ikke til at tage fejl af. Chart udviser et overskud, der går stik mod hvad samfundsøkonomer og politikere siger. Der er «Special Projects» af megastjerner som Olafur Elisson, Tacita Dean og Lawrence Weiner. Sikre valg, der skal demonstrere format og klasse mere end de skal udfordre. Udfordringen – eller om man vil det mere eksperimenterende – er henlagt til «Collateral Project Room», hvor der fredag er en self publishing-workshop og hele weekenden ligger der på gulvet stakke af gratis plakater af Karl Holmqvist, der apropos har en soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg om få uger. Læg dertil en dynamisk og skarpt designet mediepromovering både på gadeplan og online, en indretningsarkitektur leveret af Montana og budskabet er klart: Chart means business.
Forretningsaspektet understreges også af, at de fleste gallerier har valgt relativt traditionelle præsentationer med et lille udvalg af de kunstnere, de har i stald. Og med maleri, fotos og andre «fladeobjekter», som de dominerende medier.
For at reflektere det særlige i at Chart finder sted i byens førende kunsthal – og understrege den internationale karakter har Chart hyret italienske Francesca Astesani og brasilianske Julia Rodrigues, der begge har base i København, til at kuratere et ikke-salgsorienteret program, som skal række ud til den diskursive del af kunstscenen. På plakaten til den store åbningsfest fredag aften i Charlottenborgs gård står blandt andre de hippe Lust for Youth og den anarkistiske DJ Hvad, der havde takket for invitationen med et onlinehack af festplakaten, hvor han ad bustede hovedsponsorens logo og dekorerede med sit signaturhagekors. Weekendens to seminarer, som er programmets kunstinstitutionelle hovedattraktion, tæller prominente navne som Nato Thompson, Will Bradley, Sune Nordgren, og Olafur Eliasson. De er inviteret til hver at give deres perspektiv på kunstneriske kommissioner, som et aspekt af det generelle forhold mellem kunst og økonomi, som hele messen handler om.
Tilstrømningen til festen og ikke mindst til seminaret lørdag er massiv, og selvom der kun er få overlap med det publikum, som strømmer til før den officielle åbningstid for at slå en handel af med galleristerne, og seminarerne kæmper med folk, der hele tiden går ind og ud uden at sætte sig ind i, endsige interessere sig for hvad der bliver snakket om, så fungerer de to kuratorers program på et basalt niveau efter hensigten. Festen er ikke kun for dem der sælger og køber kunst i den dyre ende af skalaen, men også for os der i mere beskedne økonomiske rammer arbejder med kunst. Sent fredag nat da DJ Hvad bevæger sig elektrificeret rundt på scenen og sender sine teknotracks ud af højtalerne, består den hårde kerne oppe foran af de unge akademistuderende, som til dagligt har deres gang i lokalerne rundt om gården. Og Chart har åbenlyst brug for sådan et program når den nu finder sted på en kunsthal. Faktisk vil det være oplagt at udvide det i fremtiden.
Beslutningen om at lave en kunstmesse på Charlottenborg blev truffet inden nytiltrådte direktør for kunsthallen, Jacob Fabricius, satte sig i stolen. Umiddelbart kunne kombinationen af kunsthal og kunstmesse virke som en uhellig alliance, men set i forhold til Fabricius’ strategi om at åbne op og lufte ud i den traditionstunge institution giver det mening. Og søndag eftermiddag går det nærmest op i en højere enhed, da der er fernisering på hans seneste projekt i udstillingsserien Post med Ricardo Valentino, hvor Charlottenborg hver den første i måneden hænger en ny udstilling op, som er blevet tilsendt med post.
Messepublikummet dropper for en stund den tunge pengepung og VIP-hierarkier til fordel for gratis te og kager bagt af direktøren selv, serveret på keramiske fade lavet af Matthew Lutz-Kinoy og Natsuko Uchino i forbindelse med deres projekt KERAMIKOS II: The Travelling Dinner Party, som de viste i messens «Collateral Program Room». Med sin underspillede og generøse karakter er arrangement med til at minde om, at kunsten ikke bare er en vare, men først og fremmest en social gestus, og det synes de fremmødte at tage til sig. Chokolade- og gulerodskagen – i øvrigt endnu en klassiker fra det danske køkken – er væk i løbet af ingen tid.
Derudover er det nok også værd at tage med i betragtningen, at indtægterne fra messen kan gøre godt i kunsthallens trængende udstillingsbudget. Stedet, lokalerne og institutionens omdømme med Fabricius ved roret er en kæmpe gevinst for messen, og er der finansiering til en hel udstilling i udlejningsaftalen, så er det en sand win-win situation.
Endnu er det så vidt vides dog usikkert om Chart bliver gentaget i 2014, men de første udmeldinger fra messen lyder på, at det har været en stor publikumssucces (11.000 besøgende), og at salget også gik godt. Og det til trods for at vejrguderne ikke ligefrem lod solen skinne på messen. Det kunne ses på Ingels grønne Carlsberg-paraplyer, som søndag eftermiddag så noget forslåede ud. Selvom det selvfølgelig i sidste ende er et spørgsmål om penge om messen forsætter, så virker Chart – modsat paraplyerne – som et holdbart koncept, der også har potentiale for videreudvikling.
