Der er noget ualmindelig korrekt over Gammel Strands efterårsudstilling After the Sun, som fylder alle fire etager i den gamle kunstforening. De 20 yngre kunstnere (med “yngre” menes der kunstnere, som er født efter 1980, og i den danske afdeling er gennemsnitsalderen lidt over 40 år) er blandt nordens hippeste, titlen er lånt fra Jonas Eikas Nordisk Råds litteraturprisvindende novellesamling, og det handler om klimaforandringer. Tjek, tjek og tjek.
Mere præcist handler det om forholdet til naturen blandt en generation af kunstnere, som er vokset op med en fornemmelse af, at apokalypsen lurer lige om hjørnet. Kurator Helga Christoffersen tager afsæt i den nordiske tradition for landskabsmaleri og «vender den på hovedet», som pressemeddelelsen siger; idag kan man som billedkunstner ikke stå på tryg afstand og male naturen, for den er ligesom flyttet ind i os. Klimakrisen er et grundvilkår og mennesket er i konstant udveksling med alt omkring os og kan ikke opretholde en distance, hverken i tænkning eller i værker.
De 20 kunstnere på udstillingen udgør umiddelbart en lidt indadvendt og afsøgende forsamling. Det er kunstnere, hvis værker i de fleste tilfælde kræver forudgående kendskab og/eller en del vægtekst, og på Gammel Strand er det sidste i hvert fald på plads. De «undersøger», «udforsker» og «afdækker», siger de mange tekster, meget ofte gennem enten teknologi eller spiritualitet.
Danske Amitai Romm har eksempelvis installeret to vægskulpturer, der ligner en mellemting mellem sommerfuglevinger og paraboler. Midt i rummet står en høtjtaler og brummer svagt, så det kan mærkes i kroppen, og jeg kan læse, at lyden er baseret på (nær-)realtidsdata fra en klimamålestation i en skov ved Sorø. I målestationens data findes det endelige bevis på, at kloden langsomt opvarmes, og det er altså en oversættelse af den data, der får rum og krop til at vibrere. Jeg forstår ikke helt den slags værker, der handler om at oversætte fænomener til andre medier; det forekommer mig at lyden er lige så abstrakt, som den data, den baserer sig på.
Finske Jenna Sutela har lavet et termisk selvportræt, der illustrerer strømmen af mælk fra hendes bryst til datterens krop, mens islandske Á. Birna Björnsdóttirs installation opfanger solenergi via paneler udenfor bygningen og omdanner dem til digitalt genererede billeder, samt holder liv i et par planter. Indisk-finske Vidha Saumya har omdannet billeder af naturkatastrofer og protestdemonstrationer til korsstingsbroderier med noget digital mellemkomst, og balancerer dermed noget højdramatisk med noget helt stille og kontemplativt. Alt sammen fine værker, der ville stå stærkere hver for sig, så oversættelsesprocessen ikke blev det centrale.
Ud over det teknologiske spor rummer After the Sun også et andet, der giver naturen mere agens. Udstillingens kækkeste værk er samisk-svenske Olof Marsjas meterhøje, kulsorte blomster, der har antaget menneskelig skikkelse og bevæbnet sig. Jeg kan læse, at man i Sapmi tillægger naturen handlekraft, og at der i værkerne er spor af det traditionelle samiske håndværk doudji. Men de tre blomsterkrigere har også bare en funky friskhed over sig, noget umiddelbar international coolness, som resten af udstillingen godt kunne have brugt lidt mere af.
Samisk-svenske Carola Grahn har fat i samme tankegang om en sammensmeltning mellem menneske, natur og kunstværk i sin joik-maskine, der aktiveres med en polet. Joiken – en ældgammel sangtradition i samiske samfund – er en personlig og spirituel fremmaning af en essens i det, man joiker, Man synger altså ikke om naturen, man forbinder sig i et spirituelt forhold med sine omgivelser. Samme fornemmelse får man i dansk-koreanske Jan Jin Kaisens to videoer fra et forladt sydkoreansk resort, som naturen nu har genindtaget. Her møder vi Dokkaebi-guderne, en slags naturånder, der rejser med regn og tåge, og som kan antage en hvilken som helst form.
I denne afdeling af udstillingen er der en inderlighed, noget sørgmodigt og blødt, der taler om forbundethed og om det, der er større end maskinparken i udstillingens anden del. Det viser sig især, når man går rundt mellem værker, der alle har en lydside; det pusler, brummer, klukker, pulserer og knitrer. Lavmælte, organiske lyde, der passer til de stille værkers undersøgelse af en natur, der er mere beåndet, mystisk og i langt større grad påvirker os, end vi måske normalt går og tror.
Belgisk-thailandske Apichaya Wanthiang, som er bosat i Norge, har lavet en installation, der indkapsler følelsen. En rundkreds af bløde skærme, der minder om en slags membraner, og som pulserer i blødt lys og lav lyd. Her kan man sidde i midten, omsluttet af blødhed og fornemme, hvordan vi alle sammen er forbundet til hinanden, hvordan natur, krop og kollektiv erindring bliver ét. Det er smukt på en lidt omklamrende måde; klaustrofobisk i al sin inderlighed.
Man får lyst til at spørge: Hvor er vreden? Det politiske engagement? Eller den skæve, humoristiske vinkel, der kan løsne lidt op for samtalen om klima? Den fylder ikke på Gammel Strand, hvor vi i stedet møder en stilfærdig eftertænksomhed, alvorlige afsøgninger og – nok mest interessant – en mere shamanistisk forståelse af forbundethed. Interessant på en lidt tør, nærmest fersk, måde.
