Opstillingen af stolene til gårsdagens pressekonference i anledning af den 7. Berlinbiennale var en manifestation i sig selv. I centrum af en gigantisk rundkreds af pressefolk sad kuratorerne Arthur Żmijewski og Joanna Warsza, Kunstwerkes direktør Gabriele Horn og kurator af den 1. Berlinbiennale (og Kunstwerkes første direktør) Klaus Biesenbach. Efter den sædvanlige velkomst ved Horn, bemærkede Biesenbach at det i sig selv var et tegn på at denne biennale havde lykkedes med at skabe et «meeting of the outside in the inside» i og med at biennalens tredie kurator, den russiske aktivistgruppe Voina, ikke var tilstede til pressemødet. «Civil disobedience is also a civil responsibility», som Biesenbach understregede. Dermed var en form for retorik introduceret, som dominerede resten af seancen.
Ifølge co-kurator Joanna Warsza er årets Berlinbiennale en handlingens biennale. Arrangørerne ville væk fra den velkendte udstillingsmodel, hvor kuratoren udvælger værker efter personlige præferencer eller i forhold til et givent tema. Med reference til termen «agonistic curating» forklarede Warsza at denne biennale rummer udtryk og bidrag, som kuratorerne ikke nødvendigvis sympatiserer med eller kan stå indenfor for derigennem at frembringe en udstilling som «producerer performative positioner». I stedet for at foretage atelierbesøg hos diverse kunstnere har kuratorernes research derfor formet sig som rejser til forskellige aktuelle konfliktsteder og brændpunkter (Ungarns finansielle nedsmeltning, Occupy Wall Street i New York etc.) for at se, hvordan aktivisterne reagerer og handler. Warszas præsentation var nok den tale, som kom tættest på en traditionel kuratorintroduktion, også selvom hun kun nævnte et enkelt kunstnernavn. Efter en kort, ret uklar tale af Żmijewski, som mest bidrog til at forklare at stolenes opstilling var skabt af «the people of the movements» («and of course we did as they proposed, they are our teachers!») var det i høj grad disse «people» der tog ordet i resten af pressemødet, som fra da af blev transformeret til et gigantisk gruppemøde, hvor de fremmødte blev instrueret i at bruge forskellige håndtegn for «ja», «nej» og «stilhed».
Aktivisterne spurgte til journalisternes forholden sig til deres egen magt, til magten hos de 1%, til «systemet» og den slags, men fik ikke mange «håndtegns-svar», primært fordi de mange udenlandske besøgende ikke forstod de tyske spørgsmål. Det udviklede sig til omkring en times lang gruppesamtale, hvor engagerede aktivister ytrede deres holdninger til meget forskelligartede emner – lige fra våbenproduktionen til arbejdsløshed. En i grunden ejendommelig blanding af brændende, højst relevante diskussionsemner koblet med en meget naiv mødeform uden nogen form for dagsorden. Undervejs stemte vi også om, om vi skulle gå tilbage til den traditionelle form for et pressemøde, hvor journalisterne stiller spørgsmål til kuratorerne eller om vi skulle fortsætte det store gruppemøde. Konklusionen blev at vi gjorde begge dele! Og det kunne sagtens have fortsat i et par timer mere, hvis ikke Gabriele Horn til sidst brød ind og opfordrede til at man fortsatte samtalen i Kunstwerke, som i udstillingsperioden netop er blevet overdraget til «the people of the movement». Det var en lidt omtumlet flok tilhørere, som gik ud af St. Elisabeth-kirken for at tage hul på Berlinbiennalen anno 2012.
