«Det store kunstværk er den fuldendte banalitet», skriver Asger Jorn i den lille, prægnante tekst «Intime Banaliteter» fra 1941, hvor han plæderer for at alt det tilsyneladende grimme, almindelige og ubetydelige er af større vigtighed for kunsten end det som umiddelbart fremtræder æstetisk og skønt. Allerede ved at kalde sig selv for «A Kassen» kan den unge, danske kunstnergruppe siges drilsk at tage netop en sådan banal og hverdagslig trivialitet på sig. For findes der noget mere hverdagsgråt end en a-kasse (red.: den danske betegnelse for en arbejdsløshedskasse)? Navneforvirringen er en hel central del af A Kassens skælmske humor, der både forvansker og fordrejer ellers velkendte fænomener.
A Kassen – som har arbejdet sammen siden de gik på Kunstakademiet i København, hvorfra de tog afgang i 2007 – består af Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen. Det er første gang i tre år at A Kassen viser en soloudstilling i Danmark, og derfor interessant at se i hvilken retning deres karakteristiske bedrageriske humor har udviklet sig. De har tidligere omdannet en kedelig kødklump af en kebab til en skulpturel Brancusi-søjle (Endless Döner, 2007), eller formgivet stukken i de klassiske udstillingsrum på Gl. Strand som en mariekiks (Rosette, 2007). Og på deres sidste galleriudstilling i Danmark (på Kirkhoff Contemporary) var to levende ungersvende en del af den minimale performative installation (dog kun i åbningstiderne!), hvor de to drenges sko henholdsvis var støbt ned i cementen i gallerirummet (Concrete Floor, 2008) eller støbt ind i væggen sammen med bord og stole (View from Below, 2008).
Det første der slår mig ved udstillingen på IMO er netop at det – med Flatten Images, en serie betagende billeder, der står lænet langs væggen – for første gang ligner en rigtig udstilling. Nok er det i virkeligheden temmelig almindelige motiver, men de sættes ind i en ramme og sammensættes på en måde så det banale forsvinder og noget større, det æstetiske, overtager. Flatten Images består af fotografier af stålkonstruktioner, motorveje og arkitektur, der besidder mønstre og strukturer, der forekommer at morphe ind i hinanden. Det særlige ved disse værker er rammerne: de er udskåret af ét stykke træ, men opdeler billederne i forskellige niveauer og formater, som en ekstra lagdelingsstruktur, der samler det hele som ét værk – nøjagtig som når man trykker på «flatten image» i Photoshop. Nu er æstetik ikke et skældsord i min terminologi, tværtimod, men det er interessant at forholde sig til lige i tilfældet A Kassen. For er gruppen i gang med at afvikle banaliteterne, til fordel for de skønne kunster?
I mine øjne er A Kassen bedst, når de laver bedrageriske afvigelser af en genstands normale funktion. På den måde er de i kunsthistorisk familie med andre absurde konceptkunstnere som fx Maurizio Cattelan, der også er en mester i at ændre banale genstandes betydning radikalt. Absurditeten får vi heldigvis også på denne udstilling.
Udenfor, foran IMOs store garagedøre, har A Kassen udskiftet et gammelt, rustent brønddæksel med en bronzeafstøbning af dækslet, som nu ligger dér i fortovet og skinner smukt i solen. Igen er der tale om en forædling af en tilsyneladende banalitet som et brønddæksel, men forædlingen af en sådan brugsgenstand kan netop pege på det skulpturelle og smukke ved genstanden i sig selv.
På samme måde ligger der inde i galleriet en gadelampe og lyser på gulvet trods dét at den er skåret over på midten. Lampen er i bogstaveligste forstand blevet revet ud af sin oprindelige placering i det offentlige rum, og er blevet bevidst (mal)placeret som en aparte skulptur. Et fotografi af gadelampen, inden den blev kidnappet af kunstnerne, hænger på væggen, hvor man kan se den i sin oprindelige og tiltænkte funktion i en park ved en bænk. I billedet er lampen intakt, mens alt andet i motivet er forskudt – selv rammen har forrykket sig nogle centimeter. Vil man have resten af motivet ind på plads, så vil lygtepælen altså forrykke sig. Man kan ikke få det hele til at gå op. Og det kan man i virkeligheden heller ikke med denne udstilling, der både konkret og symbolsk er opdelt af den tværgående lampe – mellem æstetikken på den ene side og de simple, skruppelløse skarnstreger på den anden side.
A Kassen forædler banaliteterne og gør det ud i tilsyneladende meningsløse – og utrolig omstændelige – omdannelser af hverdagens elementer, som for mig at se ligger i forlængelse af den banalitetens skønhed, som Jorn plæderer for, og som udtrykker en muligheder for agens, hvor vi ellers tager verden helt for givet. Derfra ville A Kassen kun blive endnu bedre, hvis de vovede sig videre ud på dybt vand, end dér hvor joken enten bliver redundant (som i stakken af metalbogstaver, der tilsammen danner titlen på udstillingen, The title is a pile of letters) eller forstummer så snart latteren har lagt sig, fordi gåden løses for os. Det er kun i det øjeblik, at der er noget der ikke går op, der ikke blot er selvrefererende, at jeg som beskuer kan investere min egen tolkning på materialet. Og det er heldigvis stadig svært at løse gåden helt med A Kassen.
