Åh Gud!

To af dansk kunsts mest selvsikre talenter mødes i en «hellig samtale» på Galleri Nicolai Wallner, men udstillingen bliver mest en bekræftelse af den position, de begge allerede besidder.

Alexander Tovborg, Jeppe Hein, Sacra Conversazione, installation view, 2012.

Intet mindre end en hellig samtale (en såkaldt Sacra Conversazione) føres for tiden hos Nicolai Wallner mellem to af dansk kunsts kometer: den unge ambitiøse Alexander Tovborg og den internationalt kendte Jeppe Hein. Begge er de i stald hos Wallner. For snart ti år siden oplevede jeg Heins første solo hos Nicolai Wallner – hvor den ene væg i galleriet umærkeligt rykkede sig, mens man stod i rummet og et stykke blankt A4-papir bag glas og ramme stilfærdigt ændrede position bag glasset; så enkelt og virkningsfuldt. Utrolig meget er sket siden. Man kan sige at Jeppe Heins internationale karriere har udspillet sig synkront med den økonomiske. Både hans karriere og hans værker fra den periode afspejler den internationale tendens i 00erne: det interaktive, brugen af sanserne, det legesyge og hurtige. Men nu er Hein sat i «hellig samtale» med purunge Alexander Tovborg, der arbejder med monumentale malerier med religiøse motiver.

Begrebet, «Sacra Conversazione», stammer fra italiensk renæssance og er en genre inden for det religiøse maleri, hvor forholdet mellem helgen og guddom skildres mere uformelt, og hvor der foregår en form for udveksling mellem figurerne, samtale eller samvær, typisk omkring Madonna med barn. Så i stedet for blot at være en traditionel sammenstilling af to kunstnere i et galleri, bliver der altså lagt op til, at der skal foregå en reel interaktion, som er forankret i det religiøse.

Alexander Tovborg, Jeppe Hein, Sacra Conversazione, installation view, 2012.

Selve samtalen, udstillingen, består af syv, store (2×3 meter) farverige malerier af Tovborg, hvoraf de fem er lavet specifikt til denne udstilling, samt en række spejlskulpturer af Hein fra de senere år. Med andre ord er der ikke tale om et samarbejde, men om en sammenstilling af typiske værker af Tovborg og Hein. Tovborgs motivverden er det religiøse, som det også var på hans første soloudstilling hos Wallner i 2010, som med skulpturer, opulent guldmaleri og det religiøse emne lignede en retrospektiv af en langt ældre kunstner. Også Heins værker er klassisk heinske, hvor det sansende mennesket og dets forhold til det omgivende rum, er det centrale. Hein var i flere år assistent og elev hos Olafur Eliasson, og det efterhånden famøse credo «at se sig selv sanse», er også en del af Heins praksis.

Alexander Tovborg, Jeppe Hein, Sacra Conversazione, installation view, 2012.

Tovborgs fem nye malerier fremstiller urhistorien om Syndefaldet i et farverigt formsprog, der umiddelbart forekommer abstrakt, men hvor genkendelige elementer – fra naturen og kroppen – efterhånden fremtræder. Beretningen starter i galleriets bagerste lokale med maleriet Sacra Conversazione (Adam finds Eve) (2012) i grønlige nuancer, der forestiller stadiet før bevidstheden indtræffer: her er mennesket endnu en integreret og uadskillelig del af naturen. På gulvet foran maleriet – lidt forskudt til siden – ligger Heins 2x 2 meter spejlgulv Mirror Floor (2010), som består af en række spejlkvadrater. Nogle af spejlene er knuste. Et lidt for udtalt symbol på livets forfald. Her bliver maleriet helt konkret spejlet i gulvet, som et møde mellem det før-bevidste og det bevidste. Bevidstheden om egen eksistens kom som bekendt først, da mennesket drister sig til at spise af den forbudne frugt.

Alexander Tovborg, Jeppe Hein, Sacra Conversazione, installation view, 2012.

I samme rum hænger også Heins Two-Way Mirror Mobile (2011) fra loftet. Et værk, hvor cirkelformede transparente spejle (ikke ulig dem Dan Graham benytter i sine pavilloner) hænger i øjenhøjde. De drejer og bevæger sig: man bliver selv et objekt i verden, og samtidig et sansende subjekt. Her ser man Tovborgs religiøse motiver igennem Heins spejle. Det er som om, at Hein her får tildelt lidt åndelighed, og Tovborg lidt international stjernestøv; og det er nok også det væsentligste problem i forhold til at kalde deres udstillingen for «sacra», altså omhandlende det sakrale eller hellige. For nok er Tovborgs emne religiøst, men Heins skulpturer gør ikke andet end at forstørre og reflektere dette. Og dermed foregår der i mine øjne ikke en samtale, men snarere en gensidig bekræftelse.

I galleriets midterste lokale vises tre stærkt farverige, eksotiske – og erotiske – malerier. I midten af lokalet står Heins skulptur 4-Dimensional Circle (2011). Det ene maleri forestiller selve Syndefaldet (værket hedder Sacra Conversazione (The Fall of Man) (2012)), som er portrætteret som et orientalsk, erotisk motiv: Adam og Eva midt i en kama sutra-lignende seksuel akt på et slags podie, en scene. Der er altså ingen skyld eller skam at spore, tværtimod en aktiv stillen til skue. I en traditionel kristen forestilling opfattes kroppen som værende i modsætning til den rene ånd og det metafysiske. Men i fx den tantriske filosofi, anses kroppen ikke som syndig eller skamfuld, men som en del af det guddommelige – og endda en mulig port til det åndelige. Så har Tovborg skabt et tantrisk portræt af Syndefaldet? Eller er det tværtom: et portræt af hvordan de kødelige lyster fordriver os fra Edens Have?

Alexander Tovborg, Jeppe Hein, Sacra Conversazione, installation view, 2012.

I det hele taget angår spørgsmålene især Tovborgs projekt. Hvad han vil med denne guddommelige urhistorie? Er det en personlig eller kritisk undersøgelse af det teologiske stof? Eller er der tale om ren bibelillustration? I seriens sidste billede Sacra Conversazione (Banished from Paradise) (2012) er verden blevet todelt: det øverste er dunkelt og mørkt og man genkender hverdagsremedier som en kande, en kop, en tallerken: den nederste del fremstår først abstrakt, men er et sandt orgie af kopulerende lemmer. Kroppen er altså tilstede i alle dele af Skabelsesberetningen: men om det drejer sig om at transcendere kroppen for at nå til åndelig erkendelse, eller om at bruge den til selvsamme er svært at tyde. Heins værker kan her siges at fremhæve det sansende element, men aldrig at udfordre det reelt hellige, det som ikke kan fremstilles, det oversanselige, som er kernen i al religiøsitet.

Hein og Tovborg benytter uforskrækket en titel som Sacra Conversazione om deres fælles udstilling. Men mødet i udstillingen kommer ikke, i mit perspektiv, til at udfolde sig om det guddommelige eller det åndelige: den drejer sig mest om de to kunstnere og deres respektive praksis. Samtalen handler allermest om den historie, de hver især er repræsentanter for: Hein og 00ernes økonomiske opsving, Tovborg med tidens ny åndelighed, der fik nyt potentiale efter den finansielle nedtur: De lutrer sig ved hinanden. Men de har begge to så defineret en praksis, at der reelt ikke findes nogen sprækker, og derfor heller ikke en reel mulighed for en samtale.

Leserinnlegg