1980’ernes kvinder er alle vegne i disse år. Sorø Kunstmuseum genoplivede Inge Ellegaard i 2024, Annette Abrahamsen indtog Fuglsang Kunstmuseum sidste år og på Kunsten i Aalborg forbereder man en solo med Berit Heggenhougen-Jensen. På Boiler – et nyt kældergalleri i en baggård i indre København – lægger man ud med Nina Sten-Knudsen som første udstiller.
Efter nogle år med det flade, Instagram-venlige, figurative maleri er der noget logisk i, at man savner det ekspressive, den punkede energi, de store armbevægelser. Og med tidens interesse for oversete kvindelige kunstnere, er der også masser at materiale at arbejde med. For mens de mandlige malere – Peter Bonde, Claus Carstensen med flere – fra De unge vilde, start-80’ernes punkede kunstnergruppering, gjorde karriere i 80’erne, så blev de kvindelige kunstnere i mange tilfælde valgt fra af gallerierne.
Nina Sten-Knudsens udstilling i Boilers lokale er dog en ujævn størrelse, nærmest to udstillinger i én. Først tre værker fra slutningen af 70’erne, hvor Sten-Knudsen stadig gik på kunstakademiet i København, dernæst fem helt nye malerier, det hele under udstillingstitlen Present Past. Det ligner resultatet af det dilemma, der ofte opstår, når galleriet vil vise bangers fra bagkataloget, mens kunstneren drømmer om at præsentere sin seneste produktion. Et kompromis, altså.
Blandt de ældre værker er installationen Skåle med mad fra 1979, en gruppe små keramiske beholdere med bønner, ris og linser placeret på et gråt militærtæppe. Det handler om ulige adgang til naturens ressourcer, og taler fint og præcist ind i samtiden prepper-mentalitet. På væggen hænger Galger, også fra 1979, en lædersnørre med løkker, både foruroligende på grund af sit formål og afvæbnede i sin spinkle fremtoning.
De fem værker fra 2025, blåtonede oliemalerier med havet som hovedmotiv og en symbolistisk undertone, virker anderledes apolitiske, nærmest ude af tid. Værkerne er båret af spændingen mellem et perspektiv, der giver udsyn til horisonten, og et fintmasket mønster i bølgerne, der peger på fladen. Det er drømmende billeder: badende børn, solnedgangens rosa spil på de blålige klipper og arkitektoniske strukturer, der ligner et labyrintisk korthus.
Sten-Knudsen har tydeligvis – i lighed med Heggenhougen-Jensen i øvrigt – bevæget sig væk fra ungdommens punkede æstetik, og man kan godt fundere over, hvorfor den mandlige del af de unge vilde synes at have fastholdt noget af 80’er-energien, mens kvinderne i højere grad har orienteret sig i andre retninger. Måske har den ubrudte interesse for de mandlige malere holdt deres praksis i et mere lige spor? Eller måske er det bare et udtryk for, at selv en ung vild maler en dag bliver voksen.
